Gå til indhold

Syddansk Vækstforum

Til forsiden


Referat fra mødet d. 1. september 2008

Beslutningsreferat

Møde i Formandskabet

den 1. september 2008 kl. 14.30– 16.30, Kolding Sygehus, mødelokalet på direktionsgangen på plan 2 ved indgang 1, Skovvangen 2-8, 6000 Kolding

Sted:

Kolding Sygehus kl. 14.30-16.30

Deltagere:

Carl Holst, Jens Oddershede, C.C. Nielsen,

Kjeld Zacho Jørgensen, Mikkel Hemmingsen, Dorthe Kusk og Jacob S. Sonne (ref.).

Afbud:

Johnny Søtrup

 

Indholdsfortegnelse

1. GODKENDELSE AF DAGSORDEN OG GODKENDELSE AF BESLUTNINGSREFERAT

2. FØRSTE UDKAST TIL HANDLINGSPLAN 2009-10

3. VÆKSTFORUMS KONFERENCE DEN 9. OKTOBER 2008

HANDLINGSPLAN 2009-10: OMSTILLING TIL HØJERE VÆKST

4.  SYDDANSK TURISME – STRATEGI SAMT RESULTATKONTRAKT

5.  SYNLIGGØRELSE AF SYDDANSKE STYRKER

6. VÆKSTFORUMS DELTAGELSE I KLIMA-DM

7. INNOVATIONSUDVALG I MINISTERIET FOR FØDEVARER, LANDBRUG OG FISKERI

8. VÆKSTFORUMS MØDEPLAN FOR 2009

ORIENTERING

9. FÆLLES STRATEGI FOR DANSK TURISME MOD 2015

10. REPRÆSENTANTSKABSMØDE FOR FORENINGEN FOR VESTDANSK INVESTERINGSFREMME

11. MODEZONEN – UDPEGNING AF DEN FØRSTE DANSKE OPLEVELSESZONE

12. STATUS PÅ HANDLINGSPLANENS 19 INITIATIVER

13. ØKONOMIOVERSIGT

14. MEDDELELSER

15. OVERSIGT OVER MODTAGNE ANSØGNINGER

16. EVT.

 

1. GODKENDELSE AF DAGSORDEN OG GODKENDELSE AF BESLUTNINGSREFERAT

Beslutning:

Referatet blev godkendt.

2. FØRSTE UDKAST TIL HANDLINGSPLAN 2009-10

Sagsfremstilling

På mødet d. 10. juni 2008 drøftede Vækstforum de grundlæggende principper samt en disposition for handlingsplan 2009-10, som senest godkendes på Vækstforums møde d. 26. november 2008. 

Der foreligger nu et første udkast til handlingsplan 2009-10. Som tema for 2009-10 foreslås ”Omstilling til højere vækst”. Temaet bygger på konklusionerne i Regionalpolitisk vækstredegørelse 2008. Det drejer sig overordnet om omstilling til øget produktivitet og højere værdiskabelse, højere uddannelsesniveau samt øget innovation og forskning.

Som overordnet princip for handlingsplanen foreslås mål- og effektstyring. Det betyder, at den konkrete beskrivelse af aktiviteter på initiativniveau udgår, og i stedet defineres mål og ønskede effekter, som projekterne vurderes i forhold til. Indikatorerne vil blive defineret på forretningsområdeniveau og alle understøtte de overordnede mål om indkomstvækst og værditilvækst.

I handlingsplan 2009-10 fokuseres på fire forretningsområder: ”Klyngeudvikling”, ”Oplevelseserhverv”, ”Velfærdsteknologi- og service”, samt det supplerende forretningsområde ”Energi”.

Inden for forretningsområderne vil der blive gjort brug af vækstdriverne ”Forskning, Innovation og Nye Teknologier”, ”Iværksætteri” samt ”Menneskelige ressourcer”.

Handlingsplanen er 2-årig og evalueres efter et år.

Beslutningspunkt

Det indstilles,

  • at formandskabet drøfter det første udkast til handlingsplan 2009-10 med henblik på forelæggelse i Vækstforum.

Beslutning:

Det foreliggende udkast til handlingsplan 2009-10 blev drøftet og godkendt med enkelte præciseringer. Herefter forelægges udkastet til drøftelse og godkendelse i Vækstforum.

3. VÆKSTFORUMS KONFERENCE DEN 9. OKTOBER 2008 - HANDLINGSPLAN 2009-10: OMSTILLING TIL HØJERE VÆKST

Sagsfremstilling

På Vækstforums møde den 10. juni 2008 blev det besluttet at afholde en konference med temaet: Omstilling til højere vækst i den syddanske region. Formålet med konferencen er at få dialog om og synliggørelse af handlingsplan 2009-10.

Med handlingsplan 2009-10 ønsker Vækstforum at understøtte en omstilling, der øger værditilvæksten i de eksisterende erhverv og bidrager til udviklingen af nye væksterhverv. Denne omstilling er nødvendig og kræver en særlig indsats.

Konferencen giver mulighed for dialog om handlingsplanen inden den vedtages den 26. november 2008.

Beslutning

Det indstilles,

  • at formandskabet godkender udkast til program for konferencen den 9. oktober 2008.

Beslutning:

Indstillingen blev tiltrådt.

4. SYDDANSK TURISME – STRATEGI SAMT RESULTATKONTRAKT

Sagsfremstilling

Den 11. juli 2008 udstedte Erhvervs- og Selskabsstyrelsen attestation på registreringen af Syddansk Turisme som Den erhvervsdrivende fond Syddansk Turisme. Dermed er fonden officielt etableret. Samtidig er der udstedt attestation på opløsningen af Vejle Amts Turistfond og Fonden Fyntour.

Syddansk Turisme har udarbejdet et udkast til strategi for arbejdet med turisme og oplevelsesøkonomi i Syddanmark i perioden 2008-2011. Udkastet drøftes på Syddansk Turismes bestyrelsesmøde den 15. september 2008, hvor den forventes vedtaget. Udkastet forelægges Vækstforum til drøftelse og orientering.

Til støtte for udmøntningen af strategien indgås en resultatkontrakt mellem Syddansk Turisme og Region Syddanmark efter indstilling fra Vækstforum. Resultatkontrakten indeholder en aftale om de mål og indsatser, som Syddansk Turisme skal gennemføre med regionale midler og supplerende finansiering, samt effektmål og indikatorer på opnåelse af målene i aftalen.

De to administrationer har i fællesskab udarbejdet det foreliggende udkast, som vil blive drøftet på Syddansk Turismes bestyrelsesmøde den 15. september 2008 og drøftet på Vækstforums møde d. 26. november 2008. 

Beslutning

Det indstilles,

  • at formandskabet drøfter kontrakten og sekretariatet formidler evt. kommentarer til Syddansk Turisme
  • at formandskabet forelægges et endeligt udkast til resultatkontrakt til næste møde i formandskabet med henblik på forelæggelse i Vækstforum d. 26. november 2008.

Beslutning:

Drøftedes. Formandskabet foreslog, at kontrakten midtvejsevalueres ultimo 2009, således at en evaluering foreligger, når et nytiltrådt Vækstforum mødes primo 2010. Desuden blev det foreslået at præcisere de enkelte mål i resultatkontrakten.

Det endelige udkast til resultatkontrakt forelægges formandskabet på næste møde med henblik på forelæggelse i Vækstforum d. 26. november 2008.

5. SYNLIGGØRELSE AF SYDDANSKE STYRKER

Sagsfremstilling

Vækstforum drøftede på sit møde d. 10. juni 2008 et forslag vedr. øget synliggørelse af Vækstforums aktiviteter og af den syddanske region. Dels ved en konference i forbindelse med tilblivelsen af den nye handlingsplan. Dels ved en række begivenheder, som skal kaste lys på de enkelte aktiviteter. Vækstforum anmodede sekretariatet om en revideret oversigt med udgangspunkt i syddanske styrker. 

Der foreligger nu en revideret – og foreløbig - oversigt over planlagte begivenheder, som afvikles i løbet af 2008-2009. Begivenhederne koordineres af vækstforumsekretariatet og afholdes i tæt samarbejde med lokale, subregionale, regionale og statslige aktører på det internationale område. Den nærmere planlægning følger.

Beslutning

Det indstilles,

·at formandskabet drøfter og godkender den foreløbige oversigt over forslag til begivenheder i 2008-2009 med henblik på forelæggelse i Vækstforum.


Beslutning

Drøftedes. Det foreløbige forslag blev godkendt. Herefter forelægges forslaget i Vækstforum.

 

6. VÆKSTFORUMS DELTAGELSE I KLIMA-DM

Klimakonsortiet, der er stiftet af den danske regering og en række organisationer fra erhvervslivet i anledning af FN’s klimatopmøde i København i 2009, har d. 23. juni 2008 inviteret Vækstforum til at medvirke i udviklingen og afholdelsen af Klima DM.

Klima-DM beskrives som en konkurrence, der skal sætte fokus på, at løsningerne findes på mange niveauer, og at alle har et ansvar og kan bidrage til at løse klimaudfordringen. Ifølge invitationen fra Klimakonsortiet er formålet med Klima-DM at skabe folkelig forankring frem til klimatopmødet i København i 2009. Konkurrencen er åben for alle og markedsføres via ugentlige tv-indslag, på mælkekartoner, på kampagne-hjemmeside samt via pressen, hvorfor det forventes, at der vil blive meget opmærksomhed omkring Klima-DM i 2009.

Der lægges op til, at de regionale vækstfora kan spille en central rolle i forhold til det regionale niveau i konkurrencen, dvs. i forhold til at finde frem til og markedsføre de regionale vindere af Klima-DM, mens Klimakonsortiet står for den overordnede projektudvikling, finansiering og kåring af Danmarksmestre blandt de regionale vindere.

Klima-DM er en konkurrence, som stemmer overens med Vækstforums partnerskabsaftale med regeringen (punkt 10 i tillægget fra d. 9. juni 2008), og Vækstforums sekretariat har givet en foreløbig interessetilkendegivelse til Klimakonsortiet om at medvirke i udviklingen af projektet under forudsætning af Vækstforums godkendelse. 

Hvis Vækstforum ønsker at medvirke i afholdelsen af Klima-DM vil det betyde, at repræsentanter fra Vækstforum og fx regionsrådet og folkelige organisationer vil skulle indgå i et regionalt dommerpanel. Det regionale dommerpanel står for kåringen af de regionale vindere, som skal konkurrere i en afsluttende national konkurrence, hvor et nationalt dommerpanel vil kåre Danmarksmesteren.

Vækstforums sekretariat vil deltage i projektudviklingsfasen af Klima-DM.

Beslutningspunkt

Det indstilles,

  • at formandskabet indstiller til Vækstforum, at Vækstforum deltager i afholdelsen af Klima-DM under forudsætning af, at der dels er tale om et afgrænset ressourceforbrug i vækstforumssekretariatet, dels at der er et klart erhvervsrettet fokus og endelig at der sikres synlighed om Vækstforums erhvervsindsats under hele Klima-DM.

 

Beslutning:

Indstillingen blev tiltrådt.

 

7. INNOVATIONSUDVALG I MINISTERIET FOR FØDEVARER, LANDBRUG OG FISKERI

Sagsfremstilling

Direktoratet for FødevareErhverv har i et brev oplyst, at fødevareministeren nedsætter et Innovationsudvalg i medfør af Innovationsloven. Udvalget træffer afgørelse om ydelse af tilskud til projekter under Innovationsloven og er rådgivende for ministeren.

Vækstforum anmodes i den anledning om at indstille et medlem og en suppleant til Innovationsudvalget. I medfør af loven om ligestilling af kvinder og mænd skal der indstilles både kvinder og mænd som henholdsvis medlem og suppleant til udvalget.

På baggrund af alle de indkomne indstillinger vil ministeriet Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri foretage sammensætningen af udvalget.

Beslutningspunkt

Det indstilles,

  • at formandskabet indstiller til Vækstforum, at Vækstforum indstiller en kvinde og en mand til henholdsvis medlem og suppleant til Innovationsudvalget.

 

Beslutning:

Formandskabet anmodede Jens Oddershede, som repræsentant for Syddansk Universitet, om at bidrage med forslag til personer, der kunne være relevante at indstille til posten i Innovationsudvalget. Det blev samtidig understreget, at Vækstforum kan indstille andre alternativer.

 

8. VÆKSTFORUMS MØDEPLAN FOR 2009

Der foreligger et forslag til mødeplan for Vækstforum i 2009. Det drejer sig om følgende datoer:

Seminar den 30. – 31. marts fra kl. 12.00 – 12.00 (Vækstforummøde d. 31. marts kl. 9.00-12.00)

Torsdag den 25. juni kl. 15.00 – 18.00

Tirsdag den 22. september kl. 15.00 – 18.00

Onsdag den 2. december kl. 15.00 – 18.00

Såfremt Vækstforum godkender mødeplanen for 2009 forventes den første ansøgningsfrist at blive medio januar 2009. Ansøgningsfristen den 11. september 2008 er således sidste frist for ansøgninger til handlingsplan 2007-08.

Det indstilles,

  • at formandskabet godkender ovennævnte mødeplan for 2009 med henblik på endelig godkendelse i Vækstforum

Beslutning:

Indstillingen blev tiltrådt.

 

ORIENTERING

 

9. FÆLLES STRATEGI FOR DANSK TURISME MOD 2015


Sagsfremstilling

VisitDenmarks bestyrelse ønsker at samle opbakning til en fælles strategi for dansk turisme for derigennem at skabe et stærkere offentligt turismefremmesystem. Ambitionen er, at den fælles satsning skal være underbyggende og retningsgivende for både erhvervet og det offentliges indsats, både på kommunalt, regionalt og nationalt niveau.

Der har i foråret 2008 været afholdt en række forberedende embedsmandsmøder mellem VisitDenmark, regionerne og turismeselskaberne. I efteråret 2008 vil der blive afholdt møder med det politiske niveau, hvor VisitDenmark vil tage initiativ til fælles møder med regionerne, vækstfora og selskaberne ved formænd, formandskaberne og direktørerne. Strategien vil i efteråret 2008 ligeledes blive sendt ud i høring hos en lang række interessenter, herunder vækstfora, og den forventes vedtaget af bestyrelsen i VisitDenmark i december 2008. Strategien forventes dagsordensat på Vækstforums møde den 26. november 2008.

10. REPRÆSENTANTSKABSMØDE FOR FORENINGEN FOR VESTDANSK INVESTERINGSFREMME

Sagsfremstilling

Region Syddanmark er medlem af Foreningen Vestdansk Investeringsfremme i 2007-2008 og Vækstforum har derudover på mødet d. 10. juni 2008 indstillet til regionsrådet at fortsætte som medlem i 2009.

Foreningen er nu formelt etableret. Region Syddanmark har som stifter af foreningen d. 7. december 2007 godkendt vedtægterne, herunder en vedtægtsændring der betyder, at Vækstforums formandskab indtræder som medlem af repræsentantskabet. Der er tale om en vedtægtsændring med det formål at tilgodese et ønske fra økonomi- og erhvervsministeren om stærkere virksomhedsinddragelse i foreningens besluttende organer.

Et advokatfirma har fungeret som midlertidig bestyrelse for foreningen. Den egentlige bestyrelse skal nu sammensættes og repræsentantskabet konstitueres. Formandskabet har bekræftet sit medlemskab af repræsentantskabet og derudover foreslået CC Nielsen og Carl Holst til den permanente bestyrelse for foreningen. CC Nielsen og Carl Holst har begge indvilget heri.

Bilag

Bilag 10 – Vedtægter for foreningen Vestdansk Investeringsfremme

 

11. MODEZONEN – UDPEGNING AF DEN FØRSTE DANSKE OPLEVELSESZONE

Sagsfremstilling

Økonomi- og erhvervsministeren udpegede den 21. juni den første danske oplevelseszone. Det blev modezonen. Syddanmark er repræsenteret i modezonen ved Designskolen Kolding. Designskolen Koldings deltagelse i modezonen bliver finansieret gennem projektet ”Laboratorier på Designskolen”, som blev indstillet til bevilling på det sidste møde i Vækstforum.

Modezonen skal gøre Danmark til verdens 5. globale modecentrum på linje med New York, London, Paris og Milano. Modezonen skal skabe en fælles platform for hele ”modedanmark”, der styrker vækstpotentialet i modebranchen og ruster branchen til offensivt at udnytte de store potentialer på den globale modescene.

Designskolen Kolding indgår i modezonen med specielt fokus på etisk og bæredygtig mode. Under modezonen vil Designskolen Kolding udvikle en række laboratorier, rum for eksperimenter, som vil være med til at videreudvikle eksisterende kompetencer på skolen og udvikle helt nye. I arbejdet i laboratorierne fokuseres der bl.a. på miljørigtig tekstilproduktion, bæredygtige modeshow, fair trade, design af tøj til marginaliserede grupper, social ansvarlighed og udvikling af en "Code of Conduct", regler for hvordan man bærer sig ad. Ligeledes fokuseres der på formidling og vidensdeling af opsamlede erfaringer og metoder.

Danish Fashion Institute er projektleder på modezonen. Foruden Designskolen Kolding indgår tillige i konsortiet Danmarks Eksportråd, Dansk Design Center, Teko Centret, Wonderful Copenhagen, BEC Design, Copenhagen Business School, Danmarks Designskole, Modekonsortiet og Dansk Erhverv.

Økonomi- og erhvervsministeren vil udpege yderligere tre oplevelseszoner i efteråret.

 

12. STATUS PÅ HANDLINGSPLANENS 19 INITIATIVER

Sagsfremstilling

Statuspapiret giver et overblik over handlingsplanens udmøntning inden for de 6 indsatsområder.

Bilag

Bilag 12 - Statuspapir på Handlingsplanens 19 initiativer

13. ØKONOMIOVERSIGT

Indstillede og bevilgede midler fordelt på finansieringskilde 2007 og 2008

Indstillet før 18/9-2008

Bevilget pr. 23/6-2008

Budget 2007+2008

Udisponeret

Pr. 15.8.08

Forventet indstilling 18/9-2008

Socialfonden

62.939.827

17.947.655

103.020.000

40.080.174

Afventer indstillingerne

Regionalfonden

81.704.279

8.147.150

103.020.000

21.315.722

Afventer indstillingerne

REM-midler

121.702.511

121.702.511

175.000.000

55.729.489

Afventer indstillingerne

Total

266.346.617

147.797.316

381.040.000

117.125.385

14. MEDDELELSER

15. OVERSIGT OVER MODTAGNE ANSØGNINGER

Indstillinger til indkomne ansøgninger forelægges fremover Formandskabet til orientering.

16. EVT.


Siden er sidst opdateret 5-3-2009

Region Syddanmark | Damhaven 12 | 7100 Vejle | Email: kontakt@regionsyddanmark.dk | Tlf: 76 63 10 00 | Fax: 76 63 20 00