Gå til indhold

Syddansk Vækstforum

Til forsiden


Dagsorden d. 1. februar 2007 (Vækstforum)

 

 

Møde i Vækstforum

den 1. februar 2007 kl. 9.00 – 11.30

 

Indholdsfortegnelse

1. Godkendelse af dagsorden

2. Sættemøde vedr. partnerskabsaftalerne

3. Vækstforums fordeling af midler på indsatsområder og tid

4. Finansieringskilder hvor Vækstforum har indstillingsret

5. Procedure for behandling af ansøgninger

6. Kriterier for vurdering af ansøgninger

7. Uddybende kriterier for klyngeprogrammet

ORIENTERING

8. Orientering om informationsmøde den 18. januar 2007

9. Tilbagemelding på arbejdet med logo 

10. Evt.

 


Dagsorden


1. Godkendelse af dagsorden

2. Sættemøde vedr. partnerskabsaftalerne

Formandskabet har den 23. januar 2007 deltaget i sættemødet med Økonomi- og Erhvervsminister Bendt Bendtsen. Mødet var en invitation til en drøftelse af regionens ønsker til partnerskabsaftalens indhold, den videre proces og rammerne for aftalerne. Staten fremsendte forinden et oplæg til temaer for partnerskabsaftalen, og med baggrund i denne har sekretariatet grupperet handlingsplanens initiativer.

 

Det indstilles, at Vækstforum

- tager orienteringen fra sættemødet til efterretning


Bilag:

BILAG 2A Invitation til sættemødet 23. januar 2007

BILAG 2B Statens oplæg til regionale partnerskabsaftaler af 12.1.2007

BILAG 2C Notat. Potentielle temaer med staten som partner


3. Vækstforums fordeling af midler på indsatsområder og tid

På Vækstforums møde den 4. december 2006 blev der peget på to problemstillinger:

For det første at det skulle være muligt at indstille om bevillinger tidligt i 2007. Dels projekter hvis statslige finansiering risikerer at gå tabt, hvis der ikke gives tilsagn om regional medfinansiering. Dels projekter der er oplagte for Vækstforum, fordi de allerede medvirker til at realisere strategi og handlingsplan og som i øvrigt kan betegnes som sunde projekter, der ellers vil opløses.

For det andet at så stor en andel af initiativer og midler blev indstillet i 1. halvår 2007, at Vækstforums dagsorden og muligheder for at tage initiativer i andet halvår ville blive reduceret for kraftigt.


Det indstilles, at Vækstforum

- på marts-mødet disponerer inden for følgende omtrentlige rammer: ca. 25 % på martsmødet, ca. 50 % på juni-mødet og ca. 25 % i efteråret 2007


Bilag:

BILAG 3. Notat. Fordeling af midler på indsatsområder og over tid


4. Finansieringskilder hvor Vækstforum har indstillingsret

Vækstforum har indstillingsret til to finansieringskilder: De regionale udviklingsmidler, som Regionen administrerer, og EU-strukturfondsmidler under Mål 2, som staten administrerer.

Sekretariatet har lavet en oversigt over kravene i hhv. strukturfondsprogrammet og de regionale udviklingsmidler. Endvidere informationer om hensigtsmæssig samfinansiering og øvrige finansieringsmuligheder.

For EU-finansieringen gælder der et landsdækkende regelsæt, som Vækstforums indstillinger skal holde sig inden for. Herunder bl.a. at alle EU-finansierede projekter skal have en medfinansiering på min. 50 %.

For de regionale udviklingsmidler skal projekterne holde sig inden for Erhvervsfremmeloven. For disse midler er der ikke noget fast krav om medfinansiering, men det foreslås at Vækstforum som udgangspunkt tilsvarende forudsætter en medfinansiering på min. 50 %.


Det indstilles, at Vækstforum

- drøfter og godkender finansieringsnotatet

- særligt bemærker sig de landsdækkende regelsæt der knytter sig til anvendelsen af såvel Social- som Regionalfondsmidler


Bilag:

BILAG 4 Notat. Grundlag for finansiering af regionale erhvervsudviklingsaktiviteter, hvor Vækstforum har indstillingsret


5. Procedure for behandling af ansøgninger

Det bliver en væsentlig og stor opgave for Vækstforum at prioritere mellem indkomne ansøgninger. Erfaringer fra tidligere EU-strukturfondsperioder og anden tilskudsadministration viser et behov for teknisk afklaring af ansøgninger, klare procedurer og gennemsigtighed i vurderingen.

Der lægges op til at alle ansøgninger forelægges Vækstforum med en vejledende kvalitetsvurdering, der baserer sig på de af Vækstforum vedtagne kriterier – se punkt 6.

Disse vejledende kvalitetsvurderinger drøftes i sekretariatsgruppen, der opdeler ansøgninger i tre grupper: A er klare ansøgninger til positiv indstilling; B er uklare ansøgninger til drøftelse og C er ansøgninger til negativ indstilling.

Sekretariatsgruppen har udarbejdet vedlagte forslag til standard-procedure.


Det indstilles, at Vækstforum

- drøfter og godkender forslag til standard-procedure


Bilag:

BILAG 5. Notat. Procedure for behandling af konkrete ansøgninger.


6. Kriterier for vurdering af ansøgninger

Vækstforum har vedtaget en række kriterier, der overordnet set udtrykker prioriteringer inden for strategi og handlingsplan. Kriterierne vil blive lagt til grund for Vækstforums behandling af ansøgninger – som omtalt i punkt 5. Kriterierne er redskaberne for arbejdet med at fremme konkrete initiativer og projekter, der sikrer fokus på udvikling og fornyelse af erhvervsudviklingen i Region Syddanmark.

Vækstforum har vedtaget generelt at fremme: Offentligt-privat partnerskab, Samordning og koordinering, Fokusering, Globalisering, Vækst i yderområder, Bæredygtighed og Samfinansiering. Alle projekter vil blive vurderet ift. disse tværgående kriterier. Hertil kommer der specifikke kriterier, der knytter sig til det enkelte indsatsområde.


Det indstilles, at Vækstforum

- godkender notatet


Bilag:

BILAG 6. Notat. Kriterier for Vækstforums indstilling af projekter – det gode projekt i Region Syddanmark


7. Uddybende kriterier for klyngeprogrammet

Vækstforum har på mødet den 4. december besluttet at etablere et samlet klyngeprogram, der retter sig mod klynger på alle udviklingstrin. Det blev samtidigt besluttet på et ekstraordinært møde i uge 5 at drøfte en uddybning af det regionale klyngeprogram.

Det samlede klyngeprogram består af 3 delprogrammer:

1. Et elite program for modne klynger (styrkepositioner/fyrtårne)

2. Et bredere program for spirende klynger

3. Et opsøgende sekretariat, der kan hjælpe potentielle klynger på vej

Disse tre delprogrammer spiller sammen, så de hver især understøtter klynger, der som følge af forskellige udviklingsstadier har forskellige behov.

For delprogrammerne for de spirende klynger og fyrtårnsprojekter bliver der adgang via en ansøgningsprocedure, der tager udgangspunkt i en række kriterier.


Det indstilles, at Vækstforum

- drøfter notatet og godkender uddybende kriterier for klyngeprogrammet


Bilag:

BILAG 7. Notat. Det regionale klyngeprogram – uddybning af kriterier

 

 

ORIENTERING


8. Orientering om informationsmøde den 18. januar 2007

Den 18. januar 2007 blev der afholdt informationsmøde vedr. ansøgningsmuligheder om midler fra Vækstforum i Region Syddanmark. Overskriften for arrangementet var: Nye tider – nye muligheder.

Formålet med mødet var at vejlede mulige ansøgere og sikre et godt fundament for samarbejdet om at føre det syddanske Vækstforums strategi og handlingsplaner ud i livet.

Der har været stor interesse for arrangementet, og 290 deltagere.

Mødet bestod af en række oplæg, hvori der bl.a. var en præsentation af Vækstforums strategi og handlingsplan, det regionale klyngeprogram samt information om EU’s strukturfonde 2007-2013. Konkret blev der desuden informeret om kriterier, procedurer samt ansøgningsmateriale og ansøgnings-frister, som potentielle ansøgere skal forholde sig til.  


9. Tilbagemelding på arbejdet med logo

Første møde i logoudvalget har været afholdt den 23. januar. Udvalget forventer at kunne præsentere et forslag på Vækstforummødet den 13. marts 2007.


10. Evt.


Siden er sidst opdateret 4-9-2012
Regional Udvikling

Region Syddanmark | Damhaven 12 | 7100 Vejle | Email: kontakt@regionsyddanmark.dk | Tlf: 76 63 10 00 | Fax: 76 63 20 00