Gå til indhold

Syddansk Vækstforum

Til forsiden


Dagsorden d. 13. juni 2006 (Formandskab)

Møde i formandskabet for Vækstforum i Region Syddanmark d. 13. juni 2006 kl. 8.15.-9.45.

Dagsorden

1. Godkendelse af dagsorden

2. Skitse til erhvervsudviklingsstrategi for Region Syddanmark – 1. udkast

I Vækstforums arbejdsplan for 2006 er fastlagt, at der til døgnseminaret den 26.- 27. juni skal foreligge en skitse til flerårig erhvervsudviklingsstrategi til drøftelse i Vækstforum.  Strategien skal angive de overordnede rammer for indsatsen, herunder de prioriterede indsatsområder. Strategien suppleres med en handlingsplan, som konkretiserer de enkelte indsatsområder, der prioriteres i strategien. Handlingsplanen udarbejdes efterfølgende efter indspil fra de tematiske underudvalg, der nedsættes inden for hvert indsatsområde.

Sekretariatet har udarbejdet et første udkast til erhvervsudviklingsstrategi for Region Syddanmark. Strategien tager afsæt i det strategioplæg, der er udarbejdet af det Midlertidige Vækstforum, samt oplægget fra Kvindernes Vækstforum. Strategioplægget er endnu ikke helt færdigt. Beskrivelsen af indsatsområderne Oplevelsesøkonomi og Det Sunde Liv udestår, ligesom der skal arbejdes videre med de konkrete mål og indikatorer under de enkelte indsatsområder. Sekretariatet arbejder videre med disse beskrivelser frem til udsendelsen til døgnseminaret. 

Det indstilles, at formandskabet drøfter den foreløbige skitse til erhvervsudviklingsstrategi, herunder tilkendegiver om de valgte indsatsområder er de rette. 

Næste skridt vil være, at skitsen til erhvervsudviklingsstrategien drøftes på Vækstforums døgnseminar den 26. – 27. juni. Herefter tilrettes strategien, hvorefter den fremlægges på den planlagte konference den 16. august,  som er startskuddet på underudvalgenes arbejde. Den endelige vedtagelse af strategien finder sted på Vækstforums møde den 7. november.


3. Notat om nedsættelse af midlertidige underudvalg under Vækstforum

Vækstforum besluttede på sit første møde at nedsætte midlertidige tematiske underudvalg, som bidrager med input til at omsætte strategien til handlingsplaner. Der foreslås nedsat 6 underudvalg, ét inden for hvert indsatsområde, som foreslås prioriteret i erhvervsudviklingsstrategien.

I det vedlagte notat er underudvalgenes sammensætning, opgaver mv. nærmere beskrevet. Der vil til døgnseminaret foreligge forslag til kommissorier for hvert enkelt underudvalg.

Underudvalgenes bidrag indgår som inspiration til Vækstforums arbejde med at udarbejde handleplaner for hvert indsatsområde. Første udkast til handleplaner drøftes på Vækstforums møde den 7. november, og på mødet den 4. december færdiggøres handlingsplanerne.

Det indstilles, at formandskabet drøfter notatet om nedsættelse af midlertidige underudvalg under Vækstforum og tager stilling til principperne herfor.

Næste skridt vil være, at principperne for nedsættelse af underudvalg drøftes på døgnseminaret. På døgnseminaret udpeges desuden formænd for underudvalgene. I forlængelse af døgnseminaret beslutter formandskabet den endelige sammensætning. Underudvalgene deltager i konferencen den 16. august, hvor de enkelte indsatsområder diskuteres. Ultimo september afleverer underudvalgene deres bidrag, hvorefter de opløses.

4. Ideoplæg til konferencen den 16. august

Der er som led i Vækstforums arbejde med strategi og handlingsplaner planlagt en konference den 16. august, hvor Vækstforum fremlægger sit forslag til strategi, og hvor der inviteres til dialog om de prioriterede indsatsområder i strategien. Konferencen er startskud på underudvalgenes arbejde. Målet er at  skabe synlighed og dialog om Vækstforums arbejde.

Sekretariatet har indgået et samarbejde med Center for Kunst og Videnskab, SDU, som i dialog med sekretariatet har udarbejdet der vedlagte ideóplæg til konferencen. Grundtanken er dialog og  involvering i processen frem for eksterne oplægsholdere. Konferencen er derfor også åben for alle interesserede.


Det indstilles, at formandskabet tager stilling til konceptet for konferencen.

Næste skridt. Hvis konceptet godkendes, skal der udarbejdes invitationer, som udsendes umiddelbart efter Vækstforums døgnseminar, hvor der er taget stilling til strategi og indsatsområder

5. Program for døgnseminar den 26.- 27. juni

På Vækstforums konstituerende møde blev det aftalt, at næste møde holdes som et døgnseminar fra den 26. juni kl. 12 til den 27. juni kl. 12 (med efterfølgende frokost). Sekretariatet foreslår, at døgnseminaret kortes ned med 3 timer, således at seminaret starter den 26. juni kl. 15.

Med udgangspunkt heri har sekretariatet udarbejdet vedlagte forslag til program for døgnseminaret. Overordnet er der tale om tre hovedtemaer:

  • Eksterne oplæg om statslige initiativer og nye fakta om Region Syddanmark (konkurrenceevnemodellen).
  • Workshops, hvor der er tid til at drøfte strategien og de enkelte indsatsområder i dybden.
  • Formelt møde med særskilt dagsorden (dagsorden vil blive udarbejdet efter mødet i formandskabet og udsendes sammen med programmet for døgnseminaret)

Det indstilles, at formandskabet drøfter program for døgnseminaret, herunder punkter til dagsorden for Vækstforums formelle møde (dag 2)

Det foreslås, at der i umiddelbar forlængelse af døgnseminaret holdes et frokostmøde i formandskabet den 27. juni kl. 12-13, hvor bl.a. den endelig sammensætning af underudvalgene kan drøftes.

6. Udpegning af suppleant til Danmarks Vækstråd

På Vækstforums møde den 4. maj blev det besluttet at indstilles formanden som repræsentant i Danmarks Vækstråd. Formandskabet blev bemyndiget til at indstille en suppleant, som dog kun vil blive indkaldt ved varigt forfald.

Det indstilles, at formandskabet beslutter, hvem der skal udpege som suppleant til Danmarks Vækstråd

7. Revideret udkast til Forretningsorden

På Vækstforums konstituerende møde den 4. maj drøftedes udkast til forretningsorden. Det blev besluttet, at et revideret udkast forelægges til godkendelse på Vækstforums næste møde.

Det foreslåede ændringer/præciseringer er indarbejdet i vedlagte udkast.

Det indstilles, at formandskabet beslutter et fremlægge vedlagte udkast til Forretningsorden til godkendelse i Vækstforum

8. Selvstændig grafisk identitet for Vækstforum (logo, brevpapir mv.)

I forbindelse med etableringen af det permanente Vækstforum er der ved kommunikation om Vækstforum på Region Syddanmarks hjemmeside anvendt det samme logo som det Midlertidige Vækstforum – blot med en ændring af teksten i logoet. Derudover har Vækstforum ikke sin egen grafiske identitet.

Det foreslås, at sekretariatet tager initiativ til at få udviklet et forslag til logo for Vækstforum, som både kan anvendes på hjemmesiden, som papirlinje/brevpapir, ved brochurer og lignende.

Det indstilles, formandskabet drøfter, om der er behov for en selvstændig grafisk identitet for Vækstforum

9. Evt.


Siden er sidst opdateret 3-7-2006
Regional IT

Region Syddanmark | Damhaven 12 | 7100 Vejle | Email: kontakt@regionsyddanmark.dk | Tlf: 76 63 10 00 | Fax: 76 63 20 00