Gå til indhold

Syddansk Vækstforum

Til forsiden

ForsidepilDagsordnerpilDagsordner/referater - Vækstforum 2017pilVækstforum - Referat - 04. december 2017

Vækstforum - Referat - 04. december 2017

Mødedato
04-12-2017 kl. 15:00 - 18:00
 
Mødested
mødelokale 7
 
Deltagere
 
  • Birthe Friis Mortensen
  • Hinrich Jürgensen
  • Ib Kristensen
  • Dan Holmgaard Rasmussen
  • Karsten Uno Petersen
  • Anker Boye
  • Bo Stærmose
  • Erik Buhl Nielsen
  • Erik Lauritzen
  • Gitte Grønbæk
  • Henrik Dam
  • Lars Bregnehøj Hansen
  • Mads Henriksen
  • Morten Andersen
  • Steen Møller
  • Stephanie Lose
  • Ole Kjær
  • Per Diget
  • Grethe Adamsen Dahl
  • Bo Libergren
  • Thomas Hauge
  • Kjeld Søberg
  • Allan Jylov
  • Birgitte Ladefoged

  • Afbud
     
  • Ib Kristensen
  • Karsten Uno Petersen
  • Anker Boye
  • Bo Stærmose
  • Erik Lauritzen
  • Henrik Dam

  •  

    Luk alle punkter Referat
     

    1. Godkendelse af dagsorden
    2. Godkendelse af referat fra Vækstforums møde den 27. september 2017
    3. Økonomioversigt
    4. Indkomne ansøgninger
    5. Ansøgning: Vækstrettet kompetenceudvikling
    6. Ansøgning: Inklusion via Glasværket
    7. Temadrøftelse: Design
    8. Opfølgning på designsatsningen i Syddanmark
    9. Samarbejde om digitalisering gennem design
    10. Vækstforums Handlings- og Investeringsplan 2018-19
    11. Fødevarer - udmøntning af reservation til etablering af syddansk hub og aktiviteter
    12. Reservation af midler til medfinansiering af nationale innovationsnetværk
    13. Samarbejde med Væksthus Syddanmark og Udenrigsministeriet om udstationering af medarbejder i Syddanmark
    14. Regional medfinansiering af Early Warning
    15. Yderområdeindsats - status 2017 og ny yderområdepulje 2018
    16. Etablering af regional teknologipagt
    17. Erhvervspartnerskabsaftale med Business Region Esbjerg
    18. Status på den særlige ramme til sekretariatet samt ny ramme for 2018
    19. Styregruppemøde i Vestdansk Erhvervssamarbejde
    20. Orientering: Udviklingsplan for Danmarks Vestkyst
    21. Orientering: Ansøgninger til Syddansk OPI-pulje
    22. Orientering: Region Syddanmarks Vækstbarometer 4. kvartal 2017
    23. Meddelelser
    24. Eventuelt


    Sagsnr. 17/117
    1. Godkendelse af dagsorden
    fold dette punkt ind Resume
       
    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
       
    fold dette punkt ind Indstilling
     

    At Vækstforum godkender dagsordenen.

    fold dette punkt ind Beslutning i Vækstforum den 04-12-2017
     

    Stephanie Lose orienterede om, at Formandskabet har udmøntet midler til medfinansiering af en national forældrekampagne i 2018-2020, som skal øge kendskabet til erhvervsuddannelserne. Stephanie Lose orienterede også om, at Formandskabet har afgivet høringssvar på vegne af Vækstforum vedr. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings (STAR) ansøgning om de nationalt udmøntede socialfondsmidler til aktiviteter under EURES Danmark om arbejdskraftens mobilitet på tværs af grænser.

    Stephanie Lose orienterede desuden om, at der er igangsat en evaluering af vækstforaernes yderområdeindsats. Det var forventningen, at evalueringen blev klar til mødet i Vækstforum, men evaluator (COWI) har meddelt, at evalueringen først er færdig efter mødet i Vækstforum og derfor bliver præsenteret på det første møde i det nye Vækstforum.

    Dagsordenen blev godkendt.


    Sagsnr. 17/117
    2. Godkendelse af referat fra Vækstforums møde den 27. september 2017
    fold dette punkt ind Resume
     

    Referatet fra Vækstforums møde den 27. september 2017 er sendt den 2. oktober 2017 og kan læses på dette link: https://vaekstforum.regionsyddanmark.dk/wm497946

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
       
    fold dette punkt ind Indstilling
     

    At Vækstforum godkender referatet.

    fold dette punkt ind Beslutning i Vækstforum den 04-12-2017
     

    Referatet blev godkendt


    Sagsnr. 16/43132
    3. Økonomioversigt
    fold dette punkt ind Resume
     

    Vækstforum har indstillingsret for anvendelse af de regionale erhvervsudviklingsmidler og midler fra EU’s Social- og Regionalfond for perioden 2014-2020. Dette punkt orienterer om det aktuelle forbrug af de forskellige midler, såfremt de foreliggende indstillinger følges.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
     

    Regionale erhvervsudviklingsmidler

    I 2017 har Vækstforum i alt 119 mio. kr. regionale erhvervsudviklingsmidler til disposition. Såfremt de foreliggende indstillinger følges, er alle midler for 2017 disponeret pr. 4. december 2017 og alle indsatser i Investeringsplanen for 2017 er gennemført. For uddybende information, se bilag.

    På nuværende tidspunkt kan det forudses, at de to rammer for 2017, som Vækstforum i marts 2017 reserverede dels til medfinansiering af kommende ansøgninger om støtte fra Socialfondens prioritet 3, Social Inklusion (4 mio. kr.), dels til medfinansiering af kommende ansøgninger om støtte fra Socialfondens prioritet 4, Erhvervsuddannelse- og videregående uddannelse (4 mio. kr.), ikke disponeres i 2017.

    Imidlertid er der fortsat behov for, at kommende ansøgere kan søge en mindre regional medfinansiering fra de regionale erhvervsudviklingsmidler, når de søger om støtte fra Socialfondens prioritet 3 og 4. Derfor foreslås det, at der fortsat reserveres i alt 8 mio. kr. til de samme formål og at Vækstforum samtidig bemyndiges til at udmønte midlerne.

    Som følge af uforbrugte midler på andre bevillingsområder indenfor Regional Udviklings samlede ramme i budgetåret 2017, foreslås det endvidere, at Regionsrådets bevilling på 9,2 mio. kr. til Det Syddanske EU-kontor, som Vækstforum indstillede til støtte fra de regionale erhvervsudviklingsmidler afsat i 2018, af tekniske årsager ændres, så bevillingen i stedet finansieres af de regionale erhvervsudviklingsmidler afsat i 2017.

    Tabel 1 i bilaget viser derfor et merforbrug på 11,6 mio. kr. af regionale erhvervsudviklingsmidler i 2017. Merforbruget finansieres af Regional Udviklings samlede budget i 2017 og udlignes i 2018. Da merforbruget skyldes udgifter, der ellers skulle have været finansieret af de regionale erhvervsudviklingsmidler for 2018, har det ingen betydning for Vækstforums regionale erhvervsudviklingsmidler samlet set over den toårige periode.

    EU’s Social- og Regionalfond for perioden 2014-2020

    Vækstforum har 634 mio. kr. EU-midler til rådighed fra EU’s Social- og Regionalfond i programperioden 2014-2020. Vækstforum har efter dette møde 96,7 mio. kr. til rådighed på Socialfonden og 75,6 mio. kr. til rådighed på Regionalfonden. For uddybende information, se bilag.

    Vækstforum følger stort set den samlede EU-disponeringsplan for begge fonde, men ikke de to planers mål for de tre underliggende prioriteter. På Socialfonden er Vækstforum bagud for sine mål for prioritet 3, Social Inklusion og for prioritet 4, Erhvervsuddannelse og videregående uddannelse, og er forud for sit mål for prioritet 1, Iværksætteri og jobskabelse. Hvis de foreliggende indstillinger følges, vil der samlet set være 10 mio. kr. tilbage på denne prioritet til resten af programperioden.

    På Regionalfonden er Vækstforum forud for sine mål for prioritet 1, Innovation og klyngedannelse og for prioritet 2, SMV konkurrenceevne, men bagud for sit mål for prioritet 3, SMV ressourceeffektivitet. Se bilag for uddybende information omkring mål og målopfyldelse for de enkelte prioriteter.

    Syddansk Vækstforum har ultimo 2017 opfyldt sin n+3 forpligtigelse for 2017 på begge fonde.

    fold dette punkt ind Indstilling
     

    Formandskabet indstiller,

    • at Vækstforum indstiller til regionsrådet, at regionsrådets beslutning af 24. april 2017 om at reservere en ramme på 4 mio. kr. fra de regionale erhvervsudviklingsmidler afsat i 2017 til regional medfinansiering af kommende ansøgninger om støtte fra Socialfondens prioritet 3, Social Inklusion fastholdes, og at Vækstforum bemyndiges til at udmønte midlerne.
    • at Vækstforum indstiller til regionsrådet, at regionsrådets beslutning af 24. april 2017 om at reservere en ramme på 4 mio. kr. fra de regionale erhvervsudviklingsmidler afsat i 2017 til regional medfinansiering af kommende ansøgninger om støtte fra Socialfondens prioritet 4, Erhvervsuddannelse- og videregående uddannelse fastholdes, og at Vækstforum bemyndiges til at udmønte midlerne.
    • at Vækstforum indstiller til regionsrådet, at regionsrådets beslutning af 30. oktober 2017 vedr. bevillingen til Det Syddanske EU-kontor 2018-2019 på 9.200.000 kr. ændres, så bevillingen ikke finansieres af de regionale erhvervsudviklingsmidler afsat i 2018, men i stedet finansieres af de regionale erhvervsudviklingsmidler afsat i 2017.
    fold dette punkt ind Beslutning i Vækstforum den 04-12-2017
     

    Indstillingerne blev tiltrådt.

    fold dette punkt ind Bilag
     

    Sagsnr. 17/117
    4. Indkomne ansøgninger
    fold dette punkt ind Resume
     

    Punktet giver en oversigt over ansøgninger, som er til behandling i Vækstforum den 4. december 2017.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
     

    Der er i alt indkommet 2 ansøgninger, hvoraf én både søger EU-strukturfondsmidler og regionale erhvervsudviklingsmidler og én alene søger strukturfondsmidler.

    Ansøger

    Projekt

    Forretnings­område

    Væksthus Syddanmark

    Vækstrettet kompetenceudvikling

    Bred indsats vedr. kvalificeret arbejdskraft - vækstrettet kompetenceudvikling herunder branchepartnerskaber

    Glasværket ved Odense Havn ApS

    Inklusion via Glasværket

    Bred indsats vedr. social inklusion

    Projekterne er vurderet i forhold til deres erhvervspolitiske rationale. Dvs. om projekterne lever op til formålet og intentionerne med Erhvervsudviklingsloven samt Vækstforums strategi og handlings- og investeringsplan, hvor der stilles krav om, at aktiviteterne skal skabe vækst og styrke konkurrenceevnen.

    Desuden er projekterne vurderet efter deres forventede effekt på det specifikke forretningsområdes målsætninger jf. Vækstforums handlings- og investeringsplan 2016-17.

    Endelig er projekterne vurderet i forhold til de tværgående regionale kriterier for Vækstforums indsats, som fremgår af erhvervsudviklingsstrategien.

    Effektvurderingen fremgår af vedlagte bilag.

    fold dette punkt ind Indstilling
     

    Formandskabet indstiller, 

    • at Vækstforum tager punktet til orientering.
    fold dette punkt ind Beslutning i Vækstforum den 04-12-2017
     

    Indstillingen blev tiltrådt.

    fold dette punkt ind Bilag
     

    Sagsnr. 17/18203
    5. Ansøgning: Vækstrettet kompetenceudvikling
    fold dette punkt ind Resume
     

    Indstilling:

    A: Tilsagn

    Projektpræsentation

    Vækstrettet kompetenceudvikling

    Forretningsområde

    Bred indsats – kvalificeret arbejdskraft

    Ansøger

    Væksthus Syddanmark

    Økonomiske partnere

    Væksthus Syddanmark, Udvikling Fyn, Trekantområdet Danmark, Vejle Kommune og Udvikling Vejen.

    Formål

    At sikre private virksomheder inden for robotbranchen, den stålproducerende branche og fødevarebranchen kvalificeret arbejdskraft gennem kompetenceudvikling af ledere og medarbejdere.

    Indstilles til tilsagn fordi

    Branchepartnerskaberne og –akademierne vurderes at bidrage med nye løsninger til øget opkvalificering og dermed kvalificeret arbejdskraft.

    Væsentligste effekter

    I projektperioden

     

    Anslået skabt omsætning:85 mio. kr.

    Deltagere med forøget kompetenceniveau: 820

    Efter projektperioden

    Anslået skabt omsætning i alt 2 år efter projektperioden 260 mio. kr.

    Jobskabelse i deltagende

    virksomheder 2 år efter projektperioden: 285

    Økonomi

    Samlet budget: 40.000.000,00 kr.

    EU-Socialfondsmidler: 20.000.000,00 kr.

    Regionale erhvervsudviklingsmidler: 5.000.000,00 kr.

    Egenfinansiering: 15.000.000,00 kr.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
     

    Vækstforumsekretariatets beskrivelse af projektet:

    Formålet med projektet er at sikre kvalificeret arbejdskraft til tre brancher, som mangler kvalificeret arbejdskraft: Robotbranchen, stålbranchen og fødevarebranchen.

    Projektet vil etablere branchepartnerskaber og brancheakademier inden for hver af de tre brancher med henblik på at efteruddanne og opkvalificere virksomhedernes egne medarbejdere. Brancheakademierne er ikke fysiske akademier, men skal ses som et forum med en ankerperson, som skal være kontaktperson for virksomhederne og repræsentere virksomhederne i forhold til kompetenceudviklingsaktiviteter. Brancherne er forskellige og det er medarbejdernes uddannelsesniveau også. I robotbranchen har de ansatte primært en videregående teknisk uddannelse, mens der er en klar overvægt af ufaglærte og faglærte i de to andre brancher.

    Tænkningen i projektet er, at hvis virksomheder får opkvalificeret deres egne medarbejdere til at løfte nye opgaver, så får virksomhederne kompetencerne til at realisere deres vækststrategi samtidig med, at der skabes rum til en bredere rekruttering af nye medarbejdere, der ikke endnu har de nødvendige kompetencer, men som vil kunne opkvalificeres og dermed på sigt blive relevant arbejdskraft for virksomhederne.

    En af udfordringerne ved at få gennemført efteruddannelse i dag er, at en del kurser ikke kan gennemføres pga. manglende volumen. Ved at etablere branchepartnerskaber og -akademier er det muligt at tilrettelægge fælles kurser for virksomhederne i branchen og herved sikre, at opkvalificeringen kan gennemføres.

    For at udnytte de faglige miljøer og kursustilbud i det eksisterende offentlige voksen- og efteruddannelsessystem har projektet valgt en model for matchning af virksomhedernes kompetencebehov med uddannelsesleverandører, hvor de starter med at afdække om der er uddannelsesinstitutioner, der kan levere et målrettet og fleksibelt tilbud, og kun når det ikke kan lade sig gøre, så afsøges det private marked. Hertil etableres advisory boards, som skal give sparring til projektledelsen og branchepartnerskaberne om bl.a. uddannelsesinstitutionernes tilbud og kompetencefonde. Der etableres dels et overordnet advisory board og dels et advisory board til hver af de tre brancher.

    Projektet forventer at mere end 50 % af kursusforløbene vil være fælles forløb med deltagelse af medarbejdere fra mere end en virksomhed. Projektets budget afspejler samme fordeling.

    Vækstforumsekretariatets sammenfattede vurdering og konklusion.

    I Vækstforums annoncering efterlyses nye løsninger, der gør det attraktivt for virksomhederne i højere grad at opkvalificere deres medarbejdere, og der gives særlig prioritet til projekter, der etablerer branchepartnerskaber, fordi forpligtende samarbejder mellem virksomheder i branchepartnerskaber vurderes at kunne sikre tilstrækkeligt med volumen til holddannelse, så kompetenceudvikling rent faktisk kan gennemføres.

    Det vurderes, at projektet lever op til annonceringens krav om at bidrage til at sikre de private virksomheder kvalificeret arbejdskraft gennem kompetenceudvikling af ledelse/medarbejdere samt til kravet om, at det skal være brancher, der mangler kvalificeret arbejdskraft.

    Det vurderes, at projektet med etableringen af branchepartnerskaber og –akademier, der afdækker virksomhedernes kompetencebehov og så vidt muligt tilrettelægger fælles kurser for virksomhederne i branchen, vil bidrage med nye løsninger i forhold til øget opkvalificering. Det vurderes i den forbindelse positivt, at projektet har valgt en model, hvor de offentlige uddannelsesinstitutioner først høres i forhold til at byde ind med opkvalificeringstilbud, der matcher virksomhedernes behov, samt at der etableres advisory boards som skal give sparring til projektet om uddannelsesinstitutionernes tilbud og kompetencefondenes muligheder. Det er i den sammenhæng afgørende, at der nedsættes advisory boards til hver af de tre brancher, som afspejler branchernes sammensætning, karakteristika og vilkår fx i forhold til anvendelse af kompetencefonde. Arbejdsmarkedets parter vil meget gerne give sparring i forhold til bemanding af de tre branchers advisory boards.

    Med ovenstående model vurderes det, at der sikres samordning og koordinering med det eksisterende uddannelsessystem, ligesom modellen højner sandsynligheden for, at kursustilbuddene også udbydes efter projektperioden.

    Udfordringen med øget opkvalificering er kompleks, og den valgte løsning med branchepartnerskaber som afsæt for bedre matchning mellem virksomhedernes fælles kompetencebehov og uddannelsesleverandørernes tilbud er en interessant løsning. Samtidig kan der være en udfordring forbundet med, at det er branchepartnerskaber uden tilbundsgående indsigt i tilbud og muligheder i det eksisterende uddannelsessystem, der afdækker og samordner virksomhedernes kompetencebehov med henblik på at matche med relevante uddannelsesudbydere. De tilknyttede advisory boards bør derfor følge arbejdet og erfaringerne med projektets model for inddragelse af det eksisterende uddannelsessystem og henvisning til kompetencefonde samt arbejdet med at etablere branchepartner og fælles uddannelsesforløb, og at projektet løbende giver en status herpå.  Formålet er at indhente mest mulig læring om, hvordan branchepartnerskabstilgangen virker i forhold til øget opkvalificering.

    Det vurderes, at effektkæden er sandsynlig og sammenhængende, og at projektets samlede effekter er ambitiøse, men realistiske. Det vurderes, at der i alle tre brancher er rekrutteringspotentiale og virksomhedsengagement.

    Det vurderes, at der er et relevant partnerskab bag projektet, og med interesseerklæringerne fra relevante uddannelsesinstitutioner vurderes der at være grundlag for et samarbejde med uddannelsesinstitutioner om relevante kursustilbud.

    Det vurderes, at projektet er additionelt, da etablering af branchepartnerskaber og –akademier er supplerende aktiviteter i forhold til de aktiviteter, som projektets partnere normalt gennemfører uden medfinansieringen fra EU.

    I slutningen af oktober har regeringen og arbejdsmarkedets parter indgået en trepartsaftale om styrket og mere fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelse. Aftalen giver ikke anledning til, at der bør foretages ændringer i projektet. Det bemærkes, at der i aftalen afsættes midler til en opsøgende indsats til arbejdsmarkedets parter til at få flere virksomheder til at arbejde systematisk med efteruddannelse af medarbejdere uden en erhvervskompetencegivende uddannelse. Det er vigtigt, at der sikres en koordinering mellem projektet og arbejdsmarkedets parter om den opsøgende indsats fx i regi af de tilknyttede advisory boards.

    Projektet indstilles til tilsagn, da branchepartnerskaberne og –akademierne vurderes at bidrage med nye løsninger til øget opkvalificering og dermed til kvalificeret arbejdskraft.

    fold dette punkt ind Indstilling
     

    Formandskabet indstiller,

     

    • at Vækstforum indstiller til Erhvervsstyrelsen, at projektet modtager tilsagn fra Den Europæiske Socialfond på 20.000.000,00 kr. – bevillingen kan maksimalt udgøre 50,00 % af de godkendte støtteberettigede udgifter.

     

    • at Vækstforum indstiller til regionsrådet, at projektet modtager tilsagn fra de regionale erhvervsudviklingsmidler afsat i 2017 på 5.000.000,00 kr. – bevillingen kan maksimalt udgøre 12,50 % af de godkendte støtteberettigede udgifter.
    • at det er en forudsætning for bevillingen, at projektet ved hver halvårlig afrapportering giver en status på, hvordan det går med at inddrage det eksisterende uddannelsessystem og deres tilbud og med at samordne virksomhedernes kompetencebehov og etablere fælles uddannelsesforløb, samt hvordan projektet vil imødekomme eventuelle udfordringer hermed.
    fold dette punkt ind Beslutning i Vækstforum den 04-12-2017
     

    Vækstforum drøftede ansøgningen, herunder vigtigheden af tæt kobling til uddannelsesinstitutionerne..

    Indstillingerne blev tiltrådt med følgende bevillingsforudsætning:

    • at projektet løbende og mindst hvert halve år orienterer alle relevante uddannelsesinstitutioner om projektets aktiviteter og erfaringer mhp. at uddannelsesinstitutionerne får bedre mulighed for at byde ind med deres ordinære tilbud. Endvidere tilbydes repræsentanter for de relevante voksen-, efter- og videreuddannelsesinstitutioner plads i de tre advisory-boards. Det bemærkes, at det som følge af udbudslovgivningen kan indebære, at de uddannelsesinstitutioner, der indgår i advisory board, ikke kan levere ydelser til projektet på markedsvilkår.
    fold dette punkt ind Bilag
     

    Sagsnr. 17/27603
    6. Ansøgning: Inklusion via Glasværket
    fold dette punkt ind Resume
     

    Indstilling:

    B: Drøftelse

    Projektpræsentation

    Inklusion via Glasværket

    Forretningsområde

    Bred indsats – social inklusion

    Ansøger

    Glasværket ved Odense Havn ApS

    Økonomiske partnere

    LO Fyn, Syddansk Erhvervsskole og Håndværker- og Industriforeningen

    Formål

    At udvikle et indslusningsforløb for udsatte borgere over 30 år uden større misbrugsproblemer ved den socialøkonomiske virksomhed Glasværket.

    Indstilles til drøftelse fordi

    Det vurderes, at der er usikkerhed omkring den effekt, som projektet forventer at levere.

    Væsentligste effekter

    I projektperioden

    27 deltagere har gennemført et indslusningsforløb, hvoraf 7 er i ordinær beskæftigelse, 3 er i ansat i socialøkonomiske virksomheder og 17 erhvervsinaktive borgere er jobsøgende, umiddelbart efter projektet er slut.

    Skabt omsætning i projektperioden: 2 mio. kr.

    Efter projektperioden

    6 måneder efter projektet er afsluttet forventes yderligere 13 deltagere at være i ordinær beskæftigelse.

     

    Skabt omsætning efter projektets afslutning: 1 mio. kr.

    Økonomi

    Samlet budget: 2.937.000,00 kr.

    EU-Socialfondsmidler: 1.468.500,00 kr.

    Regionale erhvervsudviklingsmidler: 0,00 kr.

    Egenfinansiering: 1.068.500,00 kr.

    Finansiering via deltagerunderhold: 400.000,00 kr.

     

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
     

    Vækstforumsekretariatets beskrivelse af projektet:

    Projektet har til formål at udvikle et indslusningsforløb for udsatte borgere over 30 år uden større misbrugsproblemer ved den socialøkonomiske virksomhed Glasværket. I projektet udvikles indslusningsforløb, hvor den enkelte deltager afprøves i forskellige arbejdsfunktioner (fx smede-, male- og butiksarbejde) i kombination med differentieret færdigheds- og kompetenceudvikling afhængig af den enkeltes behov. Forløbene støttes op af et virksomheds- og et frivillignetværk, som ligeledes skal etableres i projektet. Indslusningsforløbene skal bringe den enkelte deltager tættere på/i beskæftigelse via en helhedstilgang, der fleksibelt tilpasses den enkelte deltagers behov. Målet med projektet er dels at udvikle et indslusningsforløb og en forretningsmodel for den socialøkonomiske virksomhed, dels at få 23 udsatte borgere over 30 år tættere på/i beskæftigelse.

    Vækstforumsekretariatets sammenfattede vurdering og konklusion.

    Det vurderes, at projektet bidrager til Vækstforums brede indsats vedr. social inklusion gennem indslusningsforløb i den socialøkonomiske virksomhed Glasværket. Deltagerne afprøver her en række arbejdsopgaver, herunder muligheden for at have eksempelvis kundekontakt, samtidig med at projektet giver dem den støtte i dagligdagen, de har brug for.

    Projektet arbejder gennem indslusningsforløb ved Glasværket med en helhedstilgang, der fleksibelt kan tilpasses til den enkelte borger. Projektet opererer ligeledes med et virksomheds- og frivillignetværk, og vurderes i den sammenhæng har have et stærkt netværk. Projektet vurderes at besidde relevante kompetencer hos medarbejderstaben i forhold til at arbejde med målgruppen. Samtidig deltager relevante partnere som blandt andet Syddansk Erhvervsskole og LO Fyn.

    Det vurderes på den anden side som uklart, hvordan bl.a. frivillignetværket skal bruges strategisk i projektet, samt hvordan projektet vil finde de rette kompetencer hos de frivillige. Endvidere vurderes det, at projektet bygger videre på kendte metoder, og på den baggrund har en begrænset nyhedsværdi. Endvidere vurderes det, at der usikkerhed i forhold til det forretningsmæssige grundlag, der bl.a. er nødvendigt for at sikre likviditet i projektet samt er nødvendigt for en forankring af projektet på sigt. Endelig vurderes det, at de angivne effekter er yderst ambitiøse og meget vanskelige at indfri, hvorfor de vurderes at være meget usikre.

    Opsamlende vurderes effektkæden på baggrund af ovenstående at rumme en række relevante elementer i forhold til projektets team, mangeartede arbejdsopgaver samt virksomheds- og frivillignetværk. På den anden side er der en begrænset nyhedsværdi i projektets metoder, der er usikkerhed omkring det forretningsmæssige grundlag og særligt er der usikkerhed omkring, hvorvidt projektet kan skabe forandring for målgruppen i det omfang, som effektmålene angiver.

    Projektet indstilles til drøftelse.

     

    fold dette punkt ind Indstilling
     

    Formandskabet indstiller, 

     

    • at Vækstforum med udgangspunkt i ovenstående tager stilling til ansøgningen
    fold dette punkt ind Beslutning i Vækstforum den 04-12-2017
     

    Vækstforum drøftede ansøgningen, herunder forventninger til den socialøkonomiske virksomheds forretningspotentiale og drift. Vækstforum lagde særlig vægt på, at der er nye elementer i projektet bl.a. i form af et virksomhedsengagement og sponsornetværk, som kan være med til at finde beskæftigelse til personerne, som gennemfører indslusningsforløbene i projektet. På den baggrund besluttede Vækstforum:

    • at Vækstforum indstiller til Erhvervsstyrelsen, at projektet modtager tilsagn fra Den Europæiske Socialfond på 1.468.500,00 kr. – bevillingen kan maksimalt udgøre 50,00 % af de godkendte støtteberettigede udgifter.
    fold dette punkt ind Bilag
     

    Sagsnr. 17/119
    7. Temadrøftelse: Design
    fold dette punkt ind Resume
     

    Temadrøftelsen skal bidrage til at give et bedre kendskab til designsatsningen, dens indhold og hidtidige resultater, med henblik på at drøfte de fremadrettede perspektiver. Temadrøftelsen består af tre korte oplæg om udviklingstendenser inden for området.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
     

    Design har været et af Vækstforums særlige fokusområder siden 2009, og Vækstforum har støttet en række store projekter med klyngeorganisationen Design2innovate (D2i) som omdrejningspunkt. I perioden 2010-14 bevilgede Vækstforum ca. 38 mio. kr. til designprojekter i regi af D2i, og siden 2015 har Vækstforum bevilget ca. 45 mio. kr. til området. Designindsatsen virker. Effektmålingsrapporten fra 2016 viser eksempelvis, at virksomheder som har deltaget i Vækstforums designprojekter startet i 2010-2012 har haft en markant mere positiv beskæftigelsesudvikling end sammenlignelige virksomheder.

    D2i har med Designskolen og Syddansk Universitet som de væsentligste aktører tilrettelagt forskellige aktiviteter med det formål at få design som metode integreret i langt flere virksomheder og at få design integreret i flere produkter. I de seneste år er design som redskab i innovationsprocesser blevet et stadig vigtigere element, og der gennemføres blandt andet innovationsprojekter inden for bæredygtighed, leg og læring. Samtidig arbejdes der også med strategisk forretningsudvikling, blandt andet med design som redskab til værdikædeinnovation. 

    D2i driver desuden markedsføringskonsortiet DANISHTM, tidligere Danish Design and Architecture Initiative (DDAI), som markedsfører dansk design og arkitektur med afsæt i et online magasin.

    D2i har siden starten introduceret design og designmetoder til tæt på 800 virksomheder og er på sit felt blandt de førende organisationer i Danmark. Det var en af grundene til, at Dansk Design Center og Design denmark valgte at lægge en stor del af prisuddelingen Danish Design Award 2017 til Kolding med D2i som arrangør.

    Temadrøftelsen består af 3 oplæg:

    1)   Præsentation af ny rapport om kreative erhverv og design i Region Syddanmark, v. Rune Stig Mortensen, afdelingschef, Region Syddanmark.

    2)   Designsatsningen i Syddanmark, erfaringer og udviklingsperspektiver, v. Ulrik Gernow,Chief Business Transformation Officer, LEGO og Formand for Design2Innovate.

    3)   Udfordringer og potentialer ved designanvendelse set fra et virksomhedsperspektiv, v. Simone Donbæk, Marketingchef, Ledon.

    Oplæggene bruges til at gøre status på designsatsningen og som input til at drøfte de fremtidige muligheder.

    fold dette punkt ind Indstilling
     

    Formandskabet indstiller,

    • at Vækstforum med afsæt i oplæggene drøfter de fremadrettede perspektiver for design som indsatsområde.
    fold dette punkt ind Beslutning i Vækstforum den 04-12-2017
     

    På baggrund af oplæggene drøftede Vækstforum design som styrkeposition i Syddanmark samt erhvervsmæssige udfordringer og potentialer ved designanvendelse. Vækstforum drøftede bl. a. behovet for at få flere virksomheder ind i længerevarende designforløb for at sikre bedre integration af design i forretningsudviklingen samt behovet for at styrke designkompetencer i virksomheder, der vil arbejde med designanvendelse til strategisk forretningsudvikling. Drøftelserne indgår i Vækstforums videre arbejde med design som forretningsområde. 


    Sagsnr. 16/29289
    8. Opfølgning på designsatsningen i Syddanmark
    fold dette punkt ind Resume
     

    Som led i den løbende opfølgning på Vækstforums projektportefølje har COWI gennemført midtvejsevaluering af fire designprojekter med D2i som bevillingsmodtager. Midtvejsevalueringen afspejler, at designprojekterne er blevet forsinkede, primært som følge af sagsbehandlingsprocessen i Erhvervsstyrelsen, og derfor er tre af projekterne også bagefter i forhold til Vækstforums vilkår om, at projekterne skal have opfyldt mindst 75 % af de fastsatte mål pr. 28. februar 2017.

     

    På trods af forsinkelserne forventes projekterne fortsat at kunne opnå de fastlagte mål. Med henblik på bedre at kunne opnå disse mål, har D2i anmodet om justeringer i to af projekterne.

    COWI vurderer, at projekterne er relevante og godt koordinerede, men at der kan gøres mere for at sikre synergi imellem aktiviteterne og styrke D2i’s synlighed som klyngeorganisation.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
     

    Som led i den løbende opfølgning på Vækstforums projektportefølje har COWI gennemført midtvejsevaluering af fire designprojekter med D2i som bevillingsmodtager, indstillet til støtte af Vækstforum den 17. marts 2015. Det drejer sig om de to EU-Socialfondsprojekter, ”Design Innovation” og ”Design Business Boot Camp” samt de to EU-Regionalfondsprojekter ”Growth Catalyst” og ”Growth by Design”. De 4 projekters budgetter udgør tilsammen 54 mio. kr., og de har samlet modtaget en bevilling på 27 mio. kr. fra EU-fondene og godt 13 mio. kr. i REM-midler.

    Resumé af evalueringsrapporterne er vedlagt som bilag. Der er desuden vedlagt et bilag med mere udførlig beskrivelse af projekternes fremdrift, evaluering og ønskede ændringer fra bevillingsmodtager.

    Midtvejsevalueringen afspejler, at designprojekterne er blevet forsinkede, primært som følge af sagsbehandlingsprocessen i Erhvervsstyrelsen, men det er fortsat vurderingen, at projekterne kan nå de fastsatte målsætninger. COWI vurderer, at projekterne har skabt god interesse for design blandt de syddanske virksomheder, men at der kan gøres mere for at synliggøre D2i som klyngeorganisation og dermed styrke forretningsmodellen for D2i. I den forbindelse peges der på en række udfordringer i forhold til D2i’s finansiering med projektmidler og forventningen om større privat medfinansiering.

    COWI giver i rapporterne en række anbefalinger, der vil blive fulgt op på sammen med D2i, herunder at der skal skabes større synergi imellem projekterne, så virksomhederne i højere grad tager del i flere aktiviteter og dermed bliver en integreret del af miljøet og tilbuddene omkring D2i.

     

    Forsinkelsen af designprojekterne har konsekvenser i forhold til de bevillingsvilkår, som Vækstforum besluttede på mødet den 17.marts 2015, med krav til alle fire projekter om, at ”projektet i forbindelse med afrapportering til Erhvervsstyrelsen pr. 28. februar 2017 kan dokumentere, at projektet har nået minimum 75 % af de målbare aktivitets- og outputmål, der jf. tilsagnet fra Erhvervsstyrelsen, skal være nået pr. 28. februar 2017. Hvis ikke aktivitets- og outputmål er nået, kan Vækstforum indstille til Erhvervsstyrelsen, at bevillingen nedsættes”.

    Forsinkelsen af projekterne ved opstart har resulteret i, at aktiviteter og resultater er blevet tilsvarende forsinket, og tre af projekterne opfylder således ikke 75 % vilkåret. For det største af projekterne, ”Growth by Design”, er 75 % vilkåret opfyldt til trods for forsinkelsen.

    Det vurderes, at projekterne vil kunne indhente efterslæbet i aktiviteter og resultater, og på den baggrund kan det ikke anbefales, at nedsætte bevillingerne til de tre projekter. Det forventes imidlertid, at der vil blive ansøgt om forlængelse af projektperioden, og Vækstforum kan i den forbindelse genvurdere projekterne i forhold til fremdriften med mulighed for at nedsætte bevillingerne eller omfordele midler til de mest succesfulde projekter.

    Projektet ”Growth by Design” lukkede i foråret 2017 et af de 4 delprojekter, ”Reframe the Future”, som følge af dårlig fremdrift. De tilknyttede midler blev overflyttet til nye aktiviteter, som har fokus på generationsskifte og allerede er i fin fremdrift.

    Samtidig er de projektudførende opgaver i delprojektet ”Play User Lab”, blevet hjemtaget af den ansvarlige projektpartner, Capital of Children, således at Designskolen Kolding nu som oprindeligt planlagt alene er videnspartner i dette delprojekt.

    Derudover har D2i anmodet om, at sammensætningen af deltagere og aktiviteter ændres i projektet ”Design Innovation”, så der lægges øget vægt på kompetenceudvikling af ledere og tilsvarende sker en reduktion af antallet af medarbejdere, som deltager i projektet. Ændringen skyldes dels, at det på grund af opsvinget har vist sig vanskeligt for virksomhederne at afse grupper af medarbejdere, dels at projektet med en korrektion af kurserne bedre vil kunne uddanne ledere til at implementere designtænkning i virksomhederne. På baggrund af projektets fremsendte redegørelse vurderes det, at der kan opnås samme effekt givet denne ændring, og det anbefales derfor at godkende ændringen.

    fold dette punkt ind Indstilling
     

    Formandskabet indstiller, 

    • at Vækstforum i forventning om at designprojekterne kan indhente forsinkelserne ikke indstiller budgetreduktioner som følge af manglende opfyldelse af fremdriftskrav. 
    • at Vækstforum indstiller til Erhvervsstyrelsen af de foreslåede ændringer i projekt Design Innovation godkendes.
    fold dette punkt ind Beslutning i Vækstforum den 04-12-2017
     

    Indstillingerne blev tiltrådt.

    fold dette punkt ind Bilag
     

    Sagsnr. 17/32966
    9. Samarbejde om digitalisering gennem design
    fold dette punkt ind Resume
     

    Regeringen og Syddansk Vækstforum indgik den 5. september 2017 en vækstpartnerskabsaftale, der gælder frem til 30. juni 2018. I den forbindelse blev det aftalt at fremme udviklingen af nye teknologier og forretningsmuligheder ved at understøtte SMV’ers anvendelse af design og at parterne hver især ville søge at tilvejebringe op til 5 mio. kr. årligt i 2018-2020, i alt 30 mio. kr., til formålet.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
     

    Vækstforum har siden 2010 haft fokus på designanvendelse som redskab til at skabe vækst i syddanske virksomheder, og siden 2011 har næsten 800 virksomheder deltaget i aktiviteter i regi af designklyngeorganisationen, D2i. Det har medført, at andelen af syddanske virksomheder, der anvender design, er steget til gavn for deres konkurrenceevne og vækst.

    Designmetoder kan på effektiv vis anvendes til at omsætte ny teknologi til nye produkter, services og digitale forretningsmodeller, og det er baggrunden for, at digitalisering gennem designanvendelse indgår i den nye vækstpartnerskabsaftale mellem Regeringen og Syddansk Vækstforum. Parterne vil således hver især søge at tilvejebringe op til 5 mio. kr. årligt i 2018-2020 til at fremme udviklingen af nye teknologier og forretningsmuligheder ved at understøtte SMV’ers anvendelse af design.

    På nationalt niveau har Dansk Design Center arbejdet på at inspirere til, hvordan design kan styrke virksomheders forretning. Det er sket ved at anvende såkaldte ”designsprints”, hvor virksomheder får input til at omsætte nye teknologier til forretningsudvikling ved at matche virksomheder med designere. D2i’s erfaringer med at introducere virksomheder til anvendelse af design kan kombineres med Dansk Design Centers erfaringer i et samarbejde, hvor man videreudvikler konceptet bag designsprints og forbereder SMV’er til arbejdet med digitalisering og design. Virksomhederne får på den måde tilført de rette kompetencer og får størst muligt udbytte af indsatsen. 

    Et landsdækkende projekt med D2i og Dansk Design Center som hovedaktører vurderes at kunne skabe stor effekt på væksten i syddanske virksomheder. Det vil i særlig grad gælde virksomheder med et højt teknologiindhold i produktion og service, men det vil også gælde lavteknologiske virksomheder, som kun vil bevare konkurrenceevnen, hvis digitalisering tænkes ind i virksomhedens forretningsudvikling og implementeres i overensstemmelse hermed.

    Projektet vil samtidig styrke designmiljøet i Syddanmark, som vil udvikle nye kompetencer og etablere nye samarbejder i hele landet, men også internationalt som følge af øget synlighed. Dertil kommer, at samarbejdet vil bidrage til samordning af initiativer på designområdet.

    Det nærmere indhold af projektet og de konkrete effekter for syddanske virksomheder vil skulle beskrives i en projektbeskrivelse fra D2i og Dansk Design Center, som danner grundlag for Vækstforums beslutning om udmøntning af den økonomiske ramme, som foreslås afsat til initiativet.

    fold dette punkt ind Indstilling
     

    Formandskabet indstiller

    ·        at Vækstforum indstiller til Regionsrådet, at der bevilges en ramme på 15 mio. kr. fra de regionale erhvervsudviklingsmidler afsat i 2017 til udmøntning af initiativet

    ·        at Vækstforum indstiller til Regionsrådet, at Vækstforum bemyndiges til at udmønte midlerne under forudsætning af, at staten tilvejebringer en tilsvarende finansiering

    fold dette punkt ind Beslutning i Vækstforum den 04-12-2017
     

    Indstillingerne blev tiltrådt.


    Sagsnr. 17/10452
    10. Vækstforums Handlings- og Investeringsplan 2018-19
    fold dette punkt ind Resume
     

    Vækstforum godkendte på mødet den 12. juni 2017 tidsplan og disposition for Handlings- og Investeringsplanen for 2018-19 og drøftede på mødet den 27. september et udkast hertil. På baggrund af Vækstforums tilkendegivelser har sekretariatet tilrettet udkastet til Handlings- og Investeringsplan 2018-2019 og udarbejdet et forslag til investeringsplan, som nu forelægges til godkendelse.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
     

    Vækstforum drøftede den 27. september 2017 et udkast til Handlings- og Investeringsplan 2018-19. På baggrund af Vækstforums tilkendegivelser på mødet har sekretariatet tilrettet udkastet med følgende overordnede ændringer:

    • Styrkepositionen inden for Robotteknologi er beskrevet på baggrund af analysen af forretningsområdet, som blev præsenteret på mødet i Vækstforum
    • At Vækstforum vil prioritere uddannelse til robotbranchen bredt set og ikke kun gennem videregående uddannelser

    Desuden er den brede indsats inden for fødevarer beskrevet og der er indsat en grafisk illustration af, hvordan produktionsvirksomheder tilgodeses gennem Vækstforums indsats.  

    Handlings- og Investeringsplanen for 2018-19 tager udgangspunkt den regionale vækst- og udviklingsstrategi og skal udmønte de erhvervsrettede dele heraf i konkrete initiativer, der skal skabe øget vækst og flere arbejdspladser i Syddanmark.

    Handlings- og Investeringsplanen udgør således et prioriteringsredskab for Vækstforum. Den angiver rammerne for de initiativer og udviklingsaktiviteter Vækstforum ønsker at udvikle, igangsætte og indstille til medfinansiering gennem EU-strukturfondsmidler og regionale erhvervsudviklingsmidler. Handlings- og Investeringsplanen videregives til det nye Vækstforum.

    I den nye Handlings- og Investeringsplan 2018-2019 indgår Robotteknologi som en ny søjle i den specialiserede strategi, sammen med Bæredygtig energi, Sundheds- og velfærdsinnovation og Oplevelseserhverv. Der vil fortsat være fokus på brede indsatser, som er tilbud til virksomheder inden for alle brancher, f. eks. kvalificeret arbejdskraft og automatisering.

    Digitalisering/Industri 4.0 indgår som en bred indsats og Vækstforum besluttede den 27. september 2017 at igangsætte en ny bred indsats inden for fødevarer.  

    Endeligt er der i Handlings- og Investeringsplanen et øget fokus på forenkling og samordning af indsatser.

    Der er som bilag vedlagt status på målene i strategien. 

    Særligt om investeringsplanen

    For at styrke muligheden for at realisere vækst- og udviklingsstrategien inden for de økonomiske rammer, der er til rådighed, besluttede Vækstforum i september 2016 at justere ansøgningsprocessen til Vækstforums midler. Justeringen betyder i praksis, at handlingsplanen ledsages af en investeringsplan, der beskriver de indsatser, som Vækstforum planlægger at igangsætte i perioden 2018-2019, og som ansøgere vil kunne byde ind på, når de annonceres.

    Investeringsplanen omfatter både indsatser, der skal styrke de hidtidige forretningsområder Bæredygtig energi, Sundheds- og velfærdsinnovation og Oplevelseserhverv, indsatser, der skal styrke Syddansk Vækstforums nye forretningsområde Robotteknologi og brede indsatser, der rækker ud over Vækstforums forretningsområder og dermed styrker en bred vifte af Syddanske virksomheder.

    Investeringsplanen er baseret på, at der, ud over de planlagte indsatser, skal være en ramme af regionale erhvervsudviklingsmidler til disposition, så Vækstforum fortsat har mulighed for at igangsætte nye initiativer indenfor strategien i 2018 og 2019, når der viser sig nye idéer eller nye behov. Desuden er det forudsat, at strukturfondsmidlerne til og med 2019 skal være disponeret senest ved udgangen af 2019.

    Oversigter over de foreslåede investeringer i 2018 og 2019 er vedlagt som bilag. De foreslåede annonceringer er angivet med et forventet træk på de regionale erhvervsudviklingsmidler og på en eller flere strukturfondsprioriteter. Beløbene skal ses som en samlet ramme for annonceringen, da der er knyttet en række usikkerheder til strukturfondsmidlerne i investeringsplanperioden. Blandt andet om Vækstforum får mulighed for at overflytte 35 mio. kr. fra Socialfondens prioritet 4 til Socialfondens prioritet 1 og hvornår det i givet fald effektueres. Desuden er der usikkerhed om, hvorvidt og hvornår strukturfondenes resultatreserve på ca. 35 mio. kr. udmøntes, og hvordan midlerne vil blive fordelt på de seks strukturfondsprioriteter.  Derfor er nogle af annonceringerne angivet på en måde, der giver mulighed for at forhøje strukturfondsbevillingen og dermed mindske behovet for regionale erhvervsudviklingsmidler.

    Oversigterne viser, at Vækstforum i 2018 vil have 32,3 mio. kr. og i 2019 79,1 mio. kr. regionale erhvervsudviklingsmidler til rådighed til nye initiativer.

    Der er endvidere vedlagt en grafisk oversigt, der viser hvor mange strukturfondsmidler, der er udmøntet til konkrete projekter og reserveret til konkrete projekter pr. 4. december 2017, de planlagte disponeringer i 2018 og 2019, samt hvor mange strukturfondsmidler, der herefter vil være tilbage til investeringsplan 2020.

    fold dette punkt ind Indstilling
     

    Formandskabet indstiller,

    • At Vækstforum godkender udkastet til Vækstforums Handlings- og Investeringsplan 2018-19
    fold dette punkt ind Beslutning i Vækstforum den 04-12-2017
     

    Indstillingen blev tiltrådt.

    fold dette punkt ind Bilag
     

    Sagsnr. 17/13017
    11. Fødevarer - udmøntning af reservation til etablering af syddansk hub og aktiviteter
    fold dette punkt ind Resume
     

    Vækstforum besluttede på mødet den 27. september 2017 at reservere 8 mio. kr. fra de regionale erhvervsudviklingsmidler til etablering og medfinansiering af aktiviteter i en syddansk hub, i sammenhæng med en samlet landsdækkende klyngestruktur på fødevareområdet.

    Sekretariatet foreslår, at udmøntningen af reservationen sker ved annoncering og at Vækstforum også reserverer 14 mio. kr. fra den Europæiske Regionalfond til indsatsen, hvilket bringer den samlede reservation til en bred indsats på fødevareområdet op på 22 mio. kr.

    Det foreslås, at annonceringen indeholder tre indsatser, der skal adressere de syddanske fødevarevirksomheders vækstudfordringer og sikre etablering af en syddansk hub, som en sammenhængende del af en landsdækkende klyngestruktur.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
     

    Vækstforum besluttede på mødet den 27. september 2017 at reservere 8 mio. kr. fra de regionale erhvervsudviklingsmidler til etablering og medfinansiering af aktiviteter i en syddansk fødevarehub, i sammenhæng med en samlet landsdækkende klyngestruktur på fødevareområdet.

    Sekretariatet foreslår, at udmøntningen af reservationen sker ved en annoncering og at Vækstforum også afsætter 14 mio. kr. fra den Europæiske Regionalfond til indsatsen, hvilket bringer den samlede reservation til en bred indsats på fødevareområdet op på 22 mio. kr.

    Den foreslåede annoncering bygger på anbefalinger fra ”Analyse af fødevarelandskabet – trends, udfordringer og behov for videreudvikling af erhvervsfremmeindsatsen”, som de tre vestdanske regioner har fået udarbejdet, og som Vækstforum blev orienteret om på mødet den 27. september 2017.

    Det foreslås, at annonceringen indeholder nedenstående tre indsatser, der dels adresserer de syddanske fødevarevirksomheders vækstudfordringer, dels sikrer etablering af en syddansk hub i sammenhæng med en landsdækkende klyngestruktur. De tre indsatser skal ses i sammenhæng og indsatsen skal varetages af én operatør (ét partnerskab).

    1. Etablering af en syddansk hub i sammenhæng med en samlet national klyngestruktur på fødevareområdet.

     

    Den syddanske hub skal som udgangspunkt varetage to opgaver:

    • udbrede nationale aktiviteter forankret i den nationale fødevareklyngestruktur til syddanske virksomheder og aktører
    • igangsætte indsatser rettet mod de syddanske specialiseringer og behov koordineret med den landsdækkende klynge

    Indsatsen skal løse udfordringerne om lavt kendskab til tilbud og manglende samspil mellem aktørerne. Den syddanske fødevarehub skal servicere fødevarevirksomheder i hele regionen og skal fungere som en integreret del af den nationale fødevareklyngestruktur. 

    Operatøren (partnerskabet) skal beskrive dets kompetencer og kendskab til fødevareerhvervets vækst- og innovationsudfordringer. Operatøren skal dokumentere særlige syddanske behov hos fødevarevirksomhederne og bl.a. beskrive arbejdsdeling mellem den syddanske hub og den nationale klyngestruktur samt budget og aktivitetsplan for etablering og fremtidig drift.

    Det foreslås, at der afsættes op til 1 mio. kr. af de allerede reserverede regionale erhvervsudviklingsmidler til denne indsats. Det foreslås, at Vækstforum medfinansierer denne aktivitet med maksimalt 75 % af aktivitetens samlede støtteberettigede udgifter. Den resterende del af finansieringen skal f.eks. komme fra private virksomheder, operatøren (partnerskabet), kommuner eller organisationer.

    1. Innovationssamarbejder mellem virksomheder og vidensinstitutioner

    Denne indsats skal ligge inden for rammerne af regionalfondsprogrammets prioritet 1 A, der har til formål at øge antallet af innovative virksomheder.

    Det foreslås, at der afsættes 3,5 mio. kr. af de allerede reserverede regionale erhvervsudviklingsmidler og 7 mio. kr. fra Regionalfondens prioritet 1A til denne indsats.

    1. Udvikling af forretningsmodeller for SMV’er (vækstplaner

    Indsatsen skal ligge inden for rammerne af regionalfondsprogrammets prioritet 2, der har til formål at øge antallet af vækstvirksomheder. 

    Det foreslås, at der afsættes 3,5 mio. kr. af de allerede reserverede regionale erhvervsudviklingsmidler og 7 mio. kr. fra Regionalfondens prioritet 2.

    Krav og kriterier

    Det er et krav, at den samlede fødevareklyngestruktur inklusive hubs lever op til principperne for klyngeindsatsen besluttet af de tre vækstfora i det Vestdanske Erhvervssamarbejde, herunder princippet om én landsdækkende klynge per styrkeposition (kan omfatte lokale eller regionale hubs) og at der tages udgangspunkt i virksomhedernes behov.

    Der vil derudover lægges vægt på følgende kriterier:

    • den syddanske hub skal være i stand til at servicere fødevarevirksomheder i hele regionen
    • det dokumenteres, hvilke særlige behov syddanske virksomheder har 
    • den syddanske hub tilrettelægges organisatorisk, indholdsmæssigt mv. således at den overfor virksomhederne fungerer som en integreret del af den landsdækkende fødevareklyngestruktur
    • den syddanske hub fungerer som brobygger og formidler mv. af services og aktiviteter (herunder kommende aktiviteter i et nyt innovationsnetværk inden for fødevareområdet) fra den nationale fødevareklynge til de syddanske virksomheder

    Annonceringen udarbejdes således, at projekterne vurderes på baggrund af deres forventede output- og resultatmål, deres forventede effekt set i forhold til tid og pris, og på hvordan de lever op til Vækstforums tværgående kriterier. Desuden skal projekterne leve op til de krav, som følger af henholdsvis regionalfondens prioritet 1a og 2.

    Den videre proces

    Det foreslås, at sekretariatet i samspil med sekretariatsgruppen bemyndiges til, inden for de nævnte rammer, at udarbejde annonceringsmateriale samt beskrive nærmere krav og kriterier for indsatsen i forbindelse med annonceringen. Såfremt Vækstforum godkender ovenstående kan annoncering offentliggøres umiddelbart efter Vækstforum møde 4. december 2017 med ansøgningsfrist medio marts 2018 med henblik på Vækstforum behandling af ansøgning(er) juni 2018.

    fold dette punkt ind Indstilling
     

    Formandskabet indstiller,

    • at Vækstforum reserverer en ramme på 7 mio. kr. fra den Europæiske Regionalfond, prioritet 2, samt 7 mio. kr. fra den Europæiske Regionalfond, prioritet 1a til virksomhedsrettede aktiviteter i en syddansk fødevarehub.
    • at sekretariatet bemyndiges til, inden for de nævnte rammer, at udarbejde annonceringsmateriale samt beskrive nærmere krav og kriterier for indsatsen i forbindelse med en annoncering.
    • at det forudsættes, at en syddansk hub etableres, som en del af én sammenhængende national fødevareklyngestruktur
    fold dette punkt ind Beslutning i Vækstforum den 04-12-2017
     

    Vækstforum drøftede punktet herunder nødvendigheden af at sikre, at den syddanske indsats på fødevareområdet er tæt koordineret med den landsdækkende indsats.

    Indstillingerne blev tiltrådt, men med en tilføjelse om, at annonceringen vedr. en syddansk fødevarehub skal afvente yderligere afklaring af processen for den landsdækkende indsats, idet det er afgørende, at udbuddet koordineres med bestræbelserne på at etablere en landsdækkende fødevareklynge.


    Sagsnr. 17/18570
    12. Reservation af midler til medfinansiering af nationale innovationsnetværk
    fold dette punkt ind Resume
     

    ’Det nationale Innovationsnetværk Danmark’- program er den primære nationale finansieringskilde til den danske klynge- og netværksindsats. De eksisterende bevillinger udløber medio 2018. Dog har uddannelses- og forskningsministeriet igangsat en proces om forlængelse af bevillingerne til udgangen af 2018. Det forventes, at uddannelses- og forskningsministeriet udbyder programmet på ny primo 2018.

    Innovationsnetværksprogrammet er et centralt redskab for udvikling af klyngerne og kan bidrage til at understøtte samordning og forenkling. Det foreslås, at der reserveres 20 mio. kr. til medfinansiering af innovationsnetværk i perioden 2019-2022.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
     

    Regeringens eftersyn af erhvervsfremmesystemet peger på behov for forenkling og færre aktører. Det kræver en sammenhængende og koordineret erhvervsfremmeindsats, herunder en stærkere og forenklet klyngeorganisering.

    De tre vestdanske vækstfora har besluttet, at de fremover kun vil finansiere én landsdækkende klynge med et stærkt virksomhedsengagement inden for hver styrkeposition, eventuelt suppleret med regionale hubs og ud fra et princip om ”No wrong door”. Det betyder, at klynger og netværk opfordres til at finde sammen i landsdækkende organisationer med regionale hubs, såfremt virksomhedernes behov eller særlige faglige specialiseringer danner grundlag for det. De regionale hubs skal sikre lokalt ophæng, men samtidig samarbejde med og indgå i en national klynge, som søges samordnet med nationale innovationsnetværk.

    I Vækstforums Handlings- og Investeringsplan for 2018-19 er der lagt op til at prioritere udviklingen af økosystemerne inden for Vækstforums forretningsområder, herunder videreudviklingen af klyngesamarbejdet, samt forenkling og samordning af klyngeindsatsen i et landsdækkende perspektiv. I den sammenhæng er der lagt op til samordning og koordination mellem den regionale klyngeindsats og den nationale indsats under Innovationsnetværksprogrammet.

    ’Det nationale Innovationsnetværk Danmark’-program er den primære nationale finansieringskilde til den danske klynge- og netværksindsats. Eksisterende bevillinger til Innovationsnetværk (til blandt andet Offshoreenergy.dk, CLEAN, Welfare Tech og Robocluster) udløber medio 2018. Uddannelses- og forskningsministeriet har dog besluttet at give mulighed for forlængelse (med merbevilling) af eksisterende innovationsnetværk til udgangen af 2018.

    Det forventes, at uddannelses- og forskningsministeriet udbyder programmet på ny primo 2018.

    Det er sekretariatets vurdering, at innovationsnetværksprogrammet er et centralt redskab for udviklingen af landsdækkende klynger.

    Med udgangspunkt i ovenstående principper for en stærkere og forenklet klyngeorganisering foreslås det, at der reserveres 20 mio. kr. til medfinansiering af innovationsnetværk i perioden 2019-2022. Vækstforum forelægges beslutning om udmøntning af reservation på baggrund af konkrete ansøgninger. Det forventes at kunne ske andet halvår 2018.

    fold dette punkt ind Indstilling
     

    Formandskabet indstiller,

    • at Vækstforum indstiller til regionsrådet, at regionsrådet reserverer 20 mio. kr. fra de regionale erhvervsudviklingsmidler afsat i 2017 til medfinansiering af relevante innovationsnetværk i perioden 2019-2022.
    • at medfinansiering af innovationsnetværk i den nye periode forudsætter en stærkere og forenklet landsdækkende klyngeorganisering,
    • at Vækstforum indstiller til regionsrådet, at Vækstforum bemyndiges til at udmønte reservationen
    fold dette punkt ind Beslutning i Vækstforum den 04-12-2017
     

    Indstillingerne blev tiltrådt.


    Sagsnr. 17/32781
    13. Samarbejde med Væksthus Syddanmark og Udenrigsministeriet om udstationering af medarbejder i Syddanmark
    fold dette punkt ind Resume
     

    Væksthus Syddanmark har fremsendt en anmodning om medfinansiering af en medarbejder fra Udenrigsministeriet i perioden 2018 – 2021. Medarbejderen udstationeres i Region Syddanmark med arbejdssted ved Væksthus Syddanmark og skal arbejde med eksportfremmende aktiviteter i regionen, herunder eksportarrangementer, råd og vejledning ved eksportrådet og udlandsbesøg.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
     

    Væksthus Syddanmark har fremsendt en anmodning om medfinansiering af en medarbejder fra Udenrigsministeriet, der udstationeres i region Syddanmark.

    Medarbejderen vil have arbejdssted ved Væksthus Syddanmark og skal arbejde med at tilrettelægge eksportfremmende aktiviteter i regionen, herunder eksport arrangementer, råd og vejledning ved eksportrådet og udlandsbesøg. Medarbejderen vil have kontakt til alle relevante aktører i Region Syddanmark, herunder også klyngeorganisationerne, som tilbydes samarbejde. Initiativet vil bidrage til at skabe sammenhæng og koordination.

    Væksthus Syddanmark har igennem flere år haft en aftale med Udenrigsministeriet om i fællesskab at finansiere en medarbejder, som formelt set er ansat i Udenrigsministeriet, men har arbejdsplads hos Væksthus Syddanmark.

    Det har vist sig at være en god aftale for virksomhederne, idet de via denne medarbejder har direkte adgang til Udenrigsministeriet, herunder også Eksportrådet. Gennem de eksportfremmende aktiviteter kan de enkelte virksomheder få såvel inspiration som direkte rådgivning ved Eksportrådet, hvilket bl.a. kan resultere i markedsbesøg. På den måde sikres der stærke effekter af Udenrigsministeriets tilbud til virksomhederne.

    I forhold til aktiviteter og effekter angiver Væksthus Syddanmark, at der årligt vil være 20 virksomheder, der får udarbejdet individuelle eksportplaner og der vil blive afholdt 14 regionale eksportevents.

    Baseret på de hidtidige erfaringer forventer Væksthus Syddanmark, at det vil resultere i en årlig mereksport på 34,4 mio. kr. og 22 skabte jobs pr. år.

    I dag finansieres stillingen med 25 % fra Udenrigsministeriet og 75 % fra Væksthus Syddanmark. Ansøger begrunder ansøgningen med, at de øvrige 4 regioner medfinansierer opgaven med 35 % til 75 % af udgifterne til stillingen.

    Væksthus Syddanmark ansøger Vækstforum om medianværdien på 50 % af stillingen, svarende til årligt 400.000 kr. i perioden 2018 - 2021, således at Væksthus Syddanmark og Udenrigsministeriet årligt medfinansierer 200.000 kr. svarende til 25 % af stillingen hver.

    Tilbuddet om bistand fra Udenrigsministeriets medarbejder gælder virksomheder inden for alle brancher med ambitioner om at øge deres eksportmuligheder. Derudover er der mulighed for at tilrettelægge målrettede eksportaktiviteter i samarbejde med klyngeorganisationerne indenfor de prioriterede forretningsområder.

    Initiativet understøtter Vækstforums Strategi og Handlings- og Investeringsplan i forhold til internationalisering.

    Såfremt Vækstforum beslutter at støtte initiativet, vil der blive udarbejdet en resultatkontrakt med Væksthus Syddanmark.

    fold dette punkt ind Indstilling
     

    Formandskabet indstiller:

    ·        at Vækstforum indstiller til Regionsrådet, at Væksthus Syddanmark modtager tilsagn fra de regionale erhvervsudviklingsmidler afsat i 2017 på i alt 800.000 kr. til medfinansiering af, at en medarbejder fra Udenrigsministeriet udstationeres i Region Syddanmark i perioden 2018-2019, således at støtteperioden er synkroniseret med Vækstforums handlings- og investeringsplan.

    fold dette punkt ind Beslutning i Vækstforum den 04-12-2017
     

    Indstillingen blev tiltrådt.


    Sagsnr. 17/33257
    14. Regional medfinansiering af Early Warning
    fold dette punkt ind Resume
     

     

    Væksthus Syddanmark har fremsendt en ansøgning til Syddansk Vækstforum om medfinansiering af den regionale indsats under initiativet Early Warning.

    Early Warning er et nationalt initiativ, hvor der via de regionale væksthuse ydes gratis, fortrolig og uvildig rådgivning til ejerledede virksomheder i økonomisk krise. Med den rette hjælp til disse virksomheder, kan der reddes arbejdspladser.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
     

    Væksthus Syddanmark har sendt Syddansk Vækstforum en ansøgning om midler til medfinansiering af initiativet Early Warning. Væksthuset søger Syddansk Vækstforum om 400.000 kr. om året i perioden 2018 – 2020. I alt 1.2 mio. kr. svarende til 40 % projektstøtte.

                                        

    På baggrund af analyser af den hidtidige indsats angiver Væksthus Syddanmark, at projektet med en investering på 400.000 kr. fra Vækstforum årligt forventes at kunne redde 384 arbejdspladser i Syddanmark og skatteindtægter for 9.4 mio. kr. pr. år ved 100 virksomhedsforløb.

    I forhold til effekterne af Early Warning, så oplyser Væksthus Syddanmark, at man i perioden 2013 – 2016 har haft i 724 virksomheder i Early Warning forløb i Syddanmark og at dette har reddet skatteindtægter for i alt 68 mio. kr. 

    Væksthus Syddanmark oplyser, at de gennem årene har haft stor volumen i forhold til det nationale mål om 400 virksomhedsforløb. Således har man i det første halvår af 2017 haft 30 % af forløbene på landsplan. Årligt hjælper programmet dermed ca. 100 virksomheder i Syddanmark med høj succesrate og god payback på investeringen.

     

    Early Warning har været i drift - med Væksthusene som operatører - siden 2007. Det samlede organisatoriske set-up er organiseret med en projektleder fra Erhvervsstyrelsen, samt en national koordinator i Væksthus Midtjylland. I hver af de fem regioner er der derudover en regional tovholder, som samtidigt er en Early Warning-konsulent.

    Initiativet går ud på, at virksomheder via tilknyttede frivillige rådgivere kan få omkostningsfri og uvildig rådgivning i krisesituationer, som potentielt kan lukke virksomheden og dermed medføre tab af arbejdspladser, tab af skatteindtægter mv.

    Ifølge Væksthus Syddanmark er der ofte tale om virksomheder, som med den rette finansielle hjælp kan overleve og skabe sund forretning.

    Der er 20 frivillige rådgivere tilknyttet Early Warning alene i Syddanmark. Væksthuset søger midler til medfinansiering af en medarbejder, der kan udføre den første problemafklaring i virksomhederne og koordinere de frivillige rådgivere

     

    Tidligere har initiativet været fuldt finansieret af Erhvervsstyrelsen. Det er nu ændret, således at Erhvervsstyrelsen i 2017 har reduceret støtten til 4 mio. kr. årligt, svarende til 50 % af den tidligere finansiering.  Erhvervsstyrelsen forventer også fremadrettet at medfinansiere med et beløb. Således er der i 2018 afsat 4 mio. kr. på finansloven under Forskningsreserven. Da der er tale om finanslovsmidler, kan beløbet selvfølgelig ændre sig over tid eller helt falde væk. Væksthus Syddanmark har i 2017 måttet finansiere den resterende del over driften, men angiver, at det ikke vil være muligt fremadrettet.

    Ansøger oplyser, at de 4 mio. kr. fra staten fordeles til Væksthusene, afhængigt af deres Early Warning-aktiviteter, men uafhængig af regional medfinansiering. Ifølge ansøger er fordelingen som følger: Væksthus Midtjylland: 536.000 kr. samt yderligere midler til national projektledelse, Væksthus Nordjylland 460.000 kr., Væksthus Syddanmark 713.000 kr. Væksthus Hovedstadsregionen og Væksthus Sjælland antages at ligge på samme niveau, men ansøger har ikke kunnet angive de præcise data.

     

    Early Warning er et nationalt initiativ, der kan videreføres med de 4 mio. kr. fra Erhvervsstyrelsen, men alle Væksthusene søger nu regional medfinansiering hos deres vækstforum, med henblik på at kunne holde samme aktivitetsniveau som før Erhvervsstyrelsens reduktion af tilskuddet. Status i de øvrige regioner ser således ud:

    Region Hovedstaden har på nuværende tidspunkt ikke modtaget nogen ansøgning om medfinansiering, men forventer at få en ansøgning. Indstillingen kendes således ikke.

    Region Sjælland har oplyst, at de er blevet spurgt om medfinansiering, man har indtil videre afslået at medfinansiere.

    Region Nordjylland har modtaget en ansøgning og forventes at være positivt indstillet, såfremt der også er medfinansiering i andre regioner. 

    I Region Midtjylland har vækstforum allerede i december 2016 behandlet en sag om medfinansiering af Early Warning, som man har givet tilsagn. Sagen er dog fremstillet for deres vækstforum igen i november 2017, da visse af forudsætningerne for støtten har ændret sig (det drejer sig om, at der under samme sag også blevet givet støtte til et Early Warning EU-projekt, som efterfølgende har ændret karakter). Det forventes, at vækstforums støtte til den nationale del af Early Warning vil blive bibeholdt.

    Såfremt Syddansk Vækstforum beslutter at støtte projektet, forudsættes det, at der indgås en resultatkontrakt med Væksthus Syddanmark for så vidt angår de syddanske aktiviteter i Early Warning.

    fold dette punkt ind Indstilling
     

    Formandskabet indstiller:

    ·        at Vækstforum indstiller til regionsrådet, at Væksthus Syddanmark modtager tilsagn fra de regionale erhvervsudviklingsmidler på i alt 800.000 kr. til medfinansiering af Early Warning, i perioden 2018 – 2019, svarende til handlings- og investeringsplan-perioden,

    ·        at medfinansieringen er betinget af national medfinansiering i begge år

    fold dette punkt ind Beslutning i Vækstforum den 04-12-2017
     

    Indstillingerne blev tiltrådt.


    Sagsnr. 17/32473
    15. Yderområdeindsats - status 2017 og ny yderområdepulje 2018
    fold dette punkt ind Resume
     

    Som led i indsatsen for udvikling af yderområderne har Vækstforum siden 2007 årligt afsat en pulje til projektudvikling i yderområderne. Der afrapporteres om puljens anvendelse en gang årligt. Puljen foreslås videreført i 2018 i Vækstforums Handlings- og Investeringsplan.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
     

    Vækstforum har siden 2007 afsat en særlig pulje til projektudvikling i regionens yderområder. Formålet med midlerne er at understøtte aktiviteter, netværksdannelse og udvikling af projekter, der kan bidrage til erhvervsmæssige aktiviteter i yderområderne. I Vækstforums Handlings- og Investeringsplan for 2016-17 har Vækstforum afsat 3,3 mio. kr. til projektudvikling i yderområderne for 2017.

    Der er pr. 5. oktober 2017 bevilget ca. 1,3 mio kr. til tre projekter. Nedenfor gives en kort beskrivelse af de tre projekter.

    Udvikling af markedet og regionale kompetencer for eldrevne skibe

    Parterne bag det ambitiøse EU Horizon2020 finansierede demonstrationsprojekt: ”E-Ferry”, har siden 2013 arbejdet for, at lokale maritime virksomheder kan være med til at udvikle et marked for eldrevne færger. Projektet har til formål at støtte Ærø Kommune med den nødvendige ekspertbistand for at få alle kontakter, budgetter og juridiske detaljer på plads vedr. den tilskudsramme på 126 mio. kr. fra EU Kommissionens Horizon 2020 program, som Ærø Kommune modtog i januar 2015 til at bygge og demonstrere en 100 % eldrevet konceptfærge. Det har Vækstforum understøttet gennem to tidligere yderområdepuljebevillinger. Dette forprojekt skal ses i forlængelse af den tidligere indsats og handler om at etablere grundlaget for at eksisterende og ny viden fra E-Ferry projektet udbredes til resten af Danmark og dermed skubber til efterspørgslen på danskproducerede el-færger. Forprojektet skal således danne grundlag for nye grønne produktions- og vidensarbejdspladser på Ærø og i Syddanmark.

    Kulinarisk turisme Sydfyn

    Forprojektet handler overordnet om kortlægning af sydfynske forretningspotentialer indenfor fødevarer i relation til oplevelseserhvervet på Sydfyn med henblik på at fokusere den sydfynske fødevareindsats. Herunder undersøges den mest hensigtsmæssige organisering af indsatsen og der udarbejdes anbefalinger.

    Lokal profilering på basis af fødevareproduktion på Ærø og Langeland

    Forprojektet er en del af en afdækningsfase i et større Interreg projekt (REFRAME), der har til formål at udvikle fælles løsninger, som skaber profilering på basis af lokal fødevareproduktion. Løsningerne skal kunne benyttes af alle destinationer i Interregprojektet. Hvis forprojektet viser et potentiale indenfor produktion og afsætning af fødevarer på Ærø og Langeland forventes det, at projektet kan medvirke til udvikling af den lokale fødevareproduktion på Ærø og Langeland. Fødevarerne kan anvendes til at tiltrække flere turister og skabe en større turismeindtjening. Projektet er koordineret med ”Kulinarisk turisme Sydfyn”.

    De resterende midler i 2017 kan søges frem til årets udgang. Sekretariatet er i dialog med ansøgere om potentielle projekter. Det forventes, at yderligere ca. 0,5 mio. kr. vil blive udmøntet inden årets udgang.

    Oversigt over yderområdeprojekter i 2017 pr. 5. oktober 2017

    Projekt

    Ansøger

    Bevilget beløb kr.

    Udvikling af marked og regionale kompetencer for eldrevne skibe

    Ærø Kommune

    525.000

    Kulinarisk turisme Sydfyn

    Svendborg kommune

    446.925

    Lokal profilering på basis af fødevareproduktion på Ærø og Langeland

    Ærø fødevarenetværk

    300.000

    I alt bevilget

     

    1.271.925

    Rest i puljen pr. 5. oktober 2017

     

    2.028.075

    Til sammenligning blev der i 2016 bevilget 2.162.288 kr. fra yderområdepuljen.

    I udkast til Vækstforums Handlings- og Investeringsplan 2018-19 er der lagt op til, at der afsættes en pulje til forundersøgelser, projektudvikling og udvikling af samarbejder, der bidrager til udvikling af større, strategiske indsatser i yderområderne. Det foreslås, at Vækstforum også i 2018 afsætter 3,3 mio. kr. hertil.

    Det foreslås desuden, at Region Syddanmark, som hidtil, bemyndiges til at bevilge midlerne på direktørniveau efter indstilling fra Vækstforums Sekretariatsgruppe. Anvendelsen af puljen afrapporteres på Vækstforums sidste møde i 2018.

    fold dette punkt ind Indstilling
     

    Formandskabet indstiller,

    • at Vækstforum tager orienteringen om anvendelsen af midlerne til projektudvikling i yderområderne i 2017 til orientering.
    • at Vækstforum indstiller til regionsrådet, at der bevilges 3,3 mio. kr. af de regionale erhvervsudviklingsmidler afsat i 2018 til puljen til projektudvikling i yderområderne i 2018.
    • at Vækstforum indstiller til regionsrådet, at Region Syddanmark, på direktørniveau, bemyndiges til at bevilge midler fra denne pulje efter indstilling fra Vækstforums Sekretariatsgruppe.
    fold dette punkt ind Beslutning i Vækstforum den 04-12-2017
     

    Indstillingerne blev tiltrådt.


    Sagsnr. 17/33347
    16. Etablering af regional teknologipagt
    fold dette punkt ind Resume
     

    Den 5. september 2017 blev der indgået Vækstpartnerskabsaftale mellem regeringen og Syddansk Vækstforum, hvor teknologipagten indgår som én af de tre overordnede vækstindsatser i aftalen. Der lægges op til en politisk drøftelse af forventningerne til en regional teknologipagt. Punktet indledes med et kort oplæg om baggrunden for teknologipagten herunder bl. a. erfaringerne med teknologipagten i Holland.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
     

    Regeringen vil etablere en Teknologipagt inspireret af Nederlandene, for at understøtte udviklingen af de kompetencer, som erhvervslivet i stigende grad har behov for i takt med den teknologiske og digitale omstilling. Målet med en dansk Teknologipagt er, at flere skal tage en uddannelse eller få kompetencer inden for STEM (Science, Technology, Engineering og Math). Det skal understøtte øget vækst gennem udvikling og anvendelse af nye teknologier til innovation og nye forretningsmodeller.

    Teknologipagten etableres på anbefaling fra bl.a. Danmarks Vækstråd og det Digitale Vækstpanel. Regeringens nedsatte Disruptionsråd har endvidere givet input til regeringens videre arbejde på deres møde i oktober 2017. Til mødet er der udarbejdet et diskussionsoplæg om Teknologipagten (jf. bilag), som bl.a. opererer med en række målsætninger og pejlemærker, som skal ses som et udtryk for den retning, som Teknologipagten skal understøtte:

    • Flere skal interessere sig for STEM.
    • Flere skal uddannelse sig inden for STEM.
    • Flere skal anvende STEM i job. 

    Regeringen forventes at invitere alle, der byder ind med en indsats, der kan fremme Teknologipagtens formål, til at deltage i Teknologipagten. Det er centralt for Teknologipagten, at virksomhederne og private aktører samarbejder med uddannelsessektoren for at bidrage til udvikling af STEM-kompetencer. En tættere kobling mellem erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner skal bringe efterspørgsel og udbud tættere sammen i takt med den teknologiske og digitale omstilling. Det forventes, at der i første omgang etableres en national Teknologipagt, hvorefter der kan etableres regionale teknologipagter.

    Der har været en første drøftelse i sekretariatsgruppen om udvikling og implementering af en bredt forankret regional teknologipagt. Der blev bl.a. peget på, at der allerede er igangsat mange initiativer på området i dag, og at den regionale Teknologipagt skal bidrage til at skabe merværdi i forhold hertil.

    På sidste møde drøftede Vækstforum opfølgningen på Vækstpartnerskabsaftalen, herunder Teknologipagten. Her blev det besluttet, at Vækstforum skal forelægges et forslag til udvikling og implementering af en bredt forankret regional teknologipagt i regi af Vækstforum, herunder organisering, indhold mv.

    De endelige rammer for en national teknologipagt er imidlertid ikke fastlagte. Det forventes, at regeringen præsenterer teknologipagten primo 2018.

    Det foreslås, at Vækstforum tager en første politisk drøftelse af forventningerne til en regional teknologipagt, herunder hvordan der sikres sammenhæng og koordinering af initiativerne i Syddanmark så vi får mest muligt ud af den fælles indsats, samt hvordan der kan etableres en bredt forankret regional teknologipagt.

    fold dette punkt ind Indstilling
     

    Formandskabet indstiller,

    • at Vækstforum drøfter forventningerne til en regional Teknologipagt.
    fold dette punkt ind Beslutning i Vækstforum den 04-12-2017
     

    På baggrund af oplægget om erfaringerne med teknologipagten fra bl.a. Holland drøftede Vækstforum muligheder, udfordringer og perspektiver for en teknologipagt i Syddanmark. Herunder drøftede Vækstforum behovet for at sikre sammenhæng mellem de mange indsatser, som allerede er igangsat, behovet for en så ubureaukratisk tilgang til teknologipagten som muligt samt evt. forpligtigelser forbundet med at deltage i en teknologipagt. Sekretariatet tager de faldne bemærkninger med i det videre arbejde.

    fold dette punkt ind Bilag
     

    Sagsnr. 16/6334
    17. Erhvervspartnerskabsaftale med Business Region Esbjerg
    fold dette punkt ind Resume
     

    I lighed med de indgåede erhvervspartnerskaber med Trekantområdet Danmark, Udvikling Fyn og UdviklingsRåd Sønderjylland fremlægges nu et udkast til erhvervspartnerskabsaftale med Business Region Esbjerg. Erhvervspartnerskaberne er en opfølgning på den regionale vækst- og udviklingsstrategi og Vækstforums handlings- og investeringsplan om at indgå samarbejdsaftaler med de fælleskommunale erhvervsenheder. Formålet er at styrke sammenhæng og koordinering af indsatserne inden for erhvervsfremme.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
     

    Ambitionen med den regionale vækst- og udviklingsstrategi og den tilhørende handlings- og investeringsplan er, at initiativerne gennemføres i tæt samarbejde med lokale, regionale og nationale aktører, så der skabes synergi og størst mulig effekt af indsatserne. Samtidig sikres sammenhæng og koordinering.

    Med udgangspunkt i Business Region Esbjergs fokusområder og den regionale vækst- og udviklingsstrategi skal erhvervspartnerskabsaftalen være med til at styrke området som vækstcentrum til gavn for hele Region Syddanmark.

    Udkastet til erhvervspartnerskabsaftale indeholder fem aktivitetsspor:

    • Produktionserhverv
    • Kvalificeret arbejdskraft og uddannelse
    • Havnesamarbejde
    • Turisme
    • Fødevarer

    Udkastet til erhvervspartnerskabsaftale er koordineret på administrativt niveau mellem Business Region Esbjerg og Vækstforumsekretariatet.

    Business Region Esbjerg behandler udkastet til erhvervspartnerskabsaftale på sit bestyrelsesmøde den 6. december.

    fold dette punkt ind Indstilling
     
    • At Vækstforum godkender erhvervspartnerskabsaftalen med Business Region Esbjerg
    fold dette punkt ind Beslutning i Vækstforum den 04-12-2017
     

    Indstillingen blev tiltrådt.

    fold dette punkt ind Bilag
     

    Sagsnr. 17/117
    18. Status på den særlige ramme til sekretariatet samt ny ramme for 2018
    fold dette punkt ind Resume
     

    Vækstforum har i de forløbne år afsat en årlig ramme på 1 mio. kr. til sekretariatets disposition til mindre aktiviteter, analyser, kortlægninger mv. Det foreslås, at Vækstforum afsætter en ramme til lignende formål i 2018.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
     

    På Vækstforums møde den 6. december 2016 blev det besluttet at afsætte en ramme på 1 mio. kr. til sekretariatets disposition til mindre aktiviteter, analyser, kortlægninger mv. i 2017. Det blev samtidig besluttet, at sekretariatet efter 1 år skulle afrapportere om anvendelsen af denne ramme. Rammen forventes på nuværende tidspunkt disponeret næsten fuldt ud i 2017 til blandt andet de aktiviteter, som fremgår af nedenstående tabel.

    Aktivitet

    Forventet beløb

    Tvivlerkampagne i forlængelse af Forældrekampagne med Region Hovedstadens Ungeenhed

    50.000 kr.

    Analyse: Healthcare Denmark

    100.000 kr.

    Analyse: Videnbroer

    95.000 kr.

    Analyse: SMV’ers digitalisering og morgendagens kompetencer

    150.000 kr.

    Healthcare Denmark – Innovation Plus

    250.000 kr.

    Wasteland i Trekantområdet

    30.000

    Opsætning og tryk af Vækstforums Handlings- og Investeringsplan 2018-19

    41.000 kr.

       
       

    I alt

    716.000 kr.

    Det foreslås, at sekretariatet også i 2018 bevilges en ramme på 1 mio. kr., der kan anvendes til mindre aktiviteter, analyser, kortlægninger mv.

    fold dette punkt ind Indstilling
     

    Formandskabet indstiller,

    • at Vækstforum tager orienteringen om anvendelsen af midler til orientering.
    • at Vækstforum indstiller til regionsrådet, at regionsrådet bevilger en ramme fra de regionale erhvervsudviklingsmidler afsat i 2018 på 1 mio. kr. til sekretariatets disposition til mindre aktiviteter, analyser, kortlægninger mv. i 2018.
    • at sekretariatet afrapporterer på anvendelsen efter 1 år. 
    fold dette punkt ind Beslutning i Vækstforum den 04-12-2017
     

    Indstillingerne blev tiltrådt.


    Sagsnr. 17/112
    19. Styregruppemøde i Vestdansk Erhvervssamarbejde
    fold dette punkt ind Resume
     

    Styregruppen for Vestdansk Erhvervssamarbejde holdt sit tredje møde den 2. oktober 2017. Styregruppen behandlede blandt andet forslag til forenkling og samordning af klyngestrukturerne inden for Fødevareområdet samt inden for Sundheds- og velfærdsinnovationsområdet. Det blev aftalt, at henholdsvis Vækstforum Midtjylland og Syddansk Vækstforum påtager sig en tovholderrolle i det videre forenklingsarbejde inden for de to områder.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
     

    Styregruppen for Vestdansk Erhvervssamarbejde, som består af formandskaberne for de tre vestdanske vækstfora, holdt sit tredje møde den 2. oktober 2017 i Nykøbing Mors. Fra Syddansk Vækstforum deltog Stephanie Lose, Henrik Dam og Bo Stærmose.

    På dagsordenen var blandt andet en drøftelse af vækstforaenes rolle og ansvar i forhold til at forenkle og samordne klyngelandskabet inden for særligt Fødevareområdet og Sundheds- og velfærdsinnovationsområdet, som er to af de i alt fire områder, som de tre vestdanske vækstfora har aftalt at styrke gennem en arbejdsdeling og ved at arbejde for større sammenhæng i klyngestrukturerne ud fra et princip om no wrong door.

    Styregruppen drøftede i den forbindelse en analyse af fødevarelandskabet, som de tre vækstfora i fællesskab har fået udarbejdet, og som Syddansk Vækstforum drøftede på mødet den 27. september 2017. Styregruppen besluttede at anbefale, at Vækstforum Midtjylland fortsat påtager sig tovholderrollen i forhold til den videre forenklings- og samordningsproces på Fødevareområdet. Samtidig besluttede styregruppen at anbefale Vækstforum Nordjylland og Syddansk Vækstforum at sikre samordning og koordination i forhold til initiativer inden for fødevareområdet i de to regioner, så der arbejdes henimod én sammenhængende landsdækkende fødevareklynge. Den landsdækkende klynge suppleres med hubs i de regioner, hvor erhvervslivet ser et behov eller hvor der er en særlig faglig specialisering eller styrkeposition. Det kan eksempelvis være fiskeri og akvakultur i Nordjylland.

    Inden for Sundheds- og velfærdsinnovationsområdet besluttede styregruppen at anbefale, at Syddansk Vækstforum påtager sig ansvaret for tovholderrollen i lighed med den, som Vækstforum Midtjylland påtager sig på fødevareområdet i forhold til at arbejde henimod én landsdækkende klyngeorganisation. Styregruppen understregede i den forbindelse, at der er behov for en egentlig samordning af klyngerne, eventuelt med regionale hubs, samt for at fremskynde processen i en tæt dialog med klyngeorganisationerne og særligt de involverede virksomheder. Styregruppen bad i den forbindelse formanden for Syddansk Vækstforum om snarest at tage initiativ til et møde med de tre klyngeorganisationers formænd.

    På området for vindenergiteknologi blev det endvidere besluttet at indbyde de involverede virksomheder til et møde og en nærmere dialog om, hvordan klyngeorganisationerne kan styrkes og fremtidssikres i overensstemmelse med virksomhedernes ønsker og behov.

    Endeligt drøftede styregruppen de erhvervsmæssige potentialer i de fire mega-datacentre, som forventes etableret i Vestdanmark i den nærmeste fremtid, herunder i forhold til udnyttelse af overskudsvarme, kompetenceudvikling, samt branding af og mulig synergi i forhold til andre danske styrkepositioner såsom vindenergi, robotteknologi og big data. Drøftelserne af potentialet kan tages op i de regionale vækstfora og vil blive drøftet igen på et kommende møde i styregruppen.

    Dagsordener fra styregruppens møder og yderligere materiale om Vestdansk Erhvervssamarbejde kan findes på Syddansk Vækstforums hjemmeside. Næste møde i styregruppen forventes afholdt i maj 2018.

    fold dette punkt ind Indstilling
     

    Formandskabet indstiller,

    • at Vækstforum tager referatet fra styregruppens møde den 2. oktober 2017 til orientering, og godkender forslagene til udmøntning af samarbejdet, herunder styregruppens anbefalinger i forhold til det fortsatte forenklings- og samordningsarbejde inden for Fødevareområdet, Sundheds- og Velfærdsinnovationsområdet samt Energiområdet
    fold dette punkt ind Beslutning i Vækstforum den 04-12-2017
     

    Indstillingerne blev tiltrådt.

    fold dette punkt ind Bilag
     

    Sagsnr. 16/41823
    20. Orientering: Udviklingsplan for Danmarks Vestkyst
    fold dette punkt ind Resume
     

    Partnerskab for Vestkystturisme under Dansk Kyst- og Naturturisme (DKNT) er ansvarlig for udarbejdelsen af en udviklingsplan på tværs af Danmarks Vestkyst. Formålet med udviklingsplanen er at skabe et fælles grundlag for en bæredygtig turisme- og erhvervsudvikling. På mødet i Vækstforum giver Borgmester Erik Buhl, Varde Kommune, en orientering om arbejdet med Udviklingsplan for Danmarks Vestkyst.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
     

    Arbejdet med udviklingsplanen for Danmarks Vestkyst ligger i god forlængelse af den regionale vækst- og udviklingsstrategis målsætning om vækst i antallet af udenlandske overnatninger og i det turismeskabte forbrug, samt Vækstforums handlings- og investeringsplan, hvor det særligt skal prioriteres at ”understøtte indsatser der styrker de syddanske destinationer og løfter kvaliteten af de syddanske feriesteder og oplevelser samt forbedrer turismeerhvervets muligheder for kommerciel vækst.”

    Partnerskabet for Vestkystturisme gennemfører projektet i et samarbejde med Erhvervsministeriet, Realdania, partnerskabets 11 kommunale og tre regionale partnere. Det samlede budget for projektet er 3,5 mio. kr., som finansieres af Realdania med 1,75 mio. kr., de tre regioner med i alt 693.000 kr., de 11 kommuner med 700.000 kr. og DKNT med 357.000 kr.

    Projekt er inddelt i fire faser, som gennemføres i perioden fra oktober 2016 til februar 2018. I fjerde og sidste fase udarbejdes den endelige udviklingsplan med henblik på godkendelse i de respektive kommuner og regioner i foråret 2018.

    fold dette punkt ind Indstilling
     

    Det indstilles:

    • at Vækstforum tager orienteringen til efterretning.
    fold dette punkt ind Beslutning i Vækstforum den 04-12-2017
     

    Erik Buhl præsenterede arbejdet med Udviklingsplan for Danmarks Vestkyst.

    Indstillingen blev tiltrådt

    fold dette punkt ind Bilag
     

    Sagsnr. 14/1028
    21. Orientering: Ansøgninger til Syddansk OPI-pulje
    fold dette punkt ind Resume
     

    Punktet giver en oversigt over ansøgninger til Syddansk OPI-pulje, der blev behandlet på formandskabets møde den 7. november 2017.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
     

    På mødet den 25. september 2014 bemyndigede Vækstforum Formandskabet til at træffe afgørelse om ansøgninger til Syddansk OPI-pulje.

    Der er indkommet 4 ansøgninger til puljens ansøgningsfrist den 15. august 2017. Formandskabet har taget stilling til 4 projekter, hvoraf 3 projekter blev godkendt til tilsagn og et projekt fik afslag.

    Projekt

    Forretningsområde

    Indstilling

    PLUMA robot test (“Patient Lifting Utility and Moving semi-Autonomous”) v/Multi Tower Company

    Sundheds- og velfærdsinnovation

    Tilsagn

    VR Buddies v/Tutee ApS og Welfare Denmark ApS

    Sundheds- og velfærdsinnovation

    Tilsagn

    ShowerEcoGuide v/ShowerEcoGuide ApS

    Bæredygtig Energi

    Tilsagn

    Vækst i Syddansk Turisme via ny online travelguide v/VisitNordic

    Oplevelseserhverv

    Afslag

    Projekterne er vurderet i forhold til, om de lever op til formålet og kriterierne i Syddansk OPI-pulje.

    Formålet med puljen er at understøtte samarbejde mellem små og mellemstore virksomheder, offentlige parter og forskningsinstitutioner om afprøvning og dokumentation af effekt og derigennem understøtte kommercialisering af innovative produkter eller serviceydelser (fremover skrives der blot produkter, men der menes såvel produkter som serviceydelser) inden for Sundheds- og velfærdsinnovation, Bæredygtig energi samt Oplevelseserhverv.

    I vurdering af ansøgningerne er der lagt vægt på en række kriterier, bl.a. potentialet for at skabe vækst i omsætning og arbejdspladser, at der er et behov for produktet i den offentlige sektor, et internationalt salgspotentiale og at der foreligger en velbeskrevet forretningsplan.

    Økonomi

    Der er afsat 27,5 mio. kr. til puljen frem til august 2019, og der er efter de nævnte beslutninger ca. 5 mio. kr. tilbage i puljen.

      

    fold dette punkt ind Indstilling
     

    Formandskabet indstiller,

    • At Vækstforum tager punktet til orientering.
    fold dette punkt ind Beslutning i Vækstforum den 04-12-2017
     

    Indstillingen blev tiltrådt.

    fold dette punkt ind Bilag
     

    Sagsnr. 15/9010
    22. Orientering: Region Syddanmarks Vækstbarometer 4. kvartal 2017
    fold dette punkt ind Resume
     

    Region Syddanmark foretager løbende en analyse af vækstforventningerne i de små og mellemstore virksomheder i regionen.

    Det ser bedre ud for de små og mellemstore virksomheder i Region Syddanmark, når de bliver spurgt om forventningerne til årets sidste kvartal. Vækstforventningerne fortsætter den positive tendens, og jobkonjunkturerne ligger på et stabilt højt niveau. Desuden er der tegn på større investeringslyst og en tillid til, at den fornødne finansiering i form af adgang til lån, kredit og anden finansiering bliver bedre.

    Der er dog fortsat alvorlig mangel på kvalificeret arbejdskraft og i mange tilfælde medfører det en række negative konsekvenser for virksomhederne, herunder især øget pres på medarbejderne, men også lavere omsætning.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
     

    50 pct. af de små og mellemstore virksomheder forventer højere omsætning i 4. kvartal i forhold til samme kvartal sidste år, mens kun 12 pct. regner med mindre omsætning. Jobudsigten er fortsat positiv. Hver tredje virksomhed forventer flere ansatte. De positive udsigter til omsætnings- og jobvækst bakkes op af forventninger om flere ordrer og større eksport. Der er desuden tegn på større investeringslyst og en tillid til, at den fornødne finansiering i form af adgang til lån, kredit og anden finansiering bliver bedre.

    De positive vækstudsigter for 4. kvartal gælder for langt de fleste brancher. Dog er detailhandlen mindre positiv. Her er forventningerne til vækst og flere job markant lavere end i de fleste andre brancher, og konjunkturtallet for investeringer er gået i minus.

    Kvalificeret arbejdskraft er fortsat en mangelvare. Seks ud af ti virksomheder i Region Syddanmark, der søger medarbejdere, har problemer med at finde den rette arbejdskraft. De største udfordringer med at finde kvalificeret arbejdskraft findes i transportbranchen, i virksomheder med avanceret produktion, hos bygge- og anlægsbranchen samt i videnrådgivning og IT.

    Når det ikke lykkes at skaffe den rette medarbejder, har det en række uheldige konsekvenser for virksomhederne. Især melder mange om større arbejdspres på medarbejderne og i sidste ende risikerer virksomheden en lavere omsætning. 27 procent af de virksomheder, der oplever problemer med arbejdskraftmangel, har tabt omsætning.

    Analysen er baseret på ca. 900 svar fra et panel bestående af små og mellemstore virksomheder i Syddanmark.

    fold dette punkt ind Indstilling
     

    Det indstilles:

    • at Vækstforum tager punktet til orientering.
    fold dette punkt ind Beslutning i Vækstforum den 04-12-2017
     

    Indstillingen blev tiltrådt.

    fold dette punkt ind Bilag
     

    Sagsnr. 17/117
    23. Meddelelser
    fold dette punkt ind Resume
       
    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
       
    fold dette punkt ind Indstilling
       
    fold dette punkt ind Beslutning i Vækstforum den 04-12-2017
     

    -


    Sagsnr. 17/117
    24. Eventuelt
    fold dette punkt ind Resume
       
    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
       
    fold dette punkt ind Indstilling
       
    fold dette punkt ind Beslutning i Vækstforum den 04-12-2017
     

    -

     


    Siden er sidst opdateret 22-12-2017
    Regional Udvikling

    Region Syddanmark | Damhaven 12 | 7100 Vejle | Email: kontakt@regionsyddanmark.dk | Tlf: 76 63 10 00 | Fax: 76 63 20 00