Gå til indhold

Syddansk Vækstforum

Til forsiden


ForsidepilDagsordnerpilDagsorden/referater - Vækstforum 2012pilDagsorden for mødet i formandskabet den 9. marts 2012

Dagsorden for mødet i formandskabet den 9. marts 2012

Dagsorden

Møde i Formandskabet fredag den 9. marts, mødelokale 1, regionshuset, 7100 Vejle kl. 10.00 – 12.00

 

Dagsordenen er opdelt. DEL I er beslutnings- og drøftelsespunkter og DEL II er orienteringspunkter.

Bemærk, at vækstforummødet starter med møde i Grøn Vækst Udvalg.

 

DEL I: Beslutnings- og drøftelsespunkter

1. Godkendelse af dagsorden

2. Godkendelse af beslutningsreferat fra mødet i formandskabet den 22. november 2011

3. Mødet i Grøn Vækstudvalget den 27. marts 2012

4. Regionale vækstpartnerskaber (Partnerskabsaftale med regeringen)

5. Bevilling til Foreningen Vestdansk Investeringsfremme

6. Destinationsudvikling

7. Udpegning til Visit Syddanmarks bestyrelse

8. Pulje til projektudvikling i yderområder

9. EU-tilskud til regional udvikling efter 2013

Oplæg v/direktør Liselotte Hohwy Stokholm, Væksthus Syddanmark vedr. talentprojekterne ”Power Push” og ”Lån en leder”. (Kun på Vækstforummødet)

10. Opfølgning på Vækstforums talentsatsning


DEL II: Orienteringspunkter

11. Status på afviklingen af Syddansk Turisme og etableringen af Visit Syddanmark

12. Overvågningsnotat 2012 samt Region Syddanmarks Vækstbarometer 4. kvartal 2011

13. Orientering om ministerudvalg om ny erhvervs- og vækstpolitik

14. Afrapportering fra Forskernetværket

15. Syddansk Lånefond til yderområderne og kapitalfond til velfærdsteknologi

16. Vækstforums kommunikationsindsats

17. Økonomioversigt for handlingsplan 2012

18. Bevillingsstatus på projekter indstillet i 2007-11

19. Orientering om indkomne ansøgninger

20. Meddelelser

21. Eventuelt

 

1. Godkendelse af dagsorden
 

Beslutningspunkt
 

Det indstilles,

· at formandskabet godkender dagsordenen.


2. Godkendelse af beslutningsreferat fra mødet i formandskabet den 22. november 2011


Beslutningspunkt


Det indstilles,

· at formandskabet godkender beslutningsreferatet fra mødet i formandskabet den 22. november 2011.

 

3. Mødet i Grøn Vækstudvalget den 27. marts 2012

Sagsfremstilling

Det første møde i Grøn Vækst Udvalget, som består af Vækstforum og to repræsentanter fra KKR (KKR har udpeget borgmester Gylling Haahr, Varde Kommune, og borgmester Curt Sørensen, Svendborg Kommune), finder sted den 27. marts 2012 umiddelbart inden Vækstforummødet. Mødet forventes at have en varighed på ca. en halv time. Det foreslås, at formanden for Syddansk Vækstforum samtidig er formand for Grøn Vækst Udvalget. Grøn Vækst Udvalget kan endvidere vælge egen næstformand. På mødet behandles ansøgninger om EU-landdistriktsmidler under det syddanske grøn vækst program. I denne ansøgningsrunde er der to projekter, som også har søgt om regional medfinansiering fra Vækstforum – disse to ansøgninger skal behandles igen på det efterfølgende møde i Vækstforum, hvor der tages stilling til den regionale medfinansiering.
 

Beslutningspunkt


Det indstilles,

· at formandskabet drøfter tilrettelæggelsen af mødet i Grøn Vækstudvalget.

 

4. Regionale vækstpartnerskaber (Partnerskabsaftale med regeringen)

Sagsfremstilling

Regeringen har besluttet at videreføre de regionale partnerskabsaftaler under overskriften regionale vækstpartnerskaber. Fokus fra regeringens side er at styrke rammerne for innovation og vækst. Erhvervs- og vækstministeren, uddannelsesministeren og minister for by, bolig og landdistrikter ønsker at drøfte den aktuelle vækst og erhvervspolitiske situation samt udviklingen i relevante regionale og nationale vækstvilkår med Vækstforums formandskab. Denne drøftelse vil finde sted efter Vækstforums møde – dato for mødet er endnu ikke fastlagt.

Regeringen ønsker konkret at drøfte:

- Vækstforums hidtidige indsats for vækst og erhvervsudvikling, herunder opnåede resultater siden 2007.

- Vækstforums indsats for at fremme det erhvervsmæssige potentiale på sundheds- og velfærdsområdet.

- Perspektiver for et styrket samarbejde mellem Vækstforum og de lokale aktionsgrupper omkring erhvervsindsatser i landdistrikter og yderområder.

- Vækstforums arbejde med regionale styrkepositioner, uddannelse samt samarbejdet herom.

Regeringen arbejder videre med de forslag til fyrtårnstemaer, som Vækstforum vedtog på mødet den 20. september 2011. Det drejer sig om:

1) Rekruttering af højtuddannet arbejdskraft og bachelorer: Tiltrækning og fastholdelse af ind- og udenlandske bachelorer og højtuddannet arbejdskraft.

2) Center for energieffektivisering - Forsknings- og demonstrationscenter: Centret skal styrke virksomhedernes adgang til anvendt forskning, udvikling, uddannet arbejdskraft og kompetenceudvikling.

3) Nordeuropæisk videncenter for designanvendelse – Udvikling af kompetencer indenfor designanvendelse og formidling af disse kompetencer til erhvervslivet.

4) Videncenter for klyngeinnovation – Centret skal på et forskningsbaseret grundlag styrke den danske indsats inden for klyngeudvikling.

5) Grænseoverskridende nationalt videncenter for sejlerturisme: Formålet er at gøre Danmark til en internationalt eftertragtet sejlerdestination og dermed styrke turismeerhvervet.

Regeringens forhandlingsudspil forventes at foreligge inden mødet i Vækstforum.


Beslutningspunkt


Det indstilles,

 - at formandskabet indstiller til Vækstforum,

at Vækstforum godkender, at der arbejdes videre med de nævnte temaer i vækstpartnerskaberne.

 

5. Vestdansk Investeringsfremme

Sagsfremstilling

Vestdansk Investeringsfremme (FVI) er et samarbejde mellem Invest in Denmark (Udenrigsministeriet), Region Nordjylland, Region Midtjylland og Region Syddanmark, der formelt er organiseret i en forening. Formålet er at tiltrække internationale investeringer og videnarbejdspladser til Vestdanmark, og Vækstforum har støttet initiativet siden 2007.

Der er placeret 8 projektledere i de 3 regioner, hvoraf 2 er placeret i Syddanske Forskerparker i Odense. Disse projektledere har særlig fokus på at tiltrække virksomheder indenfor Vækstforums forretningsområder Bæredygtig energi og Sundheds- og velfærdsinnovation. Dertil kommer, at der er oprettet en yderligere projektlederstilling i Syddanmark indenfor designområdet. Projektlederen tiltrådte 1. marts 2012 og er placeret på Designskolen Kolding i tilknytning til Design2innovate.

Revisionsfirmaet KMPG kontakter alle virksomheder, der er tiltrukket eller fastholdt i Vestdanmark med bistand fra FVI for at verificere, at FVI’s indsats har haft en afgørende betydning for placeringen samt at verificere antallet af jobs. Resultaterne af Vestdansk Investeringsfremme’s indsats fremgår nedenfor:


Jobs i Vestdanmark (tiltrukket eller fastholdt)

 

  2007 2008 2009 2010 2011 Total
Nordjylland 31 203 367 11 432 1044
Midtjylland 40 117 156 65 103 481
Syddanmark 340 268 45 38 40 731
Total 411 588 568 114 575 2256

 


Som det fremgår, er der store udsving mellem de forskellige år. Det skyldes, at der er store udsving mellem de enkelte investeringsprojekters størrelse. F.eks. dækker tallene i 2011 for henholdsvis Syddanmark og Nordjylland over 4 investeringsprojekter i hver region. Vestdansk Investeringsfremme har i 2012 foreløbigt har tiltrukket 100 nye energiarbejdspladser på Sydfyn. Tallet er verificeret af KPMG og kommer til at indgå i resultatopgørelsen for 2012. Hvis man alene kigger på perioden 2007 – 2011, er der samlet tiltrukket 731 jobs til Syddanmark. Vækstforum har i samme periode investeret 16 mio. kr. som kontingent til foreningen. Det svarer til en pris per job på  21.888 kr.

Bag tallene for 2011 i Syddanmark ligger bl.a., at der er tiltrukket virksomheden Tmsuk i Ringe (indenfor robotområdet, velfærdsinnovation) samt Principia North i Svendborg (bæredygtig energi). Begge er vidensbaserede virksomheder og begge ligger i kommuner defineret som yderområder. Ofte gælder det, at virksomhederne ikke ønsker bistand fra Vestdansk Investeringsfremme offentliggjort, og det er derfor ikke muligt offentligt at navngive alle investeringssager.

Af andre aktiviteter i 2011 kan bl.a. nævnes:

1. Deltagelse i og markedsføring af Offshore Wind International Business2Business Event (OWIB). OWIB blev afholdt i Esbjerg den 9. november 2011 med FVI som hovedsponsor. Flere end 312 repræsentanter for danske og udenlandske virksomheder deltog i arrangementet, heraf virksomheder fra bl.a. Kina, Tyskland, USA, Holland, Spanien, Frankrig og Storbritannien. OWIB forventes også sponseret af FVI i 2012.

2. Udarbejdelse og markedsføring af analyse af vindmølleindustrien, herunder investeringsfremme. Analysen offentliggøres primo 2012.

3. Implementering af investeringsfremmehåndbog. FVI har udarbejdet en guide til kommuner, der ønsker at professionalisere investeringsfremmeindsatsen. FVI har i den forbindelse foreløbigt besøgt Kolding, Fredericia, Odense, Esbjerg, Haderslev og Sønderborg Kommune for at præsentere håndbogen.

På baggrund af ovenstående resultater foreslås det, at medlemskabet og det årlige kontingent videreføres for årene 2013 og 2014.
 

Beslutningspunkt


Det indstilles,

- at formandskabet indstiller til Vækstforum,

· at Vækstforum indstiller til regionsrådet, at regionsrådet bevilger støtte fra de regionale erhvervsudviklingsmidler

på 3.200.000 kr. per år for medlemskabet i 2013 og 2014,

 

 

6. Destinationsudvikling

Sagsfremstilling

Vækstforum har på møderne den 20. september 2011 og 8. december 2011 drøftet den fremtidige rolle- og opgavefordeling på turismeområdet. I den forbindelse er det besluttet, at afvikle aktiviteterne i Syddansk Turisme og etablere Visit Syddanmark. Beslutningerne indebærer, at Visit Syddanmark skal videreføre arbejdet med erhvervsturisme gennem Inspiring Denmark, men Visit Syddanmark kan ikke være projektejer eller udarbejde ansøgninger. Da der ikke længere er en regional enhed, der kan udarbejde ansøgninger om destinationsudvikling, har Vækstforum besluttet at acceptere ansøgninger fra forskellige destinationer, såfremt de har effekt på Vækstforums målsætninger.

Til ansøgningsfristen den 3. januar 2012 modtog sekretariatet nedenstående destinationsansøgninger. Der kan fremadrettet indkomme yderligere ansøgninger.

1) Destination Sydvestjylland: Samarbejdsformer for succes

2) Udvikling af Destination Fyn

3) Destinationsudvikling Sønderjylland (ansøger har efterfølgende trukket ansøgningen tilbage)

Tilsvarende klyngeområdet, er det destinationer, der kan skabe de langsigtede og bæredygtige effekter. Projekter, der ikke er knyttet til en destination, vil oftest kun have en begrænset effekt. Destinationerne bør derfor være fundamentet for den fremtidige udvikling på turismeområdet. Sekretariatet har, på den baggrund, indhentet en ekstern vurdering af ansøgningerne. Vurderingerne er foretaget ud fra Visit Denmarks strategiske rammer for turismeudvikling, der giver en model for vurdering af en destinations produkter, potentiale og bæredygtighed på lang sigt.

Projekternes potentiale i forhold til udvikling af kvalitetsturisme i en destination, er derfor vurderet indenfor:

· Opdatering af fælles goder og infrastruktur

· Kvalitetsudvikling i basisproduktet og kompetenceudvikling

· Oplevelsesudvikling og konceptualisering

· Information, pakketering og salg

· Markedsføring og synliggørelse

Projektets potentiale i forhold til at udvikle en bæredygtig destination er vurderet ud fra følgende karakteristika for en destination. Destinationen skal:

· Have en unik karakter (området) og ligge godt infrastrukturelt.

· Have en naturlig størrelse i forhold til målgruppens interesser og være målgruppespecifik.

· Have en kritisk masse hvad angår: overnatninger, bespisning, transport og aktiviteter/oplevelser.

· Have produkter inden for hele turismekæden

· Have et bredt offentligt forankret partnerskab.

· Være baseret på en velfungerende destinationsudviklingsorganisation (DMO)

· Være baseret på en langsigtet, strategisk og struktureret indsats, der rækker ud over en eventuel kortsigtet projektperiode.

· Have gode muligheder for løbende at tiltrække investorer fra en bred kant.

Turismeudviklingsprojekter kan indeholde dele af de nævnte elementer og have gode effekter på kort sigt. Langsigtede effekter opnås, når der arbejdes med alle elementer.

Ansøgningen Naturpark Lillebælt er ikke indsendt som en destinationsansøgning. Den er medtaget i den eksterne vurdering, for at få en vurdering af projektets udvikling af kvalitetsturisme og om det på anden måde kan skabe langsigtede, bæredygtige effekter.

Den eksterne vurdering indgår som bidrag til vurderingen af, om ansøgningerne leverer tilstrækkelig effekt på Vækstforums mål på turismeområdet. Vurdering af de enkelte ansøgninger fremgår under behandling af ansøgninger.
 

Beslutningspunkt


Det indstilles,

- at formandskabet indstiller til Vækstforum,

· at Vækstforum godkender, at Visit Denmarks strategiske ramme for turisme- og destinationsudvikling anvendes som bidrag til vurderingen af turisme- og destinationsudviklingsprojekter.

 

7. Udpegning til Visit Syddanmarks bestyrelse

Sagsfremstilling

Vækstforum godkendte den 20. september 2011 kommissoriet til Visit Syddanmarks opgaver og bestyrelsessammensætning. Bestyrelsen for VisitSyddanmark kommer til at bestå af 12 medlemmer. Der er udarbejdet udkast til vedtægter for Visit Syddanmark samt udkast til vedtægtsændringer for Syddansk Turisme. Der er ved at blive nedsat en bestyrelse for VisitSyddanmark. Syddansk Turisme fortsættes af praktiske hensyn, mens aktiviteter løbende afvikles. For at sikre koordinering foretages ændringerne af Syddansk Turismes vedtægter bl.a. således, at de to bestyrelsers sammensætning er ens og de udpegede repræsentanter de samme.

Den nuværende bestyrelse for Syddansk Turisme består af:

- 3 repræsentanter fra Syddansk Turismes repræsentantskab.

- 2 repræsentanter fra Region Syddanmark,

- 2 repræsentanter fra turisme- og oplevelseserhvervene udpeget af Vækstforum

- 1 repræsentant fra uddannelses- og forskningsinstitutionerne udpeget af Vækstforum

- 1 repræsentant fra VisitDenmark (VDK),

- 1 repræsentant fra Kommune Kontaktrådet i Syddanmark (KKR),

- 1 repræsentant fra Turistbureauerne i Region Syddanmark,
 

Udpegning til bestyrelsen for Visit Syddanmark og Syddansk Turisme

I forbindelse med etableringen af Visit Syddanmarks skal foreningens fremtidige bestyrelse bestå af

- 4 medlemmer fra erhvervet (hvoraf formanden udpeges),

- 4 erhvervsrepræsentanter fra destinationerne / subregionerne,

- 2 medlemmer udpeget af regionsrådet efter indstilling fra Vækstforum

- 1 medlem fra Kommune Kontaktrådet i Syddanmark

- 1 medlem udpeget af Visit Denmark

Det betyder, at Vækstforum skal udpege to medlemmer til Visit Syddanmarks bestyrelse. De samme to personer skal ligeledes udpeges til bestyrelsen for Syddansk Turisme.

Den nuværende bestyrelse for Syddansk Turisme fratræder så snart vedtægtsændringerne for Syddansk Turisme er godkendt af Erhvervsstyrelsen. Indtil destinationsselskaberne er etableret udpeger de subregionale erhvervsudviklingsselskaber medlemmerne til Visit Syddanmarks bestyrelse. De 4 medlemmer fra erhvervet udpeges af DE, DI og Horesta i fællesskab.
 

Beslutning
 

Det indstilles,

- at formandskabet indstiller til Vækstforum

· at regionsrådet efter indstilling fra Vækstforum udpeger to medlemmer for en 2-årig valgperiode til Visit Syddanmarks bestyrelse.

· At Vækstforum indstiller til regionsrådet at de samme to medlemmer udpeges til bestyrelsen for Fonden Syddansk Turisme, til tiltrædelse så snart vedtægtsændringerne for Fonden Syddansk Turisme er godkendt af Erhvervsstyrelsen.



 

8. Pulje til projektudvikling i yderområder

Sagsfremstilling

Vækstforum har siden 2007 afsat en særlig pulje til projektudvikling i regionens yderområder. Formålet med disse midler er at understøtte aktiviteter, netværksdannelse og udvikling af projekter, der kan bidrage til erhvervsmæssige aktiviteter i yderområderne.

Vækstforum afsatte 3,3 mio. kr. til projektudvikling i yderområderne for 2011, hvoraf 2.112.500 kr. er bevilget til projekter, og de resterende midler på 1.187.500 kr. er tilbageført til de regionale erhvervsudviklingsmidler.

Oversigt over støttede projekter i 2011

 

 

Projektnavn

Ansøger

Bevilget beløb

Småøturisme: Oplevelseserhverv og ø-destinationer med potentiale

Sammenslutningen af Danske Småøer

200.000

Crowdfunding / Folkets støtte til udvikling af et udkantsområde – testet på Langeland

Turist- og Erhvervsforeningen Langeland

352.000

Smart Access systems to Far-offshore wind turbines, “SAS”

Principia North A/S

355.500

Femern Bælt – International rettet kompetenceudvikling I små og mellemstore virksomheder

Langeland Kommune

350.000

Kvalitetsfødevarer på Ærø

Ærø Turist- og Erhvervsforening

375.000

Etablering af vidensvirksomheder og –arbejdspladser i Tønder Kommune

Esbensen Rådgivende Ingeniører

480.000

 

 I handlingsplanen for 2012-13 fremgår det, at Vækstforum vil afsætte særlige midler til at understøtte projektudvikling i yderområderne. Sekretariatet foreslår, at Vækstforum afsætter 3,3 mio. kr. i 2012, som det også har været tilfældet tidligere år.
 

Beslutningspunkt


Det indstilles,

- at formandskabet indstiller til Vækstforum,

· at Vækstforum tager orienteringen om anvendelsen af midlerne til projektudvikling i yderområderne i 2011 til efterretning

· at Vækstforum indstiller til regionsrådet, at der bevilges 3,3 mio. kr. til puljen til projektudvikling i yderområderne i 2012.

· at Vækstforum indstiller til regionsrådet, at regionsdirektøren bemyndiges til at bevilge midler fra denne pulje efter indstilling fra Vækstforums sekretariat. Vækstforum får afsluttende afrapportering om anvendelse af midlerne på mødet den 6. december 2012.

 

9. EU-tilskud til regional udvikling efter 2013

Sagsfremstilling

Europa-Kommissionen fremlagde i oktober 2011 et forslag til, hvordan Regionalfonden, Socialfonden, Landdistriktsfonden, Hav- og Fiskerifonden og Interreg-programmerne skal tilrettelægges og koordineres i 2014-2020. Der er både tale om en såkaldt ”Fælles Strategisk Ramme” for disse programmer og den overordnede definition af de enkelte fondes virke.

I perioden frem til og med 2013 udgør de strukturfondsmidler, som de regionale Vækstfora prioriterer, 500 mio. kr. om året. De er ligeligt fordelt på Regionalfonden og Socialfonden. Syddansk Vækstforum har således indstillingsret for godt 50 mio. kr. fra begge disse fonde. Hertil kommer EU-tilskud til de grænseoverskridende Interreg-programmer. På landsplan drejer det sig om 100 mio. kr. om året fra Regionalfonden, hvoraf ca. 47 mio. kr. går til samarbejde mellem Syddanmark og Tyskland. Som udgangspunkt har Europa-Kommissionen foreslået en mindre stigning på begge mål i næste budgetperiode 2014-2020. Imidlertid har mange regeringer krævet mådehold på EU’s budget, så det er for tidligt at skønne, om Danmark får flere eller færre midler i næste periode.

I det af Europa-Kommissionen fremlagte forslag lægges der stor vægt på, at et partnerskab bestående af regionale, lokale og andre offentlige myndigheder, arbejdsmarkedets parter og repræsentanter for civil samfundet deltager i både tilrettelæggelse af de nye programmer og gennemførelse af dem. Vækstforum er et godt eksempel på et sådant partnerskab, så det må forventes, at Vækstforums nuværende rolle i programgennemførelsen bevares.

Europa-Kommissionen understreger samtidig, at ”samhørighedspolitikken” (hvilket er de programmer der finansieres af Regional- og Socialfonden) skal understøtte EU’s vækststrategi Europa 2020. Dette svarer godt til den erhvervsudviklingsstrategi for 2012-2020, som Syddansk Vækstforum netop har vedtaget.

Det foreslås, at samhørighedspolitikken skal have to mål: ”Investeringer i vækst og beskæftigelse” og ”Europæisk territorielt samarbejde”. Det er det første mål, der særligt kan have Syddansk Vækstforums interesse. Det andet svarer i vid udstrækning til de nuværende Interreg-programmer. Som noget nyt foreslås det, at bedrestillede regioner i EU udarbejder programmer, hvor Regionalfonden støtter med 48 % af EU-midlerne og Socialfonden med 52 % af midlerne. Her er altså tale om en vis opprioritering af Socialfondens støtteområde (kompetenceudvikling af arbejdskraften og iværksætterstøtte) i forhold til Regionalfondens støtteområde (innovation, anvendelse af ny teknologi og etablering af nye virksomheder). Forskellen i forhold til den nuværende fordeling på 50-50 er marginal, men bevægelsen svarer ikke nødvendigvis til Vækstforums ønske.

Også indenfor de to fondes anvendelsesområde lægges der op til tematiske prioriteringer forpligtet af EU. Således foreslås det, at 80 % af midlerne fra Regionalfonden skal prioriteres indenfor tre temaer: 1) styrkelse af forskning, teknologisk udvikling og innovation, 2) styrkelse af små- og mellemstore virksomheders konkurrenceevne og 3) støtte til overgangen til en økonomi, der er mindre afhængig af fossile brændstoffer. Samtidig foreslås det, at mindst 20 % af midlerne fra Socialfonden skal gå til at fremme social integration og bekæmpe fattigdom. Hvor de tematiske mål for Regionalfonden svarer godt til temaerne i Syddansk Vækstforums erhvervsudviklingsstrategi, så bliver det nyt at skulle understøtte såkaldt inkluderende vækst i vækstforumregi, idet vækstforum ikke hidtil har haft fokus på temaer som integration, marginaliserede grupper, forskelsbehandling og socialt ansvarlige virksomheder.

På Vækstforums møde den 8. december 2011 blev det besluttet, at der tages initiativ til et fælles brev fra de seks regionale vækstforas formandskaber til Finansminister Bjarne Corydon, hvor der udtrykkes ønske om at regeringen i de kommende forhandlinger arbejder aktivt for at sikre EU-finansiering til vækstforaenes virke. Udkast til brev er vedlagt til godkendelse. Efterfølgende vil det blive sendt til de fem øvrige vækstforas formandskaber, med henblik på at opnå deres tilslutning til brevet.
 

Beslutningspunkt


Det indstilles,

· at formandskabet godkender udkast til brev fra de seks regionale vækstforas formandskaber til finansminister Bjarne Corydon.

· at formandskabet indstiller til Vækstforum, at Vækstforum tager orienteringen om de nye strukturfondsforordninger til efterretning.

 

Oplæg v/direktør Liselotte Hohwy Stokholm, Væksthus Syddanmark vedr. talentprojekterne ”Power Push” og ”Lån en leder”. (Kun på Vækstforummødet)

10. Opfølgning på Vækstforums talentsatsning

Sagsfremstilling

På Vækstforums møde den 8. december 2011 indstillede Vækstforum fem projekter til støtte, som en del af en samlet talentsatsning. Ansøgningerne er pt. under behandling i Erhvervsstyrelsen.

To af projekterne blev indstillet til støtte under en række forudsætninger. Væksthus Syddanmark skulle som ansøger på projekterne ”Lån en Leder” og ”PowerPush” udarbejde eksekveringsplan for henholdsvis rekruttering af virksomheder til Lån en leder og Power Push og eksekveringsplan for rekruttering af ledere til task forcen Lån en Leder.

Eksekveringsplanerne er nu udarbejdet og på Vækstforummødet vil direktør i Væksthus Syddanmark, Liselotte Hohwy Stokholm fremlægge planerne, som forelægges til endelig godkendelse af Vækstforum.

I forbindelse med behandlingen af ansøgningerne på mødet den 8. december 2011 besluttede Vækstforum desuden, at sekretariatet undersøger, hvilke eksisterende tiltag der er inden for omskoling af ledige akademikere generelt, så Vækstforum på et kommende møde kan vurdere behovet for supplerende aktiviteter rettet mod konkrete virksomhedsbehov.

Sekretariatet vil derfor igangsætte en analyse af eksisterende tilbud på området. Herudover arbejder sekretariatet på at samle nøgletal over udviklingen i virksomhedernes rekrutteringssituation samt udviklingen i arbejdsstyrkens uddannelsesniveau, således at det bliver muligt at se, hvor der er mismatch mellem udbud og efterspørgsel på arbejdskraft. Herved gives et beslutningsgrundlag for at vurdere, om der er behov for yderligere tiltag. Nøgletallene vil blive suppleret med kvalitative analyser efter behov.

Projekterne henvender sig til de samme virksomheder, og der er sammenfald mellem en del af deres aktiviteter, herunder markedsføring og rekruttering. For at udnytte synergien mellem projekterne og sikre en større fælles effekt, er der nedsat en koordinatorgruppe bestående af projektejere/projektledere fra de 5 projekter, der skal sikre samarbejde og koordinering mellem projekterne. Regionens uddannelsesteam yder sekretariatsbistand til koordinatorgruppen. Der er planlagt en fælles kick-off konference, som afholdes den 24. maj 2012.

For alle projekter gælder, at de i øjeblikket er ved at ansætte projektledere, og derfor fortsat er i opstartsfasen.


Beslutningspunkt


Det indstilles,

- at formandskabet indstiller til Vækstforum,

· at Vækstforum godkender eksekveringsplanerne fra Væksthus Syddanmark

· at Vækstforum tager status på talentsatsningen til efterretning

 

 

11. Status på afviklingen af Syddansk Turisme og etableringen af Visit Syddanmark

Sagsfremstilling

På mødet den 8. december 2011 besluttede Vækstforum, at Formandskabet skal overvåge afviklingen af Syddansk Turisme, og at Vækstforum løbende orienteres om status på processen.

Etablering af ny forening Visit Syddanmark

Visit Syddanmark skal fremover varetage de strategiske udviklingsopgaver og vil være modtager af tilskud fra Vækstforum. Etableringen af Foreningen Visit Syddanmark er igangsat.

Vækstforum har besluttet, at erhvervsturisme fortsat skal være et regionalt indsatsområde med udgangspunkt i Inspiring Denmark. Da det nye Visit Syddanmark ikke må eje projekter, vurderes det mest hensigtsmæssigt, at Fonden Syddansk Turisme fortsat er ejer af de bevillinger, der allerede er givet, indtil disse udløber, herunder Inspiring Denmark. Det vil være Visit Syddanmark, der udfører opgaverne.

Der er udarbejdet udkast til vedtægter for VisitSyddanmark, og der er ved at blive nedsat en bestyrelse. For at sikre koordinering af afvikling og af overdragelse mellem de to organisationer, ændres vedtægterne i Fonden Syddansk Turisme således, at de to bestyrelsers sammensætning er ens og de udpegede repræsentanter de samme.

Der bliver indkaldt til stiftende møde i den nye forening Visit Syddanmark i marts 2012, og den nye forening forventes at være etableret ved udgangen af april 2012.
 

Afvikling af Syddansk Turisme

Region Syddanmark står for afviklingen af Syddansk Turisme. Fonden Syddansk Turisme lukkes, når dens nuværende aktiviteter ophører eller er afleveret til Visit Syddanmark og eksterne parter. Afviklingen er igangsat:

· Der er indgået endelig aftale med Vejle Kommune om overtagelse af projektet Leg og Læring.

· Der er løbende dialog med Tietgenskolen om forberedelse af deres overtagelse af projektet Oplevelsernes Academy. En aftale forventes på plads ca. 1. april 2012.

I forbindelse med overdragelse af de to projekter virksomhedsoverdrages i alt fem medarbejdere. Derudover er der foretaget de nødvendige økonomiske, personalemæssige og administrative tilpasninger af Syddansk Turisme.


Indstilling


Det indstilles, at formandskabet indstiller til Vækstforum,
 

· at Vækstforum tager orienteringen til efterretning



12. Overvågningsnotat 2012 samt Region Syddanmarks Vækstbarometer 4. kvartal 2011


Sagsfremstilling

De regionale vækstfora har til opgave at overvåge vækstvilkårene i regionerne. Gennem et årligt overvågningsnotat, der redegør for vækstvilkårene i Region Syddanmark, og med aktuelle resultater fra Region Syddanmarks Vækstbarometer flere gange årligt, følger Syddansk Vækstforum den løbende udvikling. De konkrete data, der danner grundlag for overvågningsnotatet, er tæt på at blive offentligt tilgængelige og resultater fra overvågningsnotat 2012 vil derfor foreligge på Vækstforums møde den 27. marts 2012.

Hvad angår Region Syddanmarks Vækstbarometer 4. kvartal 2011 forventede flere af de små- og mellemstore virksomheder et fald frem for en stigning i antallet af ansatte i det kommende kvartal (1. kvartal 2012). 21 procent venter at ansætte flere, mens 26 procent venter at ansætte færre. Man skal tilbage til midten af 2010 for at finde den sidste gang, hvor der var overvægt af negative jobforventninger. 33 procent af virksomhederne venter at øge omsætningen. 19 procent venter et fald. Det er omtrent det samme antal som i september 2011, men dobbelt så mange som i maj 2011.

Vækstforventningerne daler i alle brancher. Mest markant er faldet i antallet af vækstoptimister inden for autobranchen. Forventningerne til jobsituationen er især forværret i detailhandelen og blandt hoteller og restaurationer. Til gengæld har forventningerne i byggeriet stort set været uændrede siden maj. Virksomhederne er anderledes positive i deres forventninger for hele 2012. 49 procent af de adspurgte virksomheder forventer en højere omsætning i 2012 sammenlignet med 2011. 35 procent af omsætningen vil forblive på nuværende niveau, mens 16 procent forventer faldende omsætning.

Den forventede stigning i omsætning i 2012 udløser kun i begrænset omfang flere job. Når virksomhederne skal vurdere deres udvikling i 2012, er der 25 procent, der forventer at have flere ansatte end i 2011. 20 procent forventer at indskrænke medarbejderstaben. Målingen af konjunktur og forventninger viser udvikling på relativ kort sigt. Målingerne siger ikke noget om de langsigtede konsekvenser, der tegner sig for erhvervslivet i lyset af f.eks. lavt uddannelsesniveau, lav produktivitetsvækst og stadig færre i den erhvervsaktive alder.
 

Indstilling

Det indstilles,
 

- at formandskabet indstiller til Vækstforum,

· at Vækstforum tager punktet til orientering.

 

 

13. Orientering om ministerudvalg om ny erhvervs- og vækstpolitik

Sagsfremstilling

Regeringen har nedsat et ministerudvalg, som skal udvikle og konkretisere regeringens erhvervs- og vækstpolitik. Udvalget får til opgave at:

- Fastlægge principper for den ny erhvervs- og vækstpolitik, og herunder belyse, hvordan vækst-, erhvervs- og jobpotentialet i den grønne omstilling og andre globale samfundsudfordringer kan realiseres.

- Kortlægge danske erhvervsmæssige styrker og potentialer samt deres størrelse og betydning for væksten, og herudfra fastlægge, hvilke erhvervsområder, der skal være genstand for en særlig gennemgang.

- Igangsætte analyser og identificering af hvor vækstvilkårene kan forbedres via indsatser på de enkelte erhvervsområder.

- Udarbejde konkrete handlingsplaner som kan forbedre vækstvilkårene på de enkelte erhvervsområder.

Ministerudvalget vil gøre status og drøfte udviklingen i de generelle rammevilkår for vækst og konkurrenceevne på baggrund af en årlig redegørelse om vækst og konkurrenceevne udarbejdet af Erhvervs- og Vækstministeriet i samarbejde med andre relevante ministerier. Såfremt der bliver identificeret behov for justeringer i de generelle rammevilkår, vil overvejelserne spille ind i regeringens arbejde med erhvervs- og vækstpolitiske initiativer.

Ministerudvalget består af erhvervs- og vækstministeren (formand), økonomi- og indenrigsministeren, finansministeren, ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser, skatteministeren, ministeren for by, bolig og landdistrikter, beskæftigelsesministeren, ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, klima-, energi- og bygningsministeren, handels- og investeringsministeren, ministeren for sundhed og forebyggelse, miljøministeren og kulturministeren. Andre relevante ministre inddrages, hvor det vedrører deres område.

Som led i udvalgets arbejde vil der blive afholdt bredt sammensatte dialogmøder, hvor udfordringerne for de udvalgte erhvervsområder drøftes med relevante interessenter. Møderne arrangeres med deltagelse af erhvervs- og vækstministeren og den/de relevante ressortministre.

Endvidere udpeges der inden for hvert erhvervsområde et vækstteam bestående af ressourcepersoner med særlig ekspertise inden for området. Det enkelte vækstteam får til opgave at komme med konkrete anbefalinger til ministerudvalget, som kan styrke vækstvilkårene inden for udvalgte erhvervsområder.

Kommissoriet for ministerudvalg for ny erhvervs- og vækstpolitik er vedlagt som bilag.


Indstilling


Det indstilles,

- at formandskabet indstiller til Vækstforum,

· at Vækstforum tager punktet til orientering.

 

14. Afrapportering fra Forskernetværket


Sagsfremstilling

Den 25. juni 2009 indstillede Vækstforum, at der skulle afsættes 1 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler årligt i perioden 2009-2011 til en rammebevilling øremærket netværk i regi af Forskerkontakten. Netværkenes formål er at skabe kontakt mellem erhvervsliv og forskere på Syddansk Universitet inden for vækstforums indsatsområder.

Forskerkontakten fik på baggrund af en anmodning forlænget projektperioden for forskernetværk til og med andet kvartal 2012.

Bevillingen har resulteret i oprettelsen af i alt fire netværk med en samlet bevilling fra vækstforum på i alt kr. 2.999.805:

- ALT – Active Living Technologies” har ca. 70 netværksdeltagere fordelt ligeligt mellem forskere, erhvervsliv og offentlige brugerrepræsentanter. Netværket er forankret ved Institut for Idræt og Biomekanik. Formålet er at samle viden om forskningsområdet Active Living og koble det med viden om, hvordan teknologi i samspil med mennesker kan øge aktivitetsniveauet og vedholdenhed for modtagere af fysisk træning/genoptræning. Netværket forventes at kunne fortsætte efter projektbevillingens udløb.

- InSpiRe – intelligent genoptræning i forhold til ryglidelser” har haft ca. 30 netværksdeltagere. Netværket er forankret ved Knowledge Lab. Det har til formål at fremme mulighederne for intelligent genoptræning i forhold til ryglidelser. InSpiRe netværket vil med bevillingens udløb fusionere med ALT netværket og vil på den måde blive videreført.

- Agrobotic Network” har 164 medlemmer. Det er forankret ved RoboCluster og har til formål at skabe øget værditilvækst for små og mellemstore virksomheder ved hjælp af udvikling af nye, innovative robotteknologiske projekter til biologisk produktion. Netværksaktiviteterne forventes afsluttet med bevillingens udløb.

- Branding platform for regionale fødevarer i Syddanmark – Fyn som Case” har ca. 40 netværksdeltagere. Netværket er forankret ved Institut for Marketing og Management og er indlejret i det nationale Innovationsnetværk for marked, forbrug og kommunikation. Det har til formål at generere kompetenceopbygning inden for branding for den sammenslutning af primærproducenter, forarbejdningsvirksomheder, distributører samt uddannelses- og udviklingsinstitutioner for kvalitetsfødevareområdet, der bærer navnet ”Smagen af Fyn”. Projektet afsluttes 15. marts 2012.

Der vil efterfølgende blive forelagt en redegørelse for opnåede resultater i netværkene.


Indstilling


Det indstilles,

- at formandskabet indstiller til Vækstforum,

· at Vækstforum tager punktet til orientering.

 

15. Syddansk Lånefond til yderområderne og kapitalfond til velfærdsteknologi


Sagsfremstilling

Vækstforum blev på mødet den 8. december 2011 orienteret om, at managementopgaven for lånefonden til yderområderne og kapitalfonden til Velfærdsteknologi var i udbud.

Den 14. december 2011 var der frist for tilbud. Der var to tilbudsgivere efter prækvalifikationsrunden. Tilbuddene blev gennemgået og vurderet efter det vægtede pointsystem i udbudsbetingelserne. Konsortiet bestående af Accelerace Management A/S, Symbion A/S og COBIS A/S var den tilbudsgiver, som scorede højest. Konsortiet havde således tilbuddet med den bedste pris og kvalitet – og er efterfølgende blevet tildelt kontrakten.

Managementselskabet etablerer sig med to forretningsadresser i Syddanmark; ét kontor i Vojens (sammen med Vækstfonden) samt ét kontor i Forskerparken i Odense (tæt på Syddansk Teknologisk Innovation). Managementselskabet er nu i gang med at finde og ansætte lokalt forankret personale til opgaven i Syddanmark.

Managementselskabet varetager således den daglige administration af Fonden for Syddansk Vækstfremme, som samler de to kapitalinitiativer; Velfærdsteknologifonden i Region Syddanmark og Syddansk Lånefond til yderområderne. Den daglige ledelse af fonden, herunder investeringsbeslutninger og kontrollen med managementselskabet, ligger hos fondens bestyrelse, som tidligere er blevet udpeget.

Bestyrelsen for Fonden for Syddansk Vækstfremme holdt sit første bestyrelsesmøde den 21. december 2011.

Bestyrelsen har konstitueret sig således:

- Kristoffer Gandrup-Marino (Formand), Innovation Development Manager, Novozymes A/S, udpeget af Syddansk Vækstforum

- Bruno Lund Pedersen (Næstformand), Head of Industry Affairs, Danfoss Power Electronics A/S, udpeget af Dansk Industri

- Finn Pilgaard Kristensen, Valcuri ApS., udpeget af Syddansk Vækstforum

- Jens Oddershede, rektor for Syddansk Universitet, udpeget af Syddansk Universitet

- Helge Munk, direktør i Munk Holding ApS, udpeget af Dansk Erhverv

Opgaverne vedrørende Fonden for Syddansk Vækstfremme er nu formelt overdraget fra sekretariatet til managementselskabet, som herefter varetager alle opgaver som sekretariat for fonden. Der vil være tæt og løbende kontakt til managementselskabet i forhold til at sikre opfølgning på aktiviteter og mål, herunder er der aftalt kvartalvis afrapportering til Vækstforum.

Managementselskabet er i gang med rekruttering af den medarbejder, der skal være på kontoret i Vojens. Fonden markedsføres under navnet Welfare Tech Invest – Syddanmark. Fondens hjemmeside er etableret – www.welfaretechinvest.dk


Indstilling


Det indstilles,

- at formandskabet indstiller til Vækstforum,

· at Vækstforum tager punktet til orientering.

 

16. Vækstforums kommunikationsindsats


Sagsfremstilling

Kommunikationsplanen for Vækstforums indsats bygger på en fokuseret presseindsats, synliggørelse af syddanske styrker, Vækstforums hjemmeside, Vækstforums nyhedsbrev og foredrag og oplæg om Vækstforums arbejde.

I januar 2012 udgav Syddansk Vækstforum et særligt avistillæg om den regionale erhvervsudviklingsindsats. Tillægget blev bragt i Vejle Amts Folkeblad, Fredericia Dagblad, JydskeVestkysten, Fyens Stiftidende og Fyns Amts Avis – i alt et oplæg på 164.000 eksemplarer.

I perioden den 30. november 2011 – 28. februar 2012 har medierne bragt nedenstående omtale af Vækstforums aktiviteter.

Trykte medier: 99

Online: 56

TV: 0

Radio: 9

Indenfor Vækstforums forretningsområder og særlige indsatser er fordelingen:

Velfærdsteknologier og -services: 36

Tværgående: 38

Energi: 48

Grænseoverskridende samarbejde: 0

Oplevelseserhverv: 22

Vækst i yderområderne: 20


Indstilling


Det indstilles,

- at formandskabet indstiller til Vækstforum,

· at Vækstforum tager punktet til orientering.

 

17. Økonomioversigt for handlingsplan 2012


Sagsfremstilling

Nedenfor følger økonomioversigten for handlingsplan 2012-13.

Tabellen giver et overblik over indstillinger og budget på den nuværende handlingsplan 2012-13.

Handlingsplan 2012-13: Indstillede midler fordelt på finansieringskilde 

 

Social fonden

Regional fonden

REM

Samlet budget 2012

56.308.120

56.308.120

101.979.748

Overførsler og tilbageløb fra 2007-11

-32.125.153

-44.993.993

-15.836.334

Indstilling før 27/3-2012

0

0

0

Forventet indstilling 27/3-2012

6.221.651

17.118.150

19.859.075

Total indstillet 2012

6.221.651

17.118.150

19.859.075

Rest 2012 (efter 27/3-2012)

17.961.316

-5.804.023

66.284.339

 

Strukturfondsindstillinger i alt i 2007-13

 

 

Socialfonden

Regionalfonden

 

 

Budget 2007-13

375.148.452

379.148.452

 

 

Indstillinger i alt efter 27/3-2012

299.752.853

327.518.191

 

 

Rest for strukturfondsperioden
2007-13 efter 27/3-2012

75.395.599

51.630.261

 

 

Yderområde-% (alle handlingsplaner)

 

 

 

 

Målsætning

Før 27-3-2012

27/3-2012

Socialfond og Regionalfond

41%

40%

41%

 

 

 

 

N+2 Risiko (alle handlingsplaner)

 

 

 

 

Socialfond

Regionalfond

 

N+2 Risiko for 2012 pr. 26. februar 2012

108,7 mio. kr.

43,1 mio. kr.

 

*) Ifølge N+2 reglen skal alle EU-midler være forbrugt senest det 2. år efter de bliver bevilget af EU. EU-midler regnes først som "forbrugt", når de

indgår i et revideret regnskab.

**) N+2 Risiko 2012 er det maksimale beløb, Vækstforum risikerer at miste, hvis ikke projekterne når det anførte forbrug.

 

Status for indstillinger

Med de forventede indstillinger efter mødet den 27. marts 2012 vil der være et ”merforbrug” på Regionalfonden på 5,8 mio. kr. Derudover er der 18 mio. kr. som restmidler på Socialfonden inden for rammen af årets budget. For REM-midlernes vedkommende er der restmidler i 2012 på 66,3 mio. kr.

Bemærk at de årlige budgetter for hhv. Social- og Regionalfonden kun er vejledende. Det overordnede budget for strukturfondene (hhv. 375,1 mio. kr. for Socialfonden og 379,1 mio. kr. for Regionalfonden) gælder for hele den syvårige programperiode (2007-13), og der knytter sig ikke formelle kalenderårsbudgetter og krav til de enkelte år – udover N+2 princippet. Derfor er der ovenfor tilføjet en oversigt over de resterende midler i hele programperioden.

Vækstforum skal have indstillet projekter til tilsagn inden for den fulde budgetramme inden udgangen af 2013, og projekterne skal have anvendt midlerne senest ved udgangen af 2014.

Det indebærer, at det i praksis ikke er hensigtsmæssigt at indstille nye projekter til tilsagn senere end i juni 2013. Det betyder, at den sidste reelle ansøgningsfrist vil være i marts 2013. Vækstforum har herefter mulighed for på deres resterende møder i 2013 at indstille, at tilbageløbsmidler/uforbrugte midler eksempelvis skal anvendes til at forlænge/forøge succesfulde projekter, eller overføres til Den Syddanske Velfærdsteknologifond/lånefonden for iværksættere i yderområderne.

N+2

N+2 risikoen for 2012 angiver det maksimale beløb, Vækstforum risikerer at miste, hvis ikke projekterne når at dokumentere, at pengene er forbrugt og revisorgodkendt inden udgangen af 2012. Risikoen falder derfor i takt med, at projekternes forbrug stiger.

Erhvervs- og Byggestyrelsen opfordrer Vækstforum til at være ”forud” med at benytte sin indstillingsret på strukturfondsmidlerne. Det har til formål at sikre, at de støttede projekter kan nå at bruge støttemidlerne og aflægge regnskab for dem i så god tid, at regionen ikke kommer til at skulle betale strukturfondsmidler tilbage til EU, enten på grund af at regionen ikke kan opfylde sin N+2 forpligtigelse, eller fordi tilbageløb bliver registreret så sent, at midlerne ikke kan nå at blive genbevilget. Desuden vil projektperioden for nye projekter, som Vækstforum indstiller til støtte, ikke kunne strække sig længere end til 31. december 2014, hvilket er en yderligere udfordring i forhold til at få midlerne forbrugt.

Derfor er det en fordel, hvis de resterende midler tidligst muligt inden for den tilbageværende strukturfondsperiode bevilges til konkrete formål af Vækstforum. Og i tilknytning hertil at sekretariatet har fokus på projekternes forbrug samt sikrer, at tilbageløb identificeres hurtigst muligt.

Tilbageløb

Der kan komme ændringer i ovenstående økonomioversigt i form af tilbageløb. Tilbageløb kan eksempelvis forekomme af følgende årsager: Hvis projekterne afsluttes med et mindre forbrug end bevilget, hvis projekterne efterfølgende anmoder Erhvervs- og Byggestyrelsen om at få nedjusteret deres budgetter eller hvis tilsagnsmodtageren alligevel ikke ønsker at gennemføre projektet.

Erfaringen fra seneste strukturfondsperiode er, at de støttede projekter ikke forbruger alle de midler, som de har fået bevilling på - for Socialfondens vedkommende var der eksempelvis et tilbageløb på 33 % i strukturfondsperioden 2000-2006.

Det aktuelle registrerede tilbageløb på projekterne indstillet til støtte i 2007-2010 er (medregnet den forventede indstilling fra 27. marts 2012):

- Regionalfond: 7,6 mio. kr. svarende til 2 % af de indstillede midler.

- Socialfond: 24,3 mio. kr. svarende til 8 % af de indstillede midler.

- REM: 17,9 mio. kr. svarende til 4 % af de indstillede midler.

Ovenstående beløb forventes at stige i takt med at projekterne afsluttes. Tilbageløb vil indgå i budgettet og kan dermed disponeres igen.

Forbrug

I indeværende strukturfondsperiode (og inkl. den forventede indstilling fra 27. marts 2012) har Vækstforum indstillet projekter til Regionalfonden for i alt 327,5 mio. (inkl. tilbageløb). kr., hvoraf der er udbetalt 113,5 mio. kr. Tilsvarende har Vækstforum indstillet projekter til Socialfonden for i alt 299,8 mio. kr. (inkl. tilbageløb), hvoraf der er udbetalt 47,9 mio. kr.

Udbetalingsbeløbene relaterer sig til projekternes revisorgodkendte forbrug til og med 31. august 2011.

Handlingsplan 2012-13: Indstillede midler fordelt på forretningsområde

 

Indstilling 2012-2013 fordelt på forretningsområder, efter 27/3-2012

0 - Sundhed- og velfærdsinnovation 

7.821.651 - Bæredygtig energi

25.677.225 - Oplevelses Erhverv

6.400.000 - Andet

3.300.000 - Yderområder

Kategorien andet dækker over bevillinger, der ikke er omfattet af forretnings- og yderområdekategorierne. Det gælder f.eks. kontingent til Vestdansk Investeringsfremme, Bruxellesforeningen mv.


Indstilling


Det indstilles,

- at formandskabet indstiller til Vækstforum,

· at Vækstforum tager økonomioversigt for Handlingsplan 2012-13 til efterretning.



18. Bevillingsstatus på projekter indstillet i 2007-11


Sagsfremstilling

Den udarbejdede bevillingsstatus viser, hvilke indstillede projekter der på den angivne dato enten er bevilgede, er til behandling hos Erhvervsstyrelsen(ERST), i Vækstforums sekretariat eller afventer ansøger.

Samtidig indeholder oversigten en status over de endelige bevillinger til projekterne fra ERST, idet differencer som følge af eventuelle nedjusteringer på grund af statsstøtteregler mv. og tilbageløb på grund af at projekterne er afsluttet, fremgår af oversigten.

Siden Vækstforums møde den 8. december 2011 har Puljen til kommercialisering af offentlig-privat innovation og projekt International Brainstormers modtaget tilsagn fra Erhvervsstyrelsen. Endvidere har Invencon ApS modtaget tilsagn fra ERST på den supplerende bevilling til projekt Den Stærke Hånd.

På nuværende tidspunkt er der kun et projekt, som Vækstforum har indstillet til tilsagn i 2010 - projektet ”Forretningsudvikling indenfor velfærdsteknologier og –service” -, der endnu ikke har fået tilsagn fra ERST. Som det fremgår af oversigten, forventes Erhvervsstyrelsen at afgive tilsagn indenfor kort tid.

De øvrige projekter, der p.t. ikke har fået tilsagn, har Syddansk Vækstforum indstillet til tilsagn den 8. december 2011.

På Vækstforums møde den 8. december 2011 besluttede Vækstforum at indstille projektet ”Flexhospital” til tilsagn bl.a. under forudsætning af, at ansøgningen modtager tilsagn fra Højteknologifonden. Efter mødet i Vækstforum har sekretariatet fået besked om, at projektet har modtaget afslag fra Højteknologifonden. Dermed er forudsætningerne for Vækstforums indstilling ikke opfyldt, og projektet blev derfor efterfølgende indstillet til afslag i regionsrådet. Det forventes, at projektet på baggrund af en revideret ansøgning igen vil søge midler hos Højteknologifonden, og at der efterfølgende sendes en ny ansøgning om medfinansiering fra Vækstforum.

Derudover besluttede Vækstforum på sit møde den 8. december 2011 at indstille projektet ”Hyprovide – Large-Scale alkaline electrolyser (MW)” til tilsagn bl.a. under forudsætning af, at der er hjemmel til at medfinansiere EUDP-bevillingen med regionale erhvervsudviklingsmidler.

Efter mødet i Vækstforum, har sekretariatet fået besked om, at de regionale Vækstfora ifølge lovgrundlaget ikke har hjemmel til at medfinansiere EUDP-støttede projekter Dermed er forudsætningerne for Vækstforums indstilling ikke opfyldt, og projektet modtager derfor ikke støtte fra de regionale erhvervsudviklingsmidler.

Vedrørende projektet DanCof afventer sekretariatet dokumentation fra ansøger i forhold til projektets gennemførelse, herunder dokumentation for tilvejebringelsen af projektets medfinansiering. Der skal foreligge en tilbagemelding inden mødet i Vækstforum.


Indstilling


Det indstilles,

- at formandskabet indstiller til Vækstforum,

· at Vækstforum tager punktet til orientering.

 

 19. Orientering om indkomne ansøgninger


Sagsfremstilling

Vækstforum skal tage stilling til i alt 8 projekter, herunder , som noget nyt, 2 projekter under Grøn Vækst Programmet.

Projekterne er vurderet i forhold til deres erhvervspolitiske rationale. Dvs. om projektet lever op til formålet og intentionerne med Erhvervsfremmeloven samt Vækstforums strategi og handlingsplan, hvor der stilles krav om, at aktiviteterne skal skabe vækst og styrke konkurrenceevnen, og dermed indeholde et betydeligt erhvervspolitisk rationale.

Derudover er projekterne vurderet efter projektets forventede effekt på det specifikke forretningsområdes målsætninger jf. Vækstforums handlingsplan 2012.

Endelig er projekterne vurderet i forhold til de tværgående regionale kriterier for Vækstforums indsats, som fremgår af erhvervsudviklingsstrategien og er godkendt af Overvågningsudvalget.

Det gælder for enkelte projekter, at de indstillede beløb er maksimumbeløb.


Indstilling


Det indstilles,

- at formandskabet indstiller til Vækstforum,

· at Vækstforum tager punktet til orientering.

 

20. Meddelelser

21. Eventuelt

 

Kommissoriet for ministerudvalg for ny erhvervs- og vækstpolitik er vedlagt som bilag.

 

Indstilling

Det indstilles,

- at formandskabet indstiller til Vækstforum,

· at Vækstforum tager punktet til orientering.


Siden er sidst opdateret 9-12-2014

Region Syddanmark | Damhaven 12 | 7100 Vejle | Email: kontakt@regionsyddanmark.dk | Tlf: 76 63 10 00 | Fax: 76 63 20 00