Gå til indhold

Syddansk Vækstforum

Til forsiden


Beslutningsreferat d. 28. november 2007

Referat fra

Mødet i Vækstforum

den 28. november 2007

Sted:

Regionshuset, Damhaven 12, 7100 Vejle, Samlingssalen

Deltagere:

Finn Brunse,(forlod mødet kl. 15.45 efter pkt. 4) Jan Boye (forlod mødet kl. 17.05 under punkt 10), Vagn Therkel Pedersen, C.C. Nielsen, Hans Kirk,

Grethe Johnsen, Peter Zinck, Gert Karkov, Henrik Styrup, Jens Oddershede,

Tyge Skovgaard Christensen, (forlod mødet kl. 17.10 under punkt 12),

Hans Skjerning, Johanne Gregersen, Kurt Adamsen, Carl Holst (var ikke tilstede under punkt 2), Lisbeth Poulsen Ib Haahr

Afbud:

Tove Larsen, Per Bødker Andersen, Karsten Uno Petersen, Hinrich Jürgensen, Johnny Søtrup

 

Indholdsfortegnelse

1. GODKENDELSE AF DAGSORDEN

2. ELEKTRONISKE VOTERINGER

3. BEGRÆNSNING AF BILAGSMATERIALE TIL MØDERNE I VÆKSTFORUM

4. INITIATIV 5: SAMARBEJDE OG INNOVATION INDEN FOR TURISMEERHVERVET (ETABLERING AF FONDEN SYDDANSK TURISME)

5. INITIATIV 8: DET SUNDE LIV. UDVIKLING AF FORRETNINGSOMRÅDER INDEN FOR DET SUNDE LIV

6. INITIATIV 12A: INTELLIGENT OG EFFEKTIV ENERGIUDNYTTELSE

7. INITIATIV 15: VÆKSTIVÆRKSÆTTERE INDEN FOR KLYNGERNE

8. INITIATIV 17: IVÆRKSÆTTERKULTUR I UDDANNELSESSYSTEMET

9. INITIATIV 1 OG 2: SYDDANSKE STYRKEPOSITIONER OG SPIRENDE KLYNGER - BEHANDLING AF INDKOMNE ANSØGNINGER INDEN FOR ÅBNE INITIATIVER

10. INITIATIV 9A, ANSØGNINGER VEDR. FLERE UNGE GENNEMFØRER EN UNGDOMSUDDANNELSE, ØGET OPKVALIFICERING AF DEN KORTUDDANNEDE DEL AF ARBEJDSSTYRKEN SAMT ETABLERING AF "FLERE OG BEDRE JOB" - BEHANDLING AF INDKOMNE ANSØGNINGER INDEN FOR ÅBNE INITIATIVER

11. OPFØLGNING PÅ VÆKSTFORUMS JUNIMØDE 2007 VEDR. PLAST CENTER DANMARKs OG MEKATRONIKs KLYNGEANSØGNINGER

12. INITIATIV 6: KORTLÆGNING AF KREATIVE OG KOMMERCIELLE KOMPETENCER

13. UDPEGNING AF NY OBSERVATØR TIL DET REGIONALE BESKÆFTIGELSESRÅD FOR REGION SYDDANMARK

14. INITIATIV 13: BRUGERDREVEN INNOVATION

15. INITIATIV 13: VÆKSTFORUMS INDSATS FOR BRUGERDREVEN INNOVATION 2008

16. ANVENDELSE AT REGIONALFONDENS RESTMIDLER UNDER MÅL 2 FOR PROGRAMPERIODEN 2000-2006

ORIENTERING

17. OPFØLGNING PÅ PARTNERSKABSAFTALEN

18. ORIENTERING OM FORDELINGEN AF DE UDISPONEREDE RESTMIDLER UDNER MÅL 3 FOR PERIODEN 2000-2006

19. STATUSNOTAT PÅ HANDLINGSPLANENS 17 INITIATIVER

20. ØKONOMIOVERSIGT

21. BESLUTNINGSREFERAT FRA DET SENESTE MØDE I DANMARKS VÆKSTRÅD

22. MEDDELELSER

23. EVT.

 

1. GODKENDELSE AF DAGSORDEN

Carl Holst orienterede om, at han pr. 2. januar 2008 tager 3 måneders forældreorlov, og at Kjeld Zacho sørger for det praktiske i den forbindelse, herunder at formandskabet vælger stedfortræder for formanden i Vækstforum.

Carl Holst gjorde opmærksom på, at han blev nødt til at forlade mødet kortvarigt til et interview med TV2, hvorfor Jens Oddershede blev bedt om at overtage mødeledelsen.

Idet Finn Brunse blev nødt til at gå kl. ca. 16, valgte Vækstforum at behandle dagsordenens punkt 4 som det første punkt.

2. ELEKTRONISKE VOTERINGER

Vækstforum har i 2007 måttet gennemføre 3 skriftlige, elektroniske voteringer om ansøgninger til puljer, der ikke har passet med Vækstforums mødeplan og frister (restmidler fra Regionalfonden, den statslige pulje for brugerdreven innovation, Den Konkurrenceudsatte Pulje). Erhvervs- og Byggestyrelsen har netop annonceret endnu en pulje med restmidler fra Regionalfonden, der forudsætter en elektronisk votering – eller andre metoder - hvis Vækstforum ønsker at indstille ansøgninger.

Elektroniske voteringer er kritiserede. Derfor har formandskabet bedt om forslag til mulige instrumenter, der kan bruges til undgå skriftlige, elektroniske voteringer. I det vedlagte notat skitseres følgende mulige instrumenter, der kan tages i anvendelse for at undgå skriftlige, elektroniske voteringer:

  1. afståelse fra at indstille til diverse puljer, hvor fristerne gør elektroniske voteringer uundgåelige

  2. justering af mødeplan

  3. delegation af beslutningskompetence

Formandskabet indstiller,

  • at Vækstforum delegerer beslutningskompetencen til enten

  1. Formanden,

  2. Formandskabet eller

  3. Udviklingsdirektøren

efter indstilling fra sekretariatet i de tilfælde, hvor en skriftlig elektronisk høring ellers er uundgåelig.

Beslutning:

Peter Zinck spurgte om der var mulighed for at påvirke Erhvervs- og Byggestyrelsen med henblik på forlængelse af fristerne. Jens Oddershede oplyste, at Formandskabet er i gang med at udarbejde et brev til ministeren, som bl.a. kommer til at indeholde en opfordring til ministeren til at se på dette problem. Brevet vil blive fremsendt til ministeren en uges tid inden mødet i Dansk Vækstråd den 12. december 2007.

Indstillingen blev ikke tiltrådt.

Vækstforum ønskede at fastholde den elektroniske votering, når det er uundgåeligt. Vækstforum besluttede den procedure, at sekretariatet samtidig med mailen til Formandskabet sender materialet til resten af Vækstforum til orientering og oplyser, at der eftersendes en indstilling fra Formandskabet hurtigst muligt.

 

3. BEGRÆNSNING AF BILAGSMATERIALE TIL MØDERNE I VÆKSTFORUM

I bestræbelserne på at begrænse det omfangsrige bilagsmateriale til møderne i Vækstforum vil kvalitetsvurderingerne med A-B-C indstillingerne fremover blive præsenteret i en forkortet version.

Derudover foreslås det, at selve ansøgningerne fremover ikke sendes ud som en del af bilagsmaterialet til møderne i Vækstforum. Såfremt der er vækstforummedlemmer, der ønsker at se ansøgningerne, vil disse kunne rekvireres hos sekretariatet.

Ved behandling af ansøgninger på Vækstforums møder, lægger formandskabet op til, at vægten vil blive lagt på ansøgninger i B-kategorien, idet ansøgninger i såvel A-kategorien og C-kategorien ikke bør give anledning til diskussion.

Formandskabet indstiller,

  • at Vækstforum drøfter og godkender ovennævnte tiltag med henblik på at begrænse bilagsmateriale til møderne i Vækstforum.

 

Beslutning:

Indstillingen blev tiltrådt af et enigt Vækstforum, som anmodede sekretariatet om i skemaerne at gøre særligt opmærksom på, hvilken problemstilling sekretariatet vurderer gør sig gældende i den konkrete sag.

4. INITIATIV 5: SAMARBEJDE OG INNOVATION INDEN FOR TURISMEERHVERVET (ETABLERING AF FONDEN SYDDANSK TURISME)

Sagsfremstilling

Styregruppen for etableringen af Syddansk Turisme har afholdt møder, hvor der på det sidste blev besluttet, at ansøge Vækstforum om midler dels i forbindelse med engangsomkostninger ved fusioneringen til den nye fond, og dels til drift og projektarbejde ved fonden.

Vækstforums formandskab gav på sit møde den 12. november sin opbakning til styregruppens oplæg om det nye selskab, herunder at Vækstforum indstiller til dækning af engangsomkostninger i alt kr. 2.800.000, samt drifts- og projektmidler på samme niveau som 2007, i alt kr. 11.650.000. Formandskabet udbad sig en uddybning af kapitalbehovet i forbindelse med selve selskabsdannelsen. Oplægget til formandskabet tog udgangspunkt i at kommunerne i Region Syddanmark alle var stiftere og medfinansierende.

Styregruppen er i den mellemliggende periode blevet bekendt med, at nogle kommuner ikke umiddelbart har til sinds at bidrage økonomisk ved stiftelsen af Syddansk Turisme.

 

For at imødegå dette finansierings- og gennemførelsesproblem anbefaler styregruppen at etablere Fonden Syddansk Turisme som en fusion mellem Fonden Fyntour og de to fonde bag foreningen RST. En sådan konstruktion vil betyde, at der ikke længere bliver behov for nye stiftere, da fonden stiftes af de gamle fonde (dvs. bestyrelserne) Kommunerne behøver således ikke at stå som stiftere og bevilge penge til selskabsdannelsen. Styregruppen vurderer at dette vil være en mere farbar vej.

Vækstforum vil stadig kun skulle indstille til Regionsrådet om bevilling af engangsomkostninger, samt drifts- og projektmidler. Behovet for arbejdskapital vurderes at kunne afholdes af de midler, som indskydes af de gamle fonde efter opgørelse af egenkapitalen (estimeret til i alt ca. kr. 3,0–3,5 millioner ultimo 2007.

For så vidt angår lokalisering af Syddansk Turisme har styregruppen inviteret Middelfart, Fredericia og Kolding kommuner til at afgive interessetilkendegivelse og tilbud om lokalemuligheder i forbindelse med lokaliseringen af selskabet. Beslutningen vil blive truffet af styregruppen snarest muligt.

I forhold til arbejdet med en fusion af fondene, skal der udarbejdes en fusionsredegørelse, som underskrives af de fusionerende fondes bestyrelser. Denne forventes bl.a. at indeholde en åbningsbalance, revisorerklæring, bestemmelse om lokalisering og vedtægter. Normalt vil de fusionerende bestyrelser være initiativtagende og gennemførende, men i forbindelse med etableringen af Fonden Syddansk Turisme kan dette forberedende arbejde, ved en forhåndsaftale, placeres hos styregruppen.

Budget 2008 anslås således:

Ad arbejdskapital - anslået til kr. 2,8 millioner.

Ad engangsomkostninger – anslået kr. 2,51 millioner.

Ad drifts- og projektbudget – anslået kr. 11,65 millioner.

For nærmere oplysninger om økonomien i forbindelse med fusioneringen til Syddansk Turisme henvises til vedlagte bilag.

Beslutningspunkt

Formandskabet indstiller, at Vækstforum indstiller til Regionsrådet

  • at Regionsrådet til Fonden Syddansk Turisme afsætter en ramme på maksimum kr. 2.510.000 til dækning af engangsomkostninger, som forekommer ifbm. fusioneringen. Rammen administreres af Region Syddanmark.

  • at Regionsrådet til Fonden Syddansk Turisme bevilger i alt kr. 11.650.000 som et årligt drifts- og projekttilskud til Fonden Syddansk Turisme, første gang i 2008.

  • at Regionsrådet godkender vedlagte vedtægter (bilag) for Fonden Syddansk Turisme

  • at formanden bemyndiges til at godkende Regionsrådets udpegning til bestyrelsen for Syddansk Turisme og videresende til ministerens godkendelse.

  • at Vækstforum beder den nedsatte styregruppe om at indstille én person, der repræsenterer uddannelses- og forskningsinstitutioner og 2 personer, der repræsenterer turisme- og oplevelseserhvervene til bestyrelsen for Fonden Syddansk Turisme til formandskabets beslutning

  • at Regionsrådet tager til efterretning, at Regionsrådet primo 2008 bliver forelagt en resultatkontrakt mellem Region Syddanmark og Fonden Syddansk Turisme.

Beslutning:

Rune Stig Mortensen omdelte vedtægterne og orienterede om status på det arbejde, som den nedsatte styregruppe har udført hidtil, herunder at styregruppen har besluttet en fusion i stedet for en ny stiftelse. Det betyder, at hverken Region eller kommuner skal indskyde stiftelses- og arbejdskapital. Placeringen af Syddansk Turisme bliver i Middelfart på Fynsvej 9. Desuden forudsætter styregruppen, at RST og FynTour afgiver en hensigtserklæring om, at fondene i stiftelsen forpligter sig til at bygge på styregruppens resultater, og at vedtægterne skal respekteres, som de foreligger nu. Direktørstillingen slås op snarest.

Finn Brunse supplerede med at oplyse, at fordi etableringen skulle ske så hurtigt som muligt, er der pt. nedsat en fælles ledelse bestående af de to nuværende direktører for hhv. RST og FynTour.

Jens Oddershede stillede følgende ændringsforslag til indstillingens 2. "at"

at Regionsrådet til Fonden Syddansk Turisme bevilger et driftstilskud for 2008 på niveau med 2007 på kr. 7.024.000, mens kr. 4.627.000 ydes som et tilskud, der anvendes til konkrete projekter. Driftstilskuddet fremskrives med almindelig procentsats herfor og beskrives i resultatkontrakten. Fremadrettet indstilles det, at Region Syddanmark yder driftstilskuddet på kr. 7.024.000, mens øvrige midler skal søges af Syddansk Turisme gennem projektansøgninger hvert år.

Et enigt Vækstforum tiltrådte herefter indstillingen med det stillede ændringsforslag og forudsatte desuden, at RST og FynTour afgiver hensigtserklæringen, og at resultatkontrakten skal foreligge inden 30. juni 2008.

Vækstforum indstillede til styregruppen at forelægge advokaten rettelser til § 9 i vedtægterne i form af, at kommunerne udpeger 22 og Regionen udpeger 10 medlemmer til repræsentantskabet (altså ikke nødvendigvis kommunal- eller regionspolitikere).

 

5. INITIATIV 8: DET SUNDE LIV. UDVIKLING AF FORRETNINGSOMRÅDER INDEN FOR DET SUNDE LIV

Sagsbefremstilling

Jævnfør handlingsplanens initiativ 8 ønsker Vækstforum at udvikle forretningsområder inden for Det Sunde Liv bl.a. via offentligt-private partnerskaber.

 

For at danne grundlag for en succesfuld regional satsning inden for Det Sunde Liv, har sekretariatet fået udarbejdet en kortlægning. Formålet hermed er at identificere eksisterende og nye forretningsområder og hente inspiration til Vækstforums kommende indsats inden for det sunde liv. Kortlægningen har identificeret 5 forretningsområder med udviklingspotentiale inden for Det Sunde Liv i den syddanske region. Det er:

  1. sunde fødevarer

  2. vejledning/forebyggelse

  3. effektiv behandling

  4. nye hjælpemidler

  5. effektiv pleje

 

I bilaget indgår der anbefalinger til, hvad Vækstforum med fordel kan støtte inden for hvert forretningsområde.

På sit møde d. 12. november 2007 har Formandskabet drøftet ovenstående forretningsområder. Det er Formandskabets anbefaling, at der indtil videre kun udvælges 2 forretningsområder med henblik på at fokusere indsatsen. Formandskabet foreslår følgende 2 forretningsområder i følgende prioriterede rækkefølge:

  1. prioritet: Sunde fødevarer

  2. prioritet: Nye hjælpemidler som et led i en effektiv behandling.

 

Formandskabet anbefaler ovenstående to forretningsområder, da de vurderes at kunne spille sammen med en række områder, hvor den syddanske region besidder gode regionale kompetencer, herunder inden for fødevareområdet, robotteknologi, og telemedicin.

Beslutningspunkt

Formandskabet indstiller,

  • at Vækstforum drøfter og godkender, at indsatsen fokuseres ved at udvælge følgende to forretningsområder: "Sunde fødevarer" samt "Nye hjælpemidler som et led i en effektiv behandling"

  • at Vækstforum afsætter en ramme i størrelsesordenen 50 mio. kr. over to år, forudsat at der er tilstrækkeligt med kvalificerede projekter

  • at Vækstforum godkender, at der skal være tale om større projekter, og at projekterne bør have en størrelse på minimum 5 mio. kr. eksklusiv medfinansiering.

Beslutning:

Jens Oddershede orienterede om baggrunden for formandskabets indstilling om fokusering af forretningsområderne (2 i stedet for 5), herunder at Vækstforum hermed kan sætte sit fingeraftryk, skabe synlighed og bruge det sunde liv som et fyrtårn, når Vækstforum indsnævrer fokus til "Sunde fødevarer" samt "Nye hjælpemidler som et led i en effektiv behandling". Disse fokusområder vurderes i øvrigt at kunne spille sammen med en række områder, hvor den syddanske region besidder gode regionale kompetencer, herunder inden for fødevareområdet, robotteknologi, og telemedicin.

Der var en drøftelse af ovenstående, og om det var muligt at rykke den førstkommende ansøgningsfrist længere tilbage, og dermed give flere muligheden for at søge allerede i første runde.

Vækstforum tiltrådte herefter indstillingen, med den tilføjelse at Vækstforum ønsker, at der også kan tages hensyn til de øvrige fokusområder, og at Vækstforum om et års tid tager stilling til en yderligere prioritering af initiativet. Vækstforum fastholdt første ansøgningsfrist den 18. december, anden ansøgningsfrist er 13. marts 2008 mhp. Vækstforums møde i juni.

6. INITIATIV 12A: INTELLIGENT OG EFFEKTIV ENERGIUDNYTTELSE

Sagsfremstilling

Med udgangspunkt i de syddanske erhvervsmæssige styrker på energiområdet og de nye behov og muligheder på området foreslås et nyt initiativ: Intelligent og effektiv energiudnyttelse – initiativ 12a. Indsatsen vil styrke innovation, teknologianvendelse og intelligent metodeanvendelse i energiudnyttelsen og bidrage til øget bæredygtighed. Der vedlægges et notat om indholdet af indsatsen og dennes sammenhæng med Vækstforums strategi og handlingsplan.

Beslutningspunkt

Formandskabet indstiller,

  • at Vækstforum godkender det nye initiativ 12a, som en tilføjelse til Vækstforums handlingsplan.

  • at Vækstforum godkender, at der indkaldes ansøgninger på grundlag af kriterierne i det vedlagte notat med henblik på udvikling og igangsættelse af projekter, der første gang kan behandles på Vækstforums møde den 10. marts 2008 og

  • at Vækstforum godkender, at sekretariatet lader udarbejde et forslag til en presseevent, der kan profilere de syddanske initiativer.

Beslutning:

Et enigt Vækstforum tiltrådte indstillingen.

7. INITIATIV 15: VÆKSTIVÆRKSÆTTERE INDEN FOR KLYNGERNE

Sagsfremstilling

Der er indkommet 1 ansøgning til Vækstiværksættere inden for klyngerne. Sekretariatsgruppen har foretaget en kvalitetsvurdering af ansøgningen og indstillet den i kategori A.

 

Beslutningspunkt

Formandskabet indstiller,

  • at Vækstforum indstiller til Erhvervs- og Byggestyrelsen at støtte ansøgningen med 1.272.750 kr. fra Den Europæiske Socialfond og

  • at Vækstforum indstiller til Regionsrådet at ansøgningen støttes med 600.000 kr.

Beslutning:

Et enigt Vækstforum tiltrådte indstillingen.

 

8. INITIATIV 17: IVÆRKSÆTTERKULTUR I UDDANNELSESSYSTEMET

Sagsbefremstilling

følge handlingsplanen for 2007-2008 ønsker Vækstforum at styrke iværksætterkulturen på tværs af hele uddannelsessystemet i Region Syddanmark.

På baggrund af en kortlægning af eksisterende aktører og aktiviteter på området, anbefales det, at der sker en koordineret indsats, der styres af én operatør. Der lægges op til, at indsatsen gennemføres i samarbejde med uddannelsesinstitutionerne, erhvervslivet og andre centrale aktører.

Der har været afholdt et fokusmøde med de væsentligste interessenter på området, hvor resultaterne af kortlægningen blev drøftet, og hvor deltagerne gav deres bud på, hvad der skal til for at styrke iværksætterkulturen i uddannelsessystemet i regionen.

Beslutningspunkt

Formandskabet indstiller,

  • at Vækstforum godkender, at indsatsen vedr. iværksætterkultur i uddannelsessystemet gennemføres som anført i vedlagte notat, og at ansøgningsrunden igangsættes

  • at Vækstforum godkender, at indsatsen gennemføres som en koordineret indsats, der styres af én operatør, og

  • at Vækstforum godkender, at den nærmere udarbejdelse af ansøgningsmaterialet overlades til sekretariatet.

Beslutning:

Et enigt Vækstforum tiltrådte indstillingen.

9. INITIATIV 1 OG 2: SYDDANSKE STYRKEPOSITIONER OG SPIRENDE KLYNGER - BEHANDLING AF INDKOMNE ANSØGNINGER INDEN FOR ÅBNE INITIATIVER

Sagsbefremstilling

Der er indkommet 3 ansøgninger til Syddanske styrkepositioner og Spirende klynger. Sekretariatsgruppen har med bistand fra eksterne eksperter foretaget en kvalitetsvurdering af ansøgningerne og inddelt dem i kategorierne A, B eller C.

 

Beslutningspunkt

Formandskabet indstiller,

  • at Vækstforum indstiller til Erhvervs- og Byggestyrelsen at bevilge TRIN/Lokale Energisystemer 1.052.750,00 kr. fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling under forudsætning af,

    • at ansøger kan stille den nødvendige pengeinstitutgaranti,

    • der skabes et stærkt projektejerskab tæt på de involverede virksomheder.

    • mulighederne for samarbejde med energiklyngen Fionia undersøges.

  • at Vækstforum indstiller til Erhvervs- og Byggestyrelsen at meddele Biopark Tønder et afslag på deres ansøgning og

  • at Vækstforum indstiller til Regionsrådet, at bevilge 250.000 kr. til Filmklyngen til udvikling af strategisk velfunderede og fokuserede projekter.

Det skal bemærkes, at de indstillede beløb er maksimumbeløb, idet sekretariatet af tidsmæssige årsager ikke har haft mulighed for kritisk at gennemgå alle budgetterne, hvorfor sekretariatet bemyndiges til eventuelt at foretage korrektioner efterfølgende.

Beslutning:

Et enigt Vækstforum tiltrådte indstillingen.

 

10. INITIATIV 9A, ANSØGNINGER VEDR. FLERE UNGE GENNEMFØRER EN UNGDOMSUDDANNELSE, ØGET OPKVALIFICERING AF DEN KORTUDDANNEDE DEL AF ARBEJDSSTYRKEN SAMT ETABLERING AF "FLERE OG BEDRE JOB" - BEHANDLING AF INDKOMNE ANSØGNINGER INDEN FOR ÅBNE INITIATIVER

Sagsbefremstilling

Der er indkommet 6 ansøgninger. Sekretariatsgruppen har foretaget en kvalitetsvurdering og kategorisering af den enkelte ansøgning. Vurderingen og kategoriseringen fremgår af de medsendte sagsfremstillinger.

Fire af ansøgningerne er placeret i kategori A og indstilles til støtte under initiativ 9A. To ansøgninger indstilles til afslag.

De indstillede beløb er maksimumbeløb, idet sekretariatet af tidsmæssige årsager ikke har haft mulighed for kritisk at gennemgå alle budgetterne, hvorfor sekretariatet bemyndiges til eventuelt at foretage korrektioner efterfølgende.

 

Beslutningspunkt

Formandskabet indstiller,

  • at Vækstforum indstiller til Regionsrådet, at følgende ansøgninger bevilges støtte af regionale erhvervsudviklingsmidler:

  • 380.000 kr. til projekt Alu-kompetenceudvikling v/AluCluster

  • at Vækstforum indstiller til Erhvervs- og Byggestyrelsen, at følgende ansøgninger modtager tilsagn om fra Den Europæiske Socialfond:

  • 1.520.000 kr. til projekt Alu-kompetenceudvikling v/AluCluster

  • 2.842.732 kr. til projekt Faglærte chauffører hos Sydtrafik v/EUC Syd m.fl.

  • 5.202.998,50 kr. til projekt Sygefravær og sundhed på arbejdspladsen v/Aabenraa Kommune

  • 3.604.060,00 kr. til projekt Sygefravær og sundhed på arbejdspladsen v/Green Network

  • at Vækstforum indstiller til Erhvervs- og Byggestyrelsen, at følgende ansøgning meddeles afslag fra Den Europæiske Socialfond:

  • projekt SUN- Samfund, uddannelse og naturvidenskab v/Syddansk Universitet

  • at Vækstforum indstiller til Erhvervs- og Byggestyrelsen, at følgende ansøgning meddeles afslag fra Den Europæiske Regionalfond:

  • projekt E-Business and Technology Transfer i SMVér i Region Syddanmark v/ Activator Team a.m.b.a.

Beslutning:

Et enigt Vækstforum tiltrådte indstillingen.

11. OPFØLGNING PÅ VÆKSTFORUMS JUNIMØDE 2007 VEDR. PLAST CENTER DANMARKs OG MEKATRONIKs KLYNGEANSØGNINGER

Vedr. Plast Center Danmark

Sagsfremstilling

På Vækstforums møde den 14. juni 2007 besluttede Vækstforum at indstille Plast Center Danmarks Klyngeansøgning til en samlet EU Mål2 støtte på 3.950.000 kr. Den bevilgede støtte forudsattes søgt som EU Mål2 midler. Plast Center Danmark har nu fremsendt ansøgningen på ny, hvori Vækstforums forudsætninger for støtten er indarbejdet.

Det vurderes på den baggrund at ansøgningen indholdsmæssigt svarer til det, som Vækstforum besluttede at støtte på junimødet 2007.

I forhold til Vækstforums behandling af ansøgningen på junimødet 2007 søges der nu om regionale erhvervsudviklingsmidler, idet det har vist sig vanskeligere end først antaget, at få især de små men også de mellemstore virksomheder, som er involveret i de underliggende pilotprojekter, til at erlægge en 50 % medfinansiering.

 

Beslutningspunkt

Formandskabet indstiller,

    • at Vækstforum indstiller til Erhvervs- og Byggestyrelsen, at støtte ansøgningen med i alt 3.950.000 kr. fordelt med 1.000.000 kr. fra Den Europæiske Socialfond og 2.950.000 kr. fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (Regionalfonden) og

    • at Vækstforum indstiller til Regionsrådet at ansøgningen støttes med i alt 1.975.000 kr. fordelt på medfinansiering af socialfondsdelen med 500.000 kr. og regionalfondsdelen med 1.475.000 kr.

Beslutning:

Et enigt Vækstforum tiltrådte indstillingen.

 

Vedr. Mekatronik

Sagsfremstilling

På mødet den 14. juni 2007 besluttede Vækstforum at afsætte en ramme på 600.000 kr. til Mekatronikklyngen til gennemførelse af projekter. Den bevilgede ramme blev forudsat søgt som EU Mål 2 midler. Mekatronikklyngen har nu fremsendt en ny ansøgning til Regionalfonden, hvori Vækstforums forudsætninger for støtten er indarbejdet.

Det vurderes på den baggrund, at ansøgningen indholdsmæssigt svarer til det, som Vækstforum besluttede at støtte på mødet den 14. juni.

Beslutningspunkt

Formandskabet indstiller,

  • at Vækstforum indstiller til Erhvervs- og Byggestyrelsen at støtte ansøgningen med de ansøgte 577.400 kr. fra Regionalfonden.

Beslutning:

Et enigt Vækstforum tiltrådte indstillingen.

 

12. INITIATIV 6: KORTLÆGNING AF KREATIVE OG KOMMERCIELLE KOMPETENCER

Sagsfremstilling

Konsulentfirmaerne DAMVAD og Future Associates har som led i den større kortlægning af oplevelsesøkonomien i Syddanmark, gennemført en kortlægning af kreative og kommercielle kompetencer.

Beslutningspunkt

Formandskabet indstiller,

  • at Vækstforum tager kortlægningen – som beskrevet i vedlagte notat - til efterretning, og

  • at Vækstforum godkender, at der med udgangspunkt i vedlagte notat om kortlægningen, udarbejdes ansøgningsmateriale til forelæggelse i Formandskabet på mødet primo 2008.

Beslutning:

Et enigt Vækstforum tiltrådte indstillingen og opfordrede til, at notatet bliver udbredt til en bredere kreds.

13. UDPEGNING AF NY OBSERVATØR TIL DET REGIONALE BESKÆFTIGELSESRÅD FOR REGION SYDDANMARK

Sagsfremstilling

Vækstforummedlem Grethe Johnsen bad på Vækstforums møde den 11. september 2007 om, at der udpeges en ny observatør til deltagelse i Beskæftigelsesrådet for Region Syddanmark i stedet for hende. Ønsket om at udtræde skal findes i det ekstraordinære arbejdspres, der er i restaurationsbranchen, samt de aktiviteter, der er fulgt med medlemskabet af Vækstforum og arbejdet med oplevelsesøkonomien.

 

Beslutningspunkt

Formandskabet indstiller,

  • at Vækstforum udpeger en ny observatør til Det Regionale Beskæftigelsesråd for Region Syddanmark i stedet for Grethe Johnsen

Beslutning:

Vækstforum udpegede Hinrich Jürgensen som observatør til Det Regionale Beskæftigelsesråd.

14. INITIATIV 13: BRUGERDREVEN INNOVATION

Sagsfremstilling

Vækstforum har i elektronisk votering (afsluttet den 28. oktober 2007) besluttet at udvælge "Sunde måltider til sygehuspatienter" TCM Denmark Contracting som det regionale projekt under det statslige program for brugerdreven innovation 2007. Som varslet i sagsfremstillingen i den elektroniske votering fremlægges hermed den tilhørende Mål 2 ansøgning på 1.586.800 kr.

Projektet vurderes at opfylde både de statslige og de regionale kriterier, hvor der bl.a. lægges vægt på udvikling af en brugerbaseret vinkel på innovation, udvikling af et metodisk grundlag og betydelige erhvervsmæssige perspektiver.

 

Beslutningspunkt

Formandskabet indstiller,

  • at Vækstforum indstiller til Erhvervs- og Byggestyrelsen, at ansøgningen støttes med 1.586.800 kr. fra Regionalfonden

Beslutning:

Hans Skjerning erklærede sig inhabil under punktets behandling.

Et enigt Vækstforum tiltrådte indstillingen.

15. INITIATIV 13: VÆKSTFORUMS INDSATS FOR BRUGERDREVEN INNOVATION 2008

Sagsfremstilling

Som i 2007 har Vækstforum i 2008 mulighed for at indsende et regionalt projekt til statens program for brugerdreven innovation.

I 2007 gennemførte Vækstforum en ansøgningsrunde for tre temaer: Sundhed, energi og miljø samt design. Det foreslås, at der i 2008 gennemføres en ansøgningsrunde for de samme tre temaer.

Supplerende foreslås det, at Vækstforum primo 2008 åbner mulighed for at medfinansiere andre ansøgninger til statens program for brugerdreven innovation end den regionale satsning – forudsat disse ansøgninger opnår støtte i forbindelse med en af ansøgningsrunderne til det statslige program.

Beslutningspunkt

Formandskabet indstiller,

  • at Vækstforum godkender, at indsatsen for brugerdreven innovation 2008 tilrettelægges som anført i notatbilaget herunder

  • at Vækstforum godkender, at de tre temaer sundhed, energi og miljø samt design også danner ramme for den regionale satsning i 2008

  • at Vækstforum åbner for eventuel medfinansiering af andre ansøgninger, der opnår støtte fra det statslige program og

  • at Vækstforums prioriteringskriterier fastholdes, således at der kan gives støtte til konkrete forløb med brugerdreven innovation, men ikke til generelle centerdannelser for udvikling af brugerdreven innovation

Beslutning:

Et enigt Vækstforum tiltrådte indstillingen.

 

16. ANVENDELSE AT REGIONALFONDENS RESTMIDLER UNDER MÅL 2 FOR PROGRAMPERIODEN 2000-2006

Sagsbefremstilling

Der er en restramme på 904.000 kr. fra Fyn området, dvs. det sydlige Fyn, og 1.230.000 kr. fra Sønderjyllands Amt, der havde en overgangsordning. Projektansøgere skal ansøge om tilskud efter den gamle programperiodes retningslinier. Sidste frist for indstilling af projekter er den 15. januar 2008 og projekterne skal være endeligt afregnet den 1. oktober 2008.

Da der i andre af de gamle regionalfondsområder er betydelige restmidler til rådighed, f.eks. 29,8 mio. fra Storstrøm amt, vil ikke-benyttede restmidler kunne fordeles til de øvrige regionalfondsområder, hvorfor projektansøgninger for væsentligere højere beløb kan indstilles til støtte.

Formandskabet indstiller,

  • at Vækstforum godkender, at der nu annonceres om, at der er restmidler til rådighed fra det gamle Regionalfondsprogram samt

  • at Vækstforum, jf. beslutningen under denne dagsordens pkt. 2, delegerer kompetencen til at indstille projekter til støtte i Erhvervs- og Byggestyrelsen til

    • Formanden,

    • Formandskabet, eller

    • udviklingsdirektøren

efter indstilling fra Sekretariatsgruppen. Herefter orienteres Vækstforum om de i indstillede projekter.

Beslutning:

Et enigt Vækstforum tiltrådte indstillingens 1. beslutnignspunkt, mens Vækstforum ønskede at sekretariatet samtidig med mailen til Formandskabet sendes sagsfremstilling til resten af Vækstforum til orientering.

ORIENTERING

17. OPFØLGNING PÅ PARTNERSKABSAFTALEN

Sagsfremstilling

Da formandskabet i juni indgik partnerskabsaftalen med regeringen aftaltes det med vicestatsministeren, at opfølgningen på aftalerne skal ske i dialog mellem det regionale og det statslige niveau og at opfølgningen skal udgøre grundlaget for de årlige drøftelser mellem regeringen og vækstforum om realisering af mål og indsatser i aftalerne. Økonomi- og Erhvervsministeriet, der koordinerer de øvrige ministerier, har for at lette kontakten mellem det regionale niveau og det enkelte ministerium bedt om en liste over kontaktpersoner.

Region Syddanmark har ultimo september indsendt en liste over kontaktpersoner og afventer tilsvarende fra de øvrige ministeriers side. I forlængelse af partnerskabsaftalen er det vigtigt at etablere et let tilgængeligt system, der både kan fremme projektudviklingen, samarbejdet og overvåge gennemførelsen.

Partnerskabsaftalen indeholder 8 indsatsområder og 35 initiativer. Hensigten er at gennemføre disse 35 initiativer over en periode på 2½ år, og således nå en opfyldelse af de mål, som er opstillet for de fleste af indsatsområderne. De 35 initiativer er aktiviteter, som Vækstforum i større eller mindre grad ville have taget initiativ til/støttet under alle omstændigheder, da de ligger inden for det syddanske Vækstforums erhvervsudviklingsstrategi. For at få igangsat processen blandt de regionale aktør som direkte eller indirekte er del af partnerskabet i Vækstforum har sekretariatsgruppen i første omgang for hvert initiativ identificeret de væsentligste aktører for virkeliggørelsen af partnerskabsaftalen.

Beslutningspunkt

Formandskabet indstiller,

  • at Vækstforum tager aktørlisten til efterretning og

  • at sekretariatsgruppen beskriver, hvordan der kan ske en yderligere inddragelse af de regionale aktører.

Beslutning:

Et enigt Vækstforum tiltrådte indstillingen, og Henrik Styrup oplyste, at Dansk Byggeri gerne melder sig som aktør under pkt. 30 i oversigten. Vækstforums medlemmer påtog sig at undersøge og indmelde andre mulige aktører direkte til Sekretariatet.

18. ORIENTERING OM FORDELINGEN AF DE UDISPONEREDE RESTMIDLER UDNER MÅL 3 FOR PERIODEN 2000-2006

Sagsfremstilling

Socialfondens Restmidler udgjorde i alt 100 mio. kr. og var fordelt med ca. 35 mio. kr. på prioritet 2, langtidsledige ca. 25 mio. kr. på prioritet 3, kompetenceudvikling af ansatte og 40 mio. kr. på prioritet 4, Iværksætteri. Midlerne skulle anvendes og dokumenteres forbrugt senest ved udgangen af april måned 2008.

Vækstforum for Region Syddanmark modtog 29 ansøgninger til disse midler. Medio juni 2007 blev der gennemført en skriftlig votering om Vækstforums indstilling om projekterne. 14 blev indstillet til støtte, 7 til støtte med forbehold og 8 projekter blev indstillet til afslag.

Den 1. november 2007 har EBST orienteret om, at fordelingen af midlerne nu helt er afsluttet for alle regioner og at der ved fordelingen mellem regionerne tages udgangspunkt i fordelingsnøgle jfr. konkurrenceevneredegørelsen fra efteråret 2006. Region Syddanmark havde flest ansøgninger til prioritet 3, kompetenceudvikling af ansatte og har fået flere midler fra denne del af restpuljen, end fordelingsnøglen tiltænker Region Syddanmark.

Resultatet er, at EBST langt hen af vejen har fulgt Vækstforums indstilling og prioritering, og at 12 projekter har fået støtte. Efterfølgende har et projekt trukket sin ansøgning tilbage.

De støttede projekter er:

Projekt HR-partnerskab i mindre og mellemstore virksomheder i Region Syddanmark v/Syddansk Erhvervsakademi, Vejle Handelsskole

Projekt Oplevelsesiværksætter – Syd v/Dansk Industri ITEK

Projekt Udvikling af medarbejder-kompetenceforløb v/Meetingplace Syddanmark

Projekt Sikkerhed og sundhed bag rattet v/TSU Lastbilsimulator A/S

Projekt Simple Living v/ Ø-riget, Venø

Projekt Innovationskompetencer i turistbranchen – Region Syddanmark v/NyX, Tranbjerg

Projekt Udvikling af Human Ressource funktionen i mindre og mellemstore virksomheder v/Sydvestjysk Udviklingsforum

Projekt Innoværk - innovation og iværksættere på Rødding Højskole v/Activator Team a.m.b.a ( efterfølgende har ansøger trukket sin ansøgning )

Projekt Design Business v/Business Kolding

Projekt Videns- og kompetencenetværk for iværksætteri v/Business Kolding

Projekt grib Chanchen v/Føtex A/S, Højbjerg

Projekt Iværksætterkultur inden for IT uddannelserne v/ Odens Tekniske Skole

 

Beslutningspunkt

Formandskabet indstiller,

  • at Vækstforum tager ovennævnte orientering til efterretning

Beslutning:

Et enigt Vækstforum tiltrådte indstillingen.

19. STATUSNOTAT PÅ HANDLINGSPLANENS 17 INITIATIVER

Sagsfremstilling

Notatet giver overblik over handlingsplanens udmøntning.

 

Beslutningspunkt

Formandskabet indstiller,

  • at Vækstforum tager orienteringen til efterretning

Beslutning:

Et enigt Vækstforum tiltrådte indstillingen.

20. ØKONOMIOVERSIGT

Midler som Vækstforum har indstillingsret til:

Pr. 1.1.2007

Pr. 27.11.2007

Efter Vækstforums

Møde

Erhvervsudviklingsmidler

80.000.000 kr.

44.782.230 kr.

 39.027.230 kr.

EU-midler

102.000.000 kr.

76.877.500 kr.

 55.868.010 kr.

Oversigten viser hvor mange midler Vækstforum har indstillingsret til. Det bemærkes, at de forudsatte EU-midler som blev reserveret til klyngerne på mødet den 14. juni endnu ikke er udløst, men de er indregnet denne oversigt.

 

Beslutningspunkt

Formandskabet indstiller,

  • at Vækstforum tager nærværende orientering til efterretning

Beslutning:

Et enigt Vækstforum tiltrådte indstillingen.

21. BESLUTNINGSREFERAT FRA DET SENESTE MØDE I DANMARKS VÆKSTRÅD

Sagsfremstilling

Beslutningsreferatet fra det seneste møde i Danmarks Vækstråd, den 25. september 2007 er vedlagt. Formanden for det syddanske Vækstforum gav på mødet en kort status for implementeringen af den regionale erhvervsstrategi, mens temaet for mødet var energi, herunder realisering af det erhvervspolitiske potentiale inden for energieffektive løsninger.

Beslutningspunkt

Formandskabet indstiller,

  • at Vækstforum tager referatet fra mødet i Danmarks Vækstråd til efterretning

Beslutning:

Et enigt Vækstforum tiltrådte indstillingen.

22. MEDDELELSER

  • Initiativ nr. 16: flere spin-off virksomheder

Der er ikke indkommet nogen ansøgninger til Flere spin-off virksomheder.

  • På Regionsrådets møde den 5. november 2007 blev der udpeget følgende medlemmer til lokale aktionsgrupper (LAG) på fiskeriområdet i hhv. Vestjylland og på Fyn; Ole Jacobsen som bestyrelsesmedlem til Fiskerirådet Vestjylland (LAG) med Christina Gammelgaard Jensen som suppleant. Carsten Abild som bestyrelsesmedlem til den lokale Fiskeri Aktionsgruppe Fyn med Sarah Nørris Christensen som suppleant.

  • Der er kommet invitation til stiftende møde i Vestdansk Investeringsfremme onsdag den 28. november 2007. Idet tidspunktet for mødet er i konflikt med mødet i vækstforum, har Formandskabet takket nej til invitationen.

  • Formandskabet mødes med bestyrelsen for Rådet for Teknologi og Innovation d. 13. december 2007. Rådet for Teknologi og Innovation (RTI) og Forsknings- og Innovationsstyrelsen (FI) har inviteret formandskaberne for de danske vækstfora til møde den 13. december 2007. Formandskabet har taget imod invitationen, og hovedpunkter for mødet præsenteres for medlemmerne af Vækstforum.

23. EVT.

  • Vækstforum bad Sekretariatet om at gennemgå alle initiativer i handlingsplanen for at klarlægge, om der er nogle, der har mistet momentum og relevans. Desuden bad Vækstforum om, at det opgøres, hvor mange projekter Vækstforum har overtaget, og hvor mange der er nye.

 

 


Siden er sidst opdateret 30-11-2007

Region Syddanmark | Damhaven 12 | 7100 Vejle | Email: kontakt@regionsyddanmark.dk | Tlf: 76 63 10 00 | Fax: 76 63 20 00